FOLKEbibliotek

5. maj 2009 by

Jeg starter, hvor jeg slap i sidste indlæg. Nemlig ved ordet FOLKEbibliotek. For hvor blev jeg vred, forbitret og opgivende da jeg læste Berlingske Tidende i torsdags.

vred
Endnu engang får det danske biblioteksvæsen på puklen fordi vi opfylder vores forpligtigelse til at være et bibliotek for hele befolkningen, og ikke kun danske skønlitterære forfatters forlængede arm.

Men lad mig først slå fast med syvtommersøm, at jeg elsker bøger, jeg elsker at fortælle om bøger, og jeg mener bøger er en hjørnesten i de danske folkebibliotekers huse. Men jeg mener også, at bogen er sidestillet med andre kulturelle medier, som film, musik og spil. Derfor skal et moderne folkebibliotek selvfølgelig også opfylde sine forpligtigelser over for de medier. Ganske som det stor sort på hvidt i biblioteksloven.

Også er der det med de smalle titler kontra bestsellerne. Jeg oplever ikke, at vi på Odense Centralbibliotek mangler smalle titler til at dække et behov, som ikke er der. Jeg oplever heller ikke, at vi ikke formidler den smalle litteratur ved udstillinger og arrangementer. For det gør vi.
Derimod oplever jeg, at vi får masser af kunder i butikken, som er glade for at læse både høj, lav, smal og bred litteratur. De er simpelthen glade for at biblioteket har noget for næsten enhver smag.

For øvrigt skal man jo også huske på, at forfatterne har store økonomiske interesser i, at bibliotekerne køber deres værker. Noget som jeg ofte syntes bliver forbigået i deres kulturpolitiske og opdragende synspunkter.

Jeg kender ingen kollegaer som ikke tager deres materialevalg alvorligt. Derfor er Jens Andersens indlæg også en nedvurdering af det store arbejde som landets bibliotekarer gør for at være et bibliotek for hele folket, og leve op til lovens krav.

haandslag
Derimod vil det være interessant, hvis landets forfatterne og biblioteker gav hinanden håndslag på et øget samarbejdede. Ganske som vi gør i Odense.

Reklamer

Hjulene på bussen….

3. maj 2009 by
Tak for invitationen til at blogge hos Litnet.
For et stykke tid siden læste jeg en undersøgelse, som viste, at hvis 100 personer læer en blog, er det måske 2 som skriver en kommentar til indlægget på bloggen. Men ikke desto mindre, håber jeg at mine blogindlæg i maj måned, får nogle ord med på vejen, og der kan komme noget dialog på siden. For dialog jo en af ideerne med at have en blog.

Jeg starter i barndommens land.

Den kære gamle bogbus, - som kører den dag i dag.

Hver mandag klokken 18:30 kom bogbussen fra Randers. Så holdt den i 25 minutter over for den tomme grund, hvor brugsen havde ligget indtil den brændte. Nu var der ikke flere butikker i byen. Og for mig var det et af ugens højdepunkter, når muligheden var der for at bytte bøger, tegneserier og bånd i det rullende bibliotek.
Det var her jeg pløjede mig igennem alle Jan bøgerne, Kim bøgerne, De 5 bøgerne og ikke mindst Alfred Hitchcock og de tre detektiv bøgerne. Der var også alle tegneserierne, Lucky Luke, Asterix, Tintin og Smølferne. Da jeg blev ældre, var der også Fritz the Cat, som jeg sørgede for at andre ikke så. Roald Dahls noveller kom også med hjem, og blev læst med stor fornøjelse. Og så var der kassettebåndene man også kunne låne. Kim Larsen, Gasolin og mærkelige udenlandske bands, som blev afspillet på værelset i løbet af ugen.

Senere gik der faktisk mange år, før jeg igen begyndte at læse bøger. Det var, da jeg havde min praktikperiode fra Biblioteksskolen på Arden folkebibliotek i Himmerland. Bibliotekaren syntes, at jeg burde læse nogle romaner, nu jeg måske ville være folkebibliotekar. Og det havde hun jo en vis pointe i. Så Carl Hamilton og ”Mens solen langsomt brænder op” af Peter Legård Nielsen, blev jeg udstyret med. Specielt den sidste optog mig. Hovedpersonen er en ung bibliotekar, der går rundt med bøgerne på ryggen i Andelsbjergene for at oplyse lokalbefolkningen. Sådan en gad jeg godt være! Det var nok også lidt mere realistisk end at blive den nye Carl Hamilton.

Så i dag, når jeg går rundt som bibliotekar på Odense Centralbibliotek, bruger jeg ofte ord som ”Jeg syntes den her bog er god” eller ”Den her bog, er jeg sikker på du bliver glad for at læse”. For sæt at jeg bare en eller anden gang kom til at præge et andet menneskes liv ved at anbefale en bog, som fik stor betydning for vedkommendes liv. For det er jo det bøger kan.
Møder den rette bog den rette læser, så opstår det unikke match mellem læser og litteratur. Rette bog til rette læser på rette tidspunkt. For vi læser jo alle forskelligt, og en god bog for den ene, er en dårlig bog for den anden. Derfor har jeg heller aldrig set den moderne folkebibliotekars rolle, som at være den store smagsdommer. Men mere at være forkynder af læsningens glade budskab, og tage ordet FOLKEbibliotek alvorligt.

frank og kate

19. april 2009 by

Det føltes som en evighed, før hun ramte gulvet. Jeg nåede at starte på sætninger, jeg afsluttede dem også. Så kom bumpet, og jeg troede, at det var pis i første omgang, jeg troede, det var noget, hun fandt på. Men så blev jeg alligevel alvorlig, og kiggede ned ad stigen, hun lå der ikke. Jeg fulgte hendes spor hele vejen ned til taxaen, jeg er ikke sikker på, det var spor, det var mere en tanke, jeg havde. En billedagtig ide inde i hovedet og så forsvandt hun.

Næste dag fjernede jeg hendes møbler fra stuen, og der blev fuldstændig tomt på nær fjernsynet og en pladespiller fra halvfjerdserne – duede ikke mere.

 

Jeg gav op til efteråret, hun kom ikke tilbage. Jeg gik ud og købte nye, grimme møbler, som jeg kun kunne ligge akavet i. Jeg nynnede Billy Holdiays Strange Fruit i badeværelset, og lod bruseren være skybrud. I Nice kunne jeg have haft en isenkrambutik, og lyttet til palmerne på promenaden og duftet til moden vin på torvet. Permanent sindssyg i tre fire minutter.

Men jeg havde en jolle nede ved havnen; Elvira, og hun var bygget for tolv år siden i forhaven, jeg elskede hende inderligt. Jeg brød mig ikke synderligt meget om havet, og skvulpede for det meste rundt i vandskorpen med en kasse bajere, tit og ofte blev jeg stiv og troede, at jeg skulle drukne. Tiggede og bad om, at komme op til overfladen igen, og jeg kunne egentlig bare have rejst mig, for det var ikke mere end ti centimeter.

Det var den smukkeste dag, hun så lyset på. Med vinden i træerne og hele verden samlede sig i een eneste orkan og søsatte hende sådan føltes det, men igen – en kasse bajere.

 

Hun lå stadig under sengen og engang imellem, stak hun en arm frem og trak i mig, og sagde, at jeg skulle komme og hente hende. Hun hviskede det ud i natten, jeg sagde hun skulle holde op, forklarede hende alt om de nye møbler, sagde at hun var forsvundet, men hun ville ikke give slip, så i desperation, tog jeg benet af og lagde mig helt ind til væggen, imens jeg lyttede efter, hvordan hun kravlede tilbage til mørket. Jeg kunne ikke sove, vidende at hun nu lå der. ”Sover du?”, spurgte hun og jeg svarede, at det gjorde jeg, hvis jeg kunne ligge her med et amputeret ben og stadig føre en normal samtale. ”Du har ikke lyst til at snakke lidt?” jeg rystede på hovedet og fortrød ret hurtigt. Så blev der stille og jeg faldt sådan rigtigt i søvn.

 

Jeg satte sedler op på lygtepælene rundt omkring i kvarteret, det var pissekoldt og jeg var ikke sikker på, at hun fortjente opmærksomheden. Hendes far havde ringet til mig om morgenen, det var derfor jeg var vågnet. Han spurgte, om jeg vidste, hvor hun var? ”Nej” svarede jeg og fik dårlig samvittighed, fordi jeg ikke havde ledt efter hende noget før. Jeg kunne have sagt, at hun lå under min seng om natten, men han brød sig ikke om den slags, det var der ingen, der gjorde.

Jeg blev rundtosset, han gik i cirkler med telefonen, viklede sig selv ind i ledningen, imens Kate(konen) sad i sofaen, kæderøg og købte ind fra Tv- Shop. Sådan forestillede jeg mig, at det var hjemme hos dem. ”Når hun kommer tilbage, ringer du lige, ikke?” sluttede han og jeg nikkede, som om det var svar nok, og han havde sagt det, som var hun bare lige ude efter en liter mælk. Inden han lagde på, hørte jeg Kate græde og bestille endnu et kosmetisk vidunder.

 

Jeg kom til skade med sømpistolen og var fæstnet fast til en pæl i tre kvarter. Der var en

million passerende kvinder, der lignede hende. På hospitalet syede de pegefingeren fast igen og sagde, at det da vist var en værre omgang og jeg overvejede, at sige at det ikke var noget og at jeg tit mistede benet.

 

Jeg havde fået fat i en gammel plakat med James Dean iført cowboyhat(Don’t we all have one of those?!), han var sexet og jeg havde hurtigt taget det i mig igen, fordi jeg var en mand. Vi sad og konverserede, det var ham der var død og derfor snakkede mindst. Han nikkede engang imellem, tog en smøg i kæften ”Fortsæt endelig”, sagde han og jeg lagde mig ned på sofaen, med hænderne på maven og fortalte ham om ubehaget ved disse møbler og om Kate og Franks datter, som jeg havde formået at smide væk eller forlagt på en eller anden måde. Efter et par timer hev jeg en kasse bajere frem ”min nye Elvira”, sagde jeg og klappede sofaen, som gengældte mit kærtegn, spindende som en kat. Cowboyen blev stille og eftertænksom, faldt ud af samtalen, det var øllens skyld. Jeg drak Albani op, og tænkte tiden var inde til at finde hende – decideret finde hende.

 

Jeg forlod ham på væggen, hensunket i egne tanker. Ude på gaden sneede det stadig, jeg lagde mig et øjeblik for at få virkeligheden ind under huden, fornuften. Så gik jeg ned i cykelskuret og fandt hendes jernhest, den var ulåst, med den i tankerne som jagthunden med hendes duft og færden inkarneret i dets stel, startede jeg min eftersøgning, hun havde siddet på den de sidste fjorten år.

Der var intet der gav mig følelsen af, at hun var i nærheden, men måske der ikke var noget som helst tilbage, andet end sprutten – den var overalt, i mit blod, i min hjerne ude i fingerspidserne der gjorde det svært at styre cyklen. Imens kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun lå derhjemme under sengen den del af hende, jeg alligevel ikke brød mig om.

Prustende ude på landet, hvor der ikke eksisterede gadelygter, kæmpede jeg for at holde dynamolygten tændt. Dyret var ved at gå død ”Hold ud lidt endnu skat”, sagde jeg og klappede den og forsikrede om olie og nye dæk i et væk, men dynamolygten blev svag og hjulet eksede mere end normalt, den forsvandt i snedriverne, der rejste sig omkring os, jeg blev sneblind og ædru og brød mig ikke om kombinationen, noget under mig gav op.

Pegefingeren gjorde ondt. Panikslagen gravede jeg mig igennem isen, cyklen havde jeg efterladt, udåndede, landet var ikke rart. Jeg ville ikke mere, hun var vitterlig ikke det værd, det var der ingen, der var. Jeg forbandede min dårlige samvittighed og krøb længere ned i kulden, der omfavnede mig. Lige der kunne hun godt have stået, og set ned på mig, halvsløret, som en sidste ting inden jeg forsvandt.

 

 

 

fredagscafe

8. april 2009 by

Vist nok ude på skolens toilet. Det var den eneste vinter, hvor det ikke havde sneet og jeg oplevede hvordan ordet fuck fik betydning. Det var en helt ny fornemmelse at presse venstre kind op ad den kolde, fugtige væg. Jeg lyttede efter, inde i muren var der tyst, ikke en eneste mursten bevægede sig. Det ville ikke undre mig, hvis der var noget, der var gået i stykker derinde alligevel. Men helt stille. Hele min krop dunkede frem og tilbage. Så rørte jeg væggen, så rørte jeg den ikke. Rundtosset og en del af det skyldtes sikkert julebryggen jeg havde drukket. Eskilds five a`clock shadow gned sig op og ned af min bløde nakke, som begyndte at gøre ondt. Men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg kunne høre kantinedamen herfra. Grete sagde hun. Grete vær stille jeg synes, jeg kan høre noget. Jeg holdt vejret. Kan du ikke høre det? Spurgte hun. Grete kunne ikke høre noget som helst, tænkte jeg. Angiveligt havde Eskild tilbragt tre uger i bagagerummet på en Cadillac. Den havde kørt ham over grænserne og på et tidspunkt var han måske og kun måske tæt på at blive opdaget. Eskild havde ligget i mørket tættere på vejen end nogensinde før, i den tro at om få sekunder ville han ramme asfalten. Eskild var helt varm og muren blev glat, han lugtede mistænksomt som var det han lavede forbudt. Jeg undgik ham omkring venstre øre da jeg var vis på det var der han gemte sin road trip, med kontinenter og hele lortet. Jeg blev betaget, Eskild var Copenhagen By Night, syntetisk, pressende, med lys ud til alle sider og jeg var sikker på han ikke var klar over hvad han foretog sig i dette øjeblik, måske endda fuld? Jeg huskede bevægelserne fra før han forsvandt, Eskild var motorisk. Grete lagde øret til døren og fortrød. Jeg huskede ham fuldstædig. Sigurd stod stadigvæk i opgangen da Morgan tog telefonen og fik af vide at deres søn Eskild var i live, hun havde ikke registreret samtalen for det var gået op for hende hvem der havde sendt postkortet fra Grand Canyon og hun havde tænkt at, det kunne han ikke være bekendt. Eskild havde ligget blandt reservedækkene og jeg gik ud fra det var derfor han lugtede som han gjorde og det mistænksomme lå i at der også havde eksisteret noget andet foruden ham i bagagerummet, et andet menneske, under alle omstændigheder noget der trak vejret og altså var i live, hyllet ind i plastik og med ganske få mellemrum rørte på sig – plastikken gjorde ham forundret. Eskild havde vendt sig om på den anden side for han brød sig ikke om bevægelserne som jeg syntes om hans nu her på toilettet. Og det var kommet tættere på, tungt og åndende, Eskild sandede at han ikke kunne komme længere, det var her bilens vægge begyndte og normalt var han egentlig ikke klaustrofobisk. Plastikken omfavnede Eskild der mente at han skulle knække sig. Han var ikke bange endnu. Der var helt stille i bagagerummet, Cadillacen krydsede endnu en by. Plastikken blev klam og doven ”Pak mig ud” sagde den så. Eskild rystede på hovedet, han slugte spyt. Og køen til toilettet var øjensynligt blevet længere. Sigurd hentede postkortet og satte sig ved siden af sin kone der var besvimet. Endnu vidste han ikke besked om Eskild og prøvede derfor at gætte sig frem til afsenderen. Morgan holdt stadig en tændt cigaret i hånden og det distraherede ham. Sigurd skubbede hende ned fra sofaen uden at lægge mærke til at hun ikke rejste sig igen. I sit hoved var Eskild slet ikke sikker på at plastikken eksisterede. Grete hentede brækjernet og satte det til toiletdøren, der var ikke flere øl i kantinen og hun ville gerne hjem. Det var første gang Eskild lå i et sådan bagagerum og der havde aldrig ligget noget lignende og forstyrret ham i Sigurds bil, der havde altid været stille – bilen havde stået stille, men det var også en Volvo. Han var virkelig blind i mørket og det der larmede var lyden af noget der brød ud, en arm et ben, han fornemmede det kun, fandt det logisk, Eskild lå stadig med ryggen til og han kunne høre snakken fra forsæderne. Han var klar over der manglede et hoved og at det stadig lå i plastikken og ventede på at han pakkede det ud. Der var endnu den mulighed at det var noget Eskild forestillede sig, det var han vis på. Grete havde en stor, stærk krop der mindede om noget jeg engang havde set i en boksering. Og jeg forestillede mig hvordan hun som en fuldvoksen mand havde brækket døren op med kolossale biceps og overskæg og så stod hun der i en dunst af tequila, øl og fredag, forlegen. Eskild gav slip på mig og det gik op for mig han havde fjernet det sidste stykke plastik Europa, Amerika, Asien kontinenterne væltede ud af Eskild, han gjorde mig svimmel.

Min tro

1. april 2009 by

Klokradioen viser tolv fireogtyve. I mit hoved gennemgår jeg lister, og har netop afsluttet denne: Rød Dior neglelak, Coco Chanel parfume, et ton babydoll kjoler, ligesom dem i Rosemarys Baby, endnu flere stiletter og obligatoriske hårprodukter (som jeg, quote til kæresten: Bare måtte eje!). Jeg har drømt om det hele i lang tid. Det er som en uendelig venten, uden forløsning, at mærke tøjet, at dufte parfumen, forestille sig det færdige resultat, mig iført det hele på én gang. I morgen kan jeg indfri, i morgen har jeg pengene. Jeg er spændt. Forud for dette er andre lister, en om hvidvine, Whisky, sort hvid plakater og møbler – når sandheden skal frem, og det skal den, så er det udsmykning af mig selv og mine omgivelser. Og det er et fucking kick er det, velsmagen, velduften og de pæne ting. Det er næsten og kun næsten primitive instinkter, men stadig, det kan gøre mig noget så svimmel at tænke på. Min materialistiske rus, indrømmer jeg gerne, giver mig problemer, mindre nattesøvn og indeed færre penge. På det tidspunkt af måneden hvor pasta og ketchup bliver en kendsgerning, dufter jeg mere til parfumen og studere snittet af mine kjoler. Jeg får mit kick igen, det er det materialisme kan gøre, at man kan føle på ting eller se sig i spejlet og genopleve en tanke man havde omkring dette og det er genialt – et Fucking kick. Jeg dedikerer gerne mine nætter. Materialisme er gud.
Og hvis vi nu skal være så blasfemiske og have to guder, hvilken er så den anden, hvad er det, i sidste ende mine beskidte, mørke tanker handler om i den dunkle nat? Min sidste liste. Bøger. De dræber enhver mulighed for at lukke øjnene og glemme, sove, for er der noget, jeg fanden tage mig, skal have styr på, så er det hvilken bog, jeg skal investere i, og derefter, hemmeligt forelske mig i den næste måneds tid. Det ligger jeg og tænker på, jeg gennemgår sætninger fra kendte værker, værker jeg forbander mig selv ikke at have skrevet (fordi de er så fucking geniale) men ikke kan lægge fra mig, ikke ønsker at lægge fra mig. De virker uopnåelige, selv når du sidder med dem i hånden, Unge Werthers lidelser, Den Afrikanske Farm, Lolita, Åndernes Hus. Jeg begriber ikke altid, hvordan det er gået til, hvor de har fået det fra, hvad er hemmeligheden? Narko, sex, et alt i alt velfungerende liv? Jeg ved det ikke, og det er også det, der får mig til at vende næste side, der er noget jeg skal opdage, og så er der det, jeg skal nyde imens: sproget, sproget som overtager min hjerne, og indgår uforskammede pagter med resten af min bevidsthed, så jeg ikke har en jordisk chance for at slippe ud af bogen, den har slugt mig – ergo er jeg et omvandrende, litterært mesterværk. Fantastisk fornemmelse, som kan måle sig med Dior neglelak og frækt undertøj. Enjoy it while you can, siger jeg bare, for pludselig – og det er virkelig pludselig! Slutter hele lortet og jeg sidder tilbage som mig selv igen… halvt skizofren, men alligevel, der er noget der stopper inde i mig, når bogen er færdig. Det der slår mig gang på gang er, at bøger som ikke har noget med udsmykning at gøre, eller i den forstand skønhed, kan holde mig vågen om natten, litteraturen rører noget i mig. Forarg mig endelig litterært, det er dèt bøger kan, de rykker grænser, forener og gør mig noget så funderende. Det er mit kick nummer to en mandag nat, er det. Tøj, smykker og parfume er noget der viser hvem jeg er, hvor jeg hører til og jeg elsker det. Men bøger, bøger er der hvor du tager springet og bevæger dig ud i noget du ikke kender, forfatter efter forfatter, genre efter genre, det er pisse spændene, at vandre og ikke definere dig selv ud fra, hvad du læser, men i stedet bare læse og blive underholdt. Bøger er gud.

Bo Derek

29. marts 2009 by

Løsdele fra novellen Bo Derek:

Mor leder arbejdet. De låner bøger på biblioteket og læser om marsvins levevis. Hun køber Den Blå Avis, og sammen finder de et bur hos en dreng et andet sted i byen. Det regner, da de henter buret. De løber fra bilen og hen til opgangen med jakkerne trukket op over hovederne. Mor synes Malte skal forestå handlen. Hun trykker på ringeklokken og Malte rækker sedlerne frem, mens en stribe af vand løber ned af hans pande og svinger til siden over mod hans tinding. Han bærer buret hele vejen ud til bilen. Hun roder ham i håret, og hun lukker bagsmækken.

– I får det rigtig hyggeligt, I to, siger hun og smiler.

Mor flytter rundt inde på Maltes værelse, rykker kommoden og lænestolen fra hinanden, så der er plads til buret. Hun arbejder hurtigt, synes Malte, og fløjter muntert. Hun glemmer at handle ind, hun glemmer en aftale med far, og hun glemmer Siv, der sidder med en kiks på madrassen inde i stuen. Siv græder, men det glemmer mor også, mor tænker på marsvin nu, og Malte lægger sig i striben af lys, der rammer gulvet på hans værelse. Han læser i en tegneserie.

Senere kører de ned til dyrehandlen. Mor er flammet op, tænker Malte. Hun er en stor tændstik, der lyser i ugevis. Hendes stemme er frisk med kanter, man kan skære sig på. Hun spjætter med armene, ligesom fuglene i burene hun passerer.

Dyrehandleren jager rundt i buret med sin store hånd. Han kalder marsvinet for en af sine små venner. Malte holder marsvinet lidt ud fra kroppen. Han kan mærke hjertet, en lille bitte hoppebold, en evighedsmaskine, tænker Malte. Han er tæt på at fortryde. Det nemmere, da han har kassen i hånden. Han kigger ned gennem hullerne fra saksen. Der er mørkt i kassen. Han kan høre noget, der kradser mod pappet. Mor overtager kassen og Malte åbner døren.

Marsvinet skal hedde Bimmer. Mor har løst sin opgave, tænker Malte, lidt for godt har hun løst den; det er hende, der bestemmer navnet. Malte bryder sig slet ikke om Bimmer. Inden i hans hoved siger en stemme han ikke kender: Det kan ikke lade sig gøre. Hvis nogen finder ud af, at han hedder Bimmer, vil det aldrig gå ham godt. De vil tro, han er en kedelig opfindelse, nogen har efterladt. Det vil slå ham ihjel. Men mor insisterer; et marsvin hedder Bimmer, siger mor. Alle marsvin hedder Bimmer. Sådan er det. Malte kan se, det er definitivt. Mor eliminerer noget med sine øjne.

– Hvad så med hans kone? indvender Malte spagt. – Hvis han får en kone, hvad skal hun så hedde?

Lang tid senere, da Bimmer får en kone, har mor for længst mistet interessen for marsvin, og Malte kan få lov at bestemme selv. Det bliver Bo. Han har på forhånd undersøgt, om en kone egentlig kan hedde Bo. Han har maskeret sit ærinde bag en række spørgsmål om navne, og til sidst har han fået ud af mor, at der findes hunner med navnet Bo …

En pelshandlers eventyr

26. marts 2009 by

For noget tid siden hjalp jeg min mors gode ven med at støve et gammelt stereoanlæg af og installere det i hans bibliotek. Jeg ankom med skruemaskine og vaterpas først på eftermiddagen, og vi begyndte at måle ud på væggen og afprøve elektronikken. Mens vi arbejdede talte vi lidt om litteratur. Min mors ven er som pensioneret boghandler af den gamle skole (dengang man skulle have læst en bog for at kunne anbefale den til en kunde) særdeles velbevandret i litteraturen, og det er altid interessant at lytte til hans tanker og spørgsmål. Efter nogle timer lå nålen i rillen på de gamle vinyler og gamle jazzslagere knitrede i højtaleren.

Som tak for hjælpen fik jeg senere en flaske rødvin og to bøger, som han mente kunne interesse mig. Den ene, En pelshandlers eventyr, læste jeg samme aften. Bogen er fragmenter af en roman som forfatteren Dylan Thomas aldrig fik skrevet færdig. Ideen var ifølge forordet: ”… at vise, hvordan det gik et Menneske, der som han selv tog Livet, som det kom. Hovedpersonen Samuel Bennet skulde tiltrække Eventyret ved sin egen stillestående Mangel paa Eventyrlyst og naturlige Acceptering af enhver Situation. Han skulde acceptere Livet som et nyfødt Barn, der er blevet gjort ansvarlig for sig selv. (…) Livet skulde komme til ham. Folk skulde komme, og de skulde bringe ham Livet. (…) Saa, paa ét eller andet Tidspunkt, et Tidspunkt, der ikke vilde kunne forudsiges, skulde han se sig tilbage og opdage, at han havde fældet et Hudlag, en Pels.

Lad mig straks anbefale bogen, hvis den er at finde nogen steder på biblioteker og i antikvariater. Den er sjov og vild og båret af en rå form for konsekvens.

Collager

23. marts 2009 by

Jeg kan godt lide at sakse i mit materiale. Jeg prøver ofte at koble refleksionen ud, når jeg skriver, lade historien udvikle sig uden egentlig stopklods. Bagefter står jeg som regel med noget, der slet ikke fungerer som helhed. Så sakser jeg i det, klipper der gode ud og bygger en ny tekst op om det. Den proces kan gentages flere gange, før en tekst fungerer. Det er en form for kollagearbejde, klippe ud og sætte sammen, holde billedet lidt på afstand, flytte rundt på elementer, klippe lidt igen. Pludselig er den der.

Natbomber

20. marts 2009 by

De havde lejet et Herculesfly af en gammel rigmand. Der var masser af mænd. Det var et kæmpe setup. Da de sprang, snappede de efter vejret og deres pandehår blæste op, så man kunne se deres drengede ansigter. De sprang i skumringstimen og resten af natten. Folk der tilfældigvis stod på deres terrasser og røg en aftensmøg, troede at de blev tæppebombet. Først da de havde hentet deres kikkerter, gik det op for dem, at alle bomberne stod lodret i luften, og at det slet ikke var bomber, men mænd med ranke rygge og armene foldet pænt ind til siderne.

Rollator

16. marts 2009 by

Ideen til novellen Rollator var nærmest et stillbillede. Jeg så en gammel dame med sin rollator midt ude i et trafikeret kryds. Hun stod stille med lukkede øjne og svingede ben og arme i vejret som en cirkusprinsesse. Billedet dukkede bare op, og på en eller anden måde kunne jeg ikke slippe det igen. I stedet begyndte jeg at bygge en tekst op omkring det. Sådan blev Rollator til, novellen om den gamle dame, hvis farlige og tilsyneladende meningsløse forehavende, vurderes af en jeg-fortæller, der iagttager hende fra sin lejlighed. Jeg har flere af den slags stillbilleder liggende.

Materialet har mange andre kilder, det kommer tit fra noget, der er blevet sagt. Sætninger eller samtaler jeg har hørt på gaden, i fjernsynet, på arbejdet eller blandt venner. Måske er bemærkningerne ikke noget særligt i sig selv. Det fælles for dem er, at de lægger op til mere, de kalder på en historie – nogen må finde på noget her! Ellers hænger den sætning bare til evig tid uden at få sit potentiale udnyttet. Dem der udtaler dem ved det sjældent, at deres bemærkning er som skabt til en løgnehistorie. Det gør heller ingenting. For så vidt har historien ikke noget med dem at gøre.