Archive for the ‘Litteraturkoordinator Tomas Thøfner’ Category

Punktum

13. februar 2009

punktum

“Punktum” er titlen på en lille bog med et essay om min storebrors død for omtrent et år siden. Den bliver udgivet d. 11/3 (Borgens forlag).

Forleden dag blev jeg interviewet om bogen til Klaus Rothsteins radioprogam “Faglitteratur”. Det var en vældig fin oplevelse! Efter den halve time (der bliver optaget som live-udsendelse, live on tape) sagde Rothstein, “Dét var god radio!”

Nu siger han næppe det modsatte til sine interviewgæster, men han virkede oprigtigt glad for udsendelsen. Programmet bliver sendt en af de to sidste søndage før udgivelsesdatoen. Når det bliver lagt fast nævner jeg det selvfølgelig her og på Facebook, f.eks. Ligesom jeg givetvis vil komme ind på bogen igen.

Jeg må nok indrømme at jeg er mere end almindelig spændt på hvordan “Punktum” vil blive modtaget. Den er meget personlig … Men den er også meget almen … Jeg håber og tror at andre ligesom mig selv vil se en balance mellem noget meget personligt og noget meget abstrakt.

Reklamer

Fin aften!

13. februar 2009

dsc_4897

Den første aften i serien Noveller Nul Ni er vel overstået. Begge forfattere leverede nogle fine oplæsninger for et meget lydhørt publikum.

Det virkede vist fint med spørgsmålene til forfatterne. Og man kunne i virkeligheden nok godt have brugt længere tid på dialog (det var der i hvert fald flere der nævnte bagefter).

Stemningen var meget koncentreret. Elverkilde læste titelnovellen fra sin debut (“Alt det der er mit”). Jensen læste mange af prosastykkerne fra “Høfte Q”.

Kombinationen af de forskellige stemmer, temperamenter og teksttyper fungerede godt. Efter at have holdt fokus over lang tid ved Elverkildes fine oplæsning, var det rart at høre Jensens kortere stykker.

Så nu glæder jeg mig over det første arrangement i rækken, og glæder mig til det næste!

Tillykke Darwin!

12. februar 2009

Jeg glæder mig til at høre Maja Elverkilde og Thøger Jensen i aften kl. 19 på Kulturmaskinen.
Gad vide hvor mange der kommer? Det er altid spændende og aldrig rigtig til at vide.
Ja, medmindre selvfølgelig at man bruger billetter på en eller anden måde.

Vi må prøve os frem, og se hvad der virker bedst …

Og så er det Darwins 200-års fødselsdag i dag!

Jeg tænkte på at læse lidt fra Arternes oprindelse bare for at markere dagen.  J.P. Jacobsen oversatte den (og gjorde meget for at introducere evolutionstankerne):

Det er tiltalende at betragte en tæt bevokset Skrænt, dækket af mange Planter af mange Slags, med Fuglene syngende mellem Buskene, med talrige Insekter flagrende omkring og med Orme bugtende sig frem igjennem den fugtige Jord og saa at tænke, at disse kunstigt byggede Former, der ere saa forskjellige fra hinanden og saa afhængige af hinanden paa en saa vidunderlig indviklet Maade, at de Allesammen ere blevne til ved Love, der ere i Virksomhed rundt omkring os. Disse Love ere tagne i videst Forstand: Vækst og Forplantning; Nedarvning, der næsten er med-indbefattet i Forplantningen; Variabilitet, foranlediget af Livsbetingelsernes direkte og indirekte Paavirkning og af Brug og Ikke-Brug; en saa stærk Formering, at den fører til Kamp for Tilværelsen og som en Følge deraf til Kvalitetsvalg, hvormed Karakterdivergens og Uddøen af de mindre forbedrede Former følge. Saaledes fremgaaer af Naturens Kamp, ved Hunger og Død, det Højeste af det, vi kunne opfatte, de højeste Dyr. Der er Storhed i det Syn paa Livet, at det, med dets forskjellige Kræfter, af Skaberen oprindelig er bleven nogle faa eller en enkelt Form indblæst, og at, medens denne vor Klode har rullet rundt efter Tyngdens bestemte Lov, have utallige Former, højst skjønne og højst vidunderlige, fra en simpel Begyndelse udviklet sig og udvikles endnu.

Darwin: Om Arternes oprindelse, opr. 1859 (J.P. Jacobsens oversættelse, 1872)

Sidder helt stille i lyntoget …

9. februar 2009

08:00, januar

morgenrøden ligger som en skov bag skoven i horisonten
(at se på noget med tømte øjne)
er skønmaleri, er optik, er tid der sker (er et ur)
blikket vendes, tanken driller som en tanke bag tanken,
en endeløs forskydning af silhuetter, et skyggespil
man kan lukke øjnene på to måder: op og i (og det gør vi så)
allerede et par linjer længere nede og
så og så mange kilometer længere fremme
er den røde skov forsvundet
rimfrosten lægger en hvid hud over landskabet

Noter til novellespørgsmål

8. februar 2009

(generelle spørgsmål der kan drøftes af forfatterne der deltager i Noveller Nul Ni)

Hvilket forhold har du selv til novellegenren, som læser?
Er der forfattere som betyder meget,  dvs. hvem er novellen mestre, i dine øjne?

Hvilket forhold har du til novellegenren som forfatter. Vil du selv sige at du skriver noveller, og i givet fald, hvorfor gør du det? Synes du det er en “mellemform” eller har den sin egen særegne værdi og karakter?

Hvordan er dit forhold til teksternes slutning. Ved du altid hvornår en tekst skal slutte, og i givet fald, hvordan ved du det?
Og hvordan starter en tekst egentlig for dig – med en sætning, et billede, en idé, eller hvad?

Der har været rejst kritik af novellegenren som sådan (at den er utidssvarende, etc.) – giver det mening for dig?

Hvordan er det at skrive noveller ift. andre teksttyper? Hvordan vil du karakterisere novellegenren. Hvad er de vigtigste træk for dig?

Er der materiale eller stof som ikke egner sig til formen? Har du oplevet det?

Evt: Hvis der sidder nogle blandt publikum som selv skriver, eller forsøger at skrive, noveller, har du så et godt råd?
Evt: Hvordan er din typiske arbejdsproces med en novelle? Skriver du meget om, er der ind imellem tale om first-takes?

Et spørgsmål

7. februar 2009

Findes der et litterært tidsskrift (gerne flere naturligvis) som har base i Odense?

Hvis ikke, hvorfor?

(Og kan vi så komme i gang!)

Rygterne om novellens død …

7. februar 2009

For omkring et år siden var der en vis debat om novellegenren, i hvert fald i Information (d. 6/3). Naja Marie Aidt var med Nordisk Råds litteraturpris nok hovedanledningen til at novellen blev diskuteret.

Hans otto Jørgensen, forfatter og rektor for Forfatterskolen, citeres for at sige følgende:”Det er en genre, der har udspillet sig selv, og som ikke kan udtrykke noget, der har med denne tid at gøre”.
Citatet fortsætter: “Novellen voldtager stoffet ved at runde historierne af og komme med pointer. Det kan man i dag ikke bruge til noget, man bliver nødt til at se livet i sin fart og uafsluttethed, hvilken novellen modarbejder”.

Det er da alligevel nogle kategoriske udsagn!

Personligt har jeg altid haft det lidt svært med noveller. For mig har det været som om de for lange og for korte på én gang, digte og romaner har haft nemmere ved at engagere mig. På det sidste er jeg blevet mere interesseret i genren, hvorfor skal jeg ikke kunne sige.

Diskussionen om hvorvidt novellen er en uddød eller uddøende genre er efter min mening absurd. Spørger vi om den korte fortælling er en færdig form, virker det åbenbart og indlysende som et mærkeligt spørgsmål. Der er helt givet plads til kortere fortælleformer, det er da klart.

Hvis man vil have novelle-begrebet til at stå for noget uddødt, kan det selvfølgelig lade sig gøre, det er jo så et definitionsspørgsmål – og et spørgsmål om hvem der definerer. F.eks. kan man holde visse former for kortprosa (og “kortprosastykker”) ude af definitionen, men er det rimeligt? Novellen skal vel som genre have lov til at have den samme fleksibilitet og plads til udvikling og transformationer som alle mulige andre genrer har. Hvis man anlægger en lignende snæver holdning over for andre genrer, vil de alle sammen være døde for lang tid siden. Romanen, digtet, filmen. (Ja, forfatteren også, og læseren).

På den anden side har de fleste af os vel et billede af den klassiske eller nyklassiske danske normalnovelle. Og det er rigtigt at en sådan normalnovelle (om den findes eller ej)  indeholder en afrundethed og en pointedannelse som ligger tæt på en nærmest førmodernistisk historie med morale.

 En tekst skal slutte, og afslutningen er altid et særligt problem. Men er det ikke sådan at variationsmulighederne er endeløse? Moralen kan fremstilles overdrevent og ironisk. Historien kan slutte før det er muligt at vide hvilken vej den vil gå. Fortælleren kan gå i opløsning. Teksten kan modsige sig selv. Fortællingen kan give plads til et helt sæt af alternativer. Genren kan balancere mellem en personlig og helt abstrakt udsigelse. Og så videre, og så videre. Og er det ikke sådan at vi netop ser alle disse variationsmuligheder og mange flere i samtidens bedste noveller?

Rygterne om novellen død er stærkt overdrevne.

Hvad er en novelle?

6. februar 2009

På engelsk er det måske nemmere. Der vil hvad vi kalder en novelle, hedde en “short story”, altså bare en kort fortælling. Det er til at have med at gøre. Det vi kalder en roman, kalder de som bekendt til gengæld for en “novel”.

Hvis betegnelserne kun sigtede på længde, jævnfør min forrige post, var der ikke meget at diskutere, men der er mere indhold i dem end som så.

Både “novelle” og “novel” har med italiensk “novella” at gøre, dvs. nyhed. Noveller er i dag i reglen ikke så opsigtsvækkende at vi ville kalde dem nyheder. Hvad kan man så sige om dem, som ikke kun handler om deres længde?

Man plejer at sige at novellen typisk kun beskriver en enkelt situation med få personer, og at den koncentrerer sig om et afgørende øjeblik eller et vendepunkt i hovedpersonens liv. Det er naturligt at sammenligne med romanen, som typisk vil være mere omfattende på alle de forskellige niveauer. En skitse til et skema, med novellen til venstre og romanen til højre:

længde: kort<>lang
fortalt tid: kort<>lang
situationer: få<>mange
handlingstråde: få<>mange
antal personer: få<>mange
pointeret slutning: ofte<>sjældent

Forfatterne der deltager i Noveller Nul Ni placerer sig ret forskelligt ift. sådan et skema. Der en ligefrem ret store kontraster. På torsdag d. 12. skal vi høre Thøger Jensen og Maja Elverkilde. Jensens specialitet er ganske korte prosastykker. Er de for korte til at være noveller? Og hvordan forholder de sig til skemaet ovenfor? Er de tættere på poesien, eller hvordan? Elverkildes tekster er meget tydeligt noveller, både mht. omfang og de nævnte genretræk. Hvor skiller de sig ud?

Det er nogle af de spørgsmål det er naturligt at stille de to forfattere. Og jeg tænker på et spørgsmål som måske indbefatter meget af det foregående på en kompakt måde. Spørgsmålet er: Hvordan ved I at teksten er slut, hvordan ved I at den ikke skal være længere?

Fra Thøger Jensens “Høfde Q”

5. februar 2009

Når man er der

Først en, så tre, altså fire svaler, da han på cykel ad små ulige veje nærmede sig Pederstrup. Det havde således slet ikke været nogen omvej, men en genvej, ofte er det svært at se forskel, før man er der, det var landsvaler.

s. 54, den korteste tekst i Thøger Jensens "Høfde Q", Borgen, 2008.

Digt, novelle, roman …

4. februar 2009

Et digt forholder sig til en novelle, som en novelle til en roman.

novelle         roman
———  =     ———
digt             novelle

Novellen er i størrelse omtrent placeret midt mellem digt og roman. I meget runde tal er en novelle vel ca. 30-40 gange længere end et digt og ca.30-40 gange kortere end en roman. Det tager et minut at læse et digt, 30 minutter at læse en novelle og 900 minutter, dvs. 15 timer at læse en roman.

Er det sandt?

Njah, det holder nok ikke helt vand, men sådan omtrent.