Archive for the ‘Pia Sigmund’ Category

Skrivekursus

30. november 2008

Jeg har netop været to dage på skrivekursus for fagforfattere på Forfatterforeningens skønne gamle gård, Hald, ved Viborg. Jeg havde troet, at jeg ville komme hjem med skrivekrampe, men nej; kuglepennen blev næsten ikke brugt, ingen skriveøvelser. Kurset handlede om to ting: Dels alle de digitale muligheder for at skrive og udgive; dels om at “skrive levende, flydende og appellerende og samtidig holde det faglige niveau” – beskrevet via eksempler til nærmere eftertanke.

Sidste emne blev varetaget af Kirsten Rask, en af det danske sprogs varme forkæmpere. Hun foreslog en klub til bevaring af semikolon, som jeg varmt kan tilslutte mig. Den lille pause, som semikolonnet giver, er fortryllende; en mulighed for at puste ud midt i en sætning og dog ikke falde helt i staver som ved punktum. Lad os oprette en forening til semikolonnets bevarelse; vel at mærke den gode, gamle måde at bruge tegnet på; og ikke den, der har sneget sig ind i den seneste år: Som erstatning for kolon.

Kirsten Rask mener, at vi har fokuseret alt for meget på lixtallets velsignelser. “Vi har fået punktumsyge,” siger hun, “og det giver et hikkesprog.” I Sverige, Lixtallets hjemland, er man gået væk fra at bruge lixtallet som målestok for læserette sætninger og ord. Istedet for alle disse korte sætninger, der er meget brugt i fagbøger til undervisning og i BT og lignende skrifter, bliver teksten bedre, når vi bruger forbindende ord som “men” og “og” og “så” efter komma eller semikolon; så det vil jeg forsøge at gøre herefter. BT-niveauet på 12-15 ord mellem punktummerne giver et kedeligt sprog, mener Kirsten Rask. Men det er svært at vænne sig af med, synes jeg, når man en gang har vænnet sig til den kortfattede stil; det må jeg øve mig i og se, om det virkelig er sandt. Og hvad siger min forlægger? Mere Rask: Korte sætninger skal reserveres til fortællingens klimaks: Sådan.

Endnu mere Rask: Det er langt vigtigere for det gode og letlæselige sprog at tælle ordklasser end at opgøre lixtallet; mange verber – over 9% – giver et sprudlende, handlende sprog; mens for mange substantiver i en sætning – over 20% – får sætningen til at dø. Hm … den forrige sætning går vist kun lige akkurat an, set med Kirsten Rask-øjne.

Næ, det er ikke altid så let at skrive, og selv om resultatet kan se legende let ud, kan der ligge mange omskrivninger bag. Men jeg skriver videre, bare rolig kære læser, og selv om novemberbloggen rinder ud nu, bliver der skrevet så meget andet (godt) her, bare vent og se.

 

Lixtal: Gennemsnitligt antal ord pr. helsætning plus procentdelen af lange ord, dvs. ord på mere end seks bogstaver.

 

 

 

 

 

 

 

vende, flydende og appellerende og samtidig h

Reklamer

Glæden ved at læse 7

29. november 2008

Fiktion er godt, men faglitteratur er og bliver alligevel min foretrukne læsning. Og hvorfor nu det?  Jo, de fleste af os, der skriver faglitteratur, har et brændende ønske om at fortælle hele verden om vores kæphest. Vi formidler oplevelser til læserne derude, men også mulighed for indlevelse, for at lære noget, for at kunne refektere og tage stilling.

Årets vigtigste bog er – efter min mening – en faglitterær bog, en fremragende bog, en meget vigtig bog. Det er Birte Weiss´ “Krigens arvinger”, der handler om Bosnien, om krigen først i 1990`erne og dens langtrækkende konsekvenser.  Undertitlen er “Forsoningens ti bud”.

Bogen er smertelig læsning, men også en glæde at læse. Den velskrevet, velresearchet og så spændende at læse som den bedste fiktion. Den giver derudover bud på, hvordan man kan komme videre.

Mange bøger om Bosnien fokuserer på krigens rædsler. “Krigens arvinger” siger noget helt andet: “Denne krig fandt sted i Europa, og den kommer os ved. I Danmark troede vi blindt på, at etnisk udrensning og demagoger og nationalisme var et overstået kapitel i verdens/europahistorien.  Men historien gentog sig, uden at vi greb ind. Tværtimod, vi så til den anden side. Derfor er det vigtigt, at vi europæere stadig husker Bosnien og støtter Bosnien. Det er essentielt, at vi støtter de demokratiske tiltag og bevægelser i landet.”

Birte Weiss har fulgt landet og folket i mere end 15 år og har boet i Bosnien i et år. Hun kender landet og dets historie. Bosniere, der kender hende og hendes bøger, elsker hende og respekterer hende for, at hun er deres stemme. Jeg vil foreslå, at det internationale samfund lytter til hende, og at hun udnævnes til international mediator for en konference om Bosniens fremtid. Hallo politikere – læser i www.litnet.dk ? Læser i bloggen?

Glæden ved at læse 6

23. november 2008

Når jeg arbejder på en ny bog, læser jeg mængder af faglitteratur. Siden jeg for et par uger siden begyndte at skrive bog nummer otte i serien “Børn i Danmarks historie”, har jeg slæbt adskillige rygsække fulde af digre værker hjem fra bibliotekerne. Nogle bøger må bestilles hjem fra udenbys biblioteker, og en del må jeg opsøge på Universitetsbiblioteket; men de fleste bøger findes faktisk på Odense Centralbibliotek. Hvert besøg på det bibliotek er en fryd. Det er ualmindelig velassorteret – i den dybe og ret skumle kælder hviler mængder af værker fra 1800-tallet og frem – og servicen hos bibliotekarerne er i top. De ser endda ud til at nyde at løbe rundt efter bøger til mig, ufatteligt, og dejligt.

Vel hjemkommen med 15-20-25 nye bøger kaster jeg mig over læsningen, og her er det, glæden ved at læse er STOR. For hvor er vi dog velsignede med megen god og velskreven faglitteratur i Danmark. I al fald på det område, som jeg dyrker: Historien. Lad mig bare lige nævne et par enkelte udvalgte titler af de mange, som jeg har fordybet mig i her på det seneste, (og så skulle den opmærksomme læser nok kunne regne ud, hvad temaet er for min næste bog):

Michael Andersen et al (red.): Mare Balticum. Østersøen – myte, historie og kunst i 1000 år

Axel Bolvig: Danmarks kalkmalerier

Vivian Etting: Margrete den første. En regent og hendes samtid

Poul Grinder-Hansen (red.): Margrete 1. Nordens Frue og Husbond

Kai Hørby: Velstands krise og tusind baghold

Palle Lauring: Valdemars sønner og unionen

Niels-Knud Liebgott: Middelalderen i Danmark

Olaf Olsen: Ufredens hav – en 600 år gammel sørøverhistorie fra Østersøen

Må vi bede om din autograf?

19. november 2008

Forleden dag var jeg inviteret til en skole, hvor jeg skulle fortælle en gruppe børn om at være “en rigtig forfatter”. De havde forberedt en mængde spørgsmål og noterede ivrigt. Det var meget hyggeligt og meget tankevækkende, for børn er netop min målgruppe, når jeg skriver historiebøger. Hver gang jeg lytter til børns undren og børns iagttagelser, lærer jeg noget nyt, som jeg kan bruge i bøgerne.

De sluttede af med det klassiske spørgsmål: “Må vi bede om din autograf?” Det er ikke hver dag, vi fagforfattere får lige netop det spørgsmål. Men jeg spidsede pennen og skrev og skrev.

Mine historiebøger handler om børn i historien, og det er altid rigtige børn, der engang har levet i Danmark. Efterhånden er det blevet til en serie på seks bøger, og nummer syv er på trapperne. Serien hedder “Børn i Danmarks historie”. Manus til nummer syv blev afleveret i august; jeg håber på, at forlagsprocessen kan være afsluttet til foråret. Jeg er netop begyndt på nummer otte og ni.

Bøgerne går tæt på børnenes liv: Hvad havde de på? hvad legede de? hvordan boede de? havde de fritid? skulle de arbejde? Når jeg har fortalt om den lille historie, eller rettere: Børnene har fortalt om deres hverdag, udvider jeg synsvinklen til at kigge på den store historie: Kongernes, samfundets, de voksnes verden.

Første bog – der udkom i 2002 – handler om min seks gange tipoldemor, Marie Sprogmands Eckleff, der boede på Sprogø midt i 1600-tallet, hvor hendes far var øens fæster. Jeg er næsten helt sikker på, at Marie og hendes bror Christoffer stod på bakken og så den svenske flåde sejle op gennem Storebælt en dejlig sommerdag, den 7. august 1658; så det begynder bogen med.

Fynske forfattere 5

17. november 2008

På en sur og mørk novemberdag drømmer jeg om forår og lysere tider. Hvor jeg glæder mig til dagen, hvor jeg kan synge “Den kedsom vinter gik sin gang”, en af mine yndlingssange, skrevet af den fynske digter, Ambrosius Stub (1705-1758). Han var en herlig poet og rimmager; han skrev underfundigt og polisk, muntert og bedrøvet – for: Han levede altid lige på grænsen af dyb fattigdom. Derfor rimede han:

“Vel født er vel en trøst,/men bedre er vel opdragen.

Vel gift er livets lyst,/vel død er hele sagen.”

Og:

“Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav!

O tusinde Farer i skummende Trav;

Man veed kuns to Havne,/Bekiendte af Navne,

Den eene vor Vugge, den anden vor Grav.”

Eller:

“Jeg drikker tynd Caffe,/Frimodig alle Dage,

Trods Grillers farlig Plage,/Trods Hierte-Klap og Vee/Af stærk og sort Caffe.

Det var da ey saa ilde,/At Medici de vilde

Engang foreenes om/At fælde denne Dom:

I Pigers hvide Arme/Bør ey den Karl faae Varme,

Der findes kold som Snee/Af sort og stærk Caffe.”

Der findes ligefrem et Ambrosius Stub Selskab, der har udgivet en plade med disse sange og viser, sunget af Christian Steffensen og akkompagneret af Violon-banden. Den tror jeg, jeg vil ønske mig til jul.

Glæden ved at læse 5

16. november 2008

Helle Helle er en af de forfattere, man kan høre og se på Bogmessen denne weekend. Hun var gæst i Litnet for nogle uger siden. Vi sad tæt i Mimeteatret den aften; over 100 interesserede var mødt op. Der var lagt op til dialog mellem Helle Helle og Benedikte Fogh Rostbøll fra Københavns Universitet. Der gik ikke mange minutter, før en rigtig god stemning bredte sig. Dialogen udviklede sig meget inspirerende. Det blev en fantastisk oplevelse, hvor forfatteren ærligt – og ofte meget morsomt – fortalte om sine værker, især om det sidste “Ned til hundene”.

Jeg havde ikke læst bogen, og ja, jeg må indrømme det, havde ikke megen lyst til det, efter tidligere at have prøvet kræfter med nogle af Helle Helles novellesamlinger, som jeg fandt meget stillestående og nærmest kedelige. Men jeg skal love for, at denne aften i Litnet fik mig til åbne øjnene for de fantastiske kvaliteter, der ligger (gemt) i Helle Helles forfatterskab. Bogen er læst nu og kan anbefales varmt. Helle Helle skriver enkelt og stilfærdigt, det er sandt; men mellem linjerne ligger alle følelserne. Hun kan noget helt særligt med at sætte punktummer og skrive bisætninger, så vi lige får et lille hint – og forstår. Hun overfortolker ikke, bruger ingen overflødige ord; men lige under overfladen ligger verdener af følelser og mellemmenneskelige relationer.

Fynske forfattere 4

14. november 2008

Har du allerede besøgt Bogforum? Skal du besøge Bogforum i weekenden? Du kan opleve flere fynske forfattere live i disse dage, hvis du vover dig indenfor i det glade mylder af bogelskere.

En af dem er Jun Feng, som er lyriker. Han er født i Kina, er politisk flygtning og filosof. Han har bl.a. udgivet “At leve i en fortælling” og digtsamlingen “Mod nord”. Jun Feng er i færd med at oversætte Kierkegaard til kinesisk. En anden er Martin Jensen, hvis middelalderkrimiserie om Eske Litle, byfoged i Assens, nu kan fås som paperback. Martin har også skrevet skønlitterære værker som “Den første sten” og “Landet et sted”. En tredje fynsk forfatter er Josefine Ottesen, der er kendt for sine fantasytrilogier, og som nu er aktuel med nye bøger i to nye serier: “Hulerikkerne fra Syvstammetræet” og “Det døde land”.

Vi spænder da også over alle genrer her på Fyn, hvis vi skal dømme ud fra de tre forfattere: Vi kan digte, filosofere, oversætte, skrive skønlitteratur og fagbøger, skrive historiske romaner, skrive krimier og fantasy, skrive for unge og for voksne. Og det er bare tre ud af mindst 100 fynske forfattere.

Fynske forfattere 3

12. november 2008

Er der nogen, der rynker på næsen, når jeg skriver Morten Korch? Så er det måske, fordi I kun kender denne fynske forfatter som ham med de meget folkelige historier  som “Det gamle guld” og “De røde heste”, hvor den fattige pige/dreng skal gå så grueligt meget ondt igennem og dog til sidst vinder sin hjertenskær og den gamle gård.

Morten Korch (1876-1954) var en fortæller, en lytter og fortæller. Han lyttede til fynboerne og fortalte deres historier i hele otte samlinger med fortællinger, udgivet over 50 år. Samlingerne er nødvendigvis nedskrevne; men de bør fortælles og selvfølgelig allerbedst på fynsk.

Det er ikke godt at vide, hvor meget Morten Korch lyttede sig til, og hvor meget han selv fandt på. I al fald kan man lære rigtig meget om fynsk lune, særlige fynske karaktertræk (de fandtes dengang, da man blev på den egn, hvor man var født), fynske talemåder, forhold mellem kønnene og generationerne, og fynsk hverdagsliv for 100 år siden – altsammen fortalt på den mest underfundige og morsomme måde.

Glæden ved at læse 4

9. november 2008

Myter, beretninger og virkelighedsskildring forenes i en eventyrlig cocktail i islandske Sjons: “Splinten fra Argo”, (på dansk 2006). Et dansk fragtskib strander i en norsk fjord en vinterdag i 1949. Styrmanden Kaineus og passageren Valdimar Haraldsson kappes om at fortælle historier. Kaineus må lige gnide på sin splint fra Jasons skib “Argo”, for at komme i tanker om dengang han var med om bord på dette mytiske græske skib på vej mod et rige ved verdens ende for at hente det gyldne skind. Valdimar Haraldsson derimod er lidt af en nørd, hvis store kæphest er sammenhængen mellem indtagelsen af fisk og den nordiske races overlegenhed og i særdeleshed vikingernes togter.

På kun 139 sider væves historier og tider sammen til et vidunderligt fabulerende læsetæppe.

Fynske forfattere 2

8. november 2008

Thomas Kingo var fynsk forfatter – og hvilken vidunderlig digter. Syng ham, læs ham. Hans rige barokdigtning er enestående og skøn.

Han boede på Fyn fra 1677 til sin død i 1703; først i bispegården i Klaregade i Odense, senere på Fraugdegård, der tilhørte hans tredje hustru, Birgitte Balslev. Han var biskop over Fyens Stift i 26 år.

Kingo skrev digtet Candida til Birgitte, da de havde været gift i 1/2 år:

– Klar, som Demanten, var Smile-Kiær Øye,

Hvid, som Christallen var deyligste Kind,

Sukker-sød Tale Mit Hjierte mon bøye,

Yndige Fagter betragter mit sind.

Hierte-kiær Gavn

I Venne-Favn;

Udi mit Hierte begraves dit Navn.

– Himmel-blaa Hvelving har Stierner ey flere,

End Du har Dyder, min Dukke, min Raae;

Hvad vil Din Tiener da mere begiære,

End Dig at nyde og eengang at faae?

Venus snart kom,

Luk op din Bom,

Flye mig i Candidæ Hierte lit Rom.

– Lad mig nu være din Tiener i tanke,

Candida, Eene mit kiæreste Maal;

Jeg igien venlig vil Støven opsanke

Efter min Venniste rakse Fod-Saal.

Kiæreste Deel,

Elskelig Siæl!

Yndigste Dukke, af Hiertet Farvel!