Archive for the ‘Jo Hermann’ Category

Kulturpenge

1. oktober 2009

For to år siden fik Odense en hel del positiv opmærksomhed på at sætte penge af til landets første litterære koordinator. Da Kulturmaskinen åbnede, blev stillingen lagt der, og Tomas Thøfner blev ansat på halv tid. Litnet blev til for at hjælpe koordinatoren på vej, men det har været en nem opgave, for han kan sagtens selv.

Odense vil også gerne være friby for forfulgte forfattere og får en hel del positiv omtale på det nu. Fint! Eneste problem er, at halvdelen af pengene skal findes ved at nedlægge stillingen som litterarær koordinator. Den anden halvdel skal kulturministeren finde, men det forlig er ikke på plads endnu.

Kære politikere! I kommunens nye kulturpolitik står der nok så flot, at byens kulturliv skal bæres frem af “kulturelle dynamoer – enkeltpersoner, kunstfaglige miljøer eller kulturelle institutioner”. I har det hele her: en faglig kapacitet (Tomas Thøfner har lige fået et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond), bakket op af forfattere, undervisere og forskere og med Kulturmaskinen som sit arbejdssted. Hvis ikke det passer til jeres definition af en kulturel dynamo, hvad gør så?

Så firbyordning, ja tak, men giv nu lige den litterære koordinator en chance.

Reklamer

Sproget i bøgerne

3. maj 2008

Egon Clausen er fortaler for at litteraturen ikke skal bedømmes ud fra sin genre (skøn- eller faglitteratur, børnebog eller digtsamling), men ud fra sit sprog. Synspunktet er sympatisk, bl.a. fordi mange læser faglitteratur for fornøjelsens skyld. Men hvor mange boglæsere er egentlig enige med ham?

Den genre der har allerstørst medvind for tiden, er krimier og spændingsbøger. Der er hurtig fremdrift i historien, og forfatterne gør et forsøg på at forklare uhyggelige fænomener som vold, mord og misbrug og leverer samtidig ofte en god portion samfundskritik. Men det er de færreste krimiforfattere der skriver særlig sprogligt raffineret.

Tag fx denne bogsæsons suverænt største succes: Stieg Larssons spændings-trilogi. Her er de to allerførste afsnit af bind 1:

“Lisbeth Salander skød brillerne ned på næsetippen og missede med øjnene under solhattens skygge. Hun så kvinden i værelse 32 komme ud fra hotellets sideindgang og gå hen til en af de grøn- og hvidstribede liggestole ved poolen. Hendes blik var koncentreret rettet mod jorden foran hende, og hendes gang virkede usikker.
Salander havde kun set hende på afstand tidligere. Hun skød kvinden til at være omkring 35 år, men hun havde et udseende, som gjorde, at hun kunne være hvad som helst mellem 25 og 50 år. Hun havde brunt, skulderlangt hår, et aflangt ansigt og en moden krop som klippet ud af et postordrekatalog for dameundertøj. Kvinden var klædt i sandaler, sort bikini og lillatonede solbriller. Hun var amerikaner og talte med sydstatsaccent. Hun havde en gul solhat, som hun smed på jorden bag liggestolen, da hun gjorde tegn til bartenderen i Ella Carmichaels bar.”

(hentet fra http://www.modtryk.dk/pdfs/9788770530897.pdf)

Hver eneste sætning begynder med grundleddet, og sådan fortsætter det stort set igennem de tre bind, som tilsammen er på over 1800 sider. Det er et bevidst stilistisk valg, men det bliver overordentlig monotont efterhånden. Alligevel havnede Stieg Larsssons bøger på toppen af bestsellerlisten, alle tre. Kravet om godt sprog kommer meget længere nede på læsernes top ti end kravet om action og plot.

Man kan finde mange andre eksempler af samme slags. Men blot for at stille det i relief, er her et modeksempel fra en anden krimi, de første linjer af Håkan Nessers “Menneske uden hund”:

“Da Rosemarie Wunderlich Hermansson vågnede søndag den 18. december, var klokken nogle minutter i seks, og hun havde et meget tydeligt billede i hovedet.
Hun stod i en døråbning og kiggede ud på en fremmed have. Det var sommer eller tidligt på efteråret. Hun kiggede først og fremmest på to små, tykke, gulgrønne fugle; fuglene sad på en telefontråd ti–femten meter fra hende, og de havde hver sin taleboble i næbet.
Du må tage livet af dig, stod der i den ene.
Du må tage livet af Karl-Erik, stod der i den anden.”

(hentet fra http://www.modtryk.dk/pdfs/9788770530668.pdf)

Hvad er mest spændende?

Første aften med Litnet

25. januar 2008

Torsdag aften havde ca. 40 mennesker fundet vej til Mimeteatret for at høre Morten Hesseldahl og Lars Ole Sauerberg diskutere spændingsromaner. Det gjorde de veloplagt og indimellem så elegant formuleret, at man næsten ikke opdagede provokationerne.

Men der faldt drøje hug til andre forfattere for at skrive ren sprogleg uden fornemmelse for virkeligheden (Sauerberg), og den nyere litteratur blev sammenlignet med levertran – “det er godt for dig, hvis du kan få det ned!” (Hesseldahl). Femikrimien fik også smæk for at fokusere for meget på almindeligheder, så læseren til sidst er lige så “spændt på”, om detektiven når at hente sit barn i børnehave, som på opklaringen af forbrydelsen (Sauerberg).

Morten Hesseldahl vedgik at skrive genrestykker og kaldte spændingsromanerne for popkultur. Men han fremhævede samtidig, at romanen er en åben form. I modsætning til en kronik eller et læserbrev, der skal have en konklusion, kan romanen være flertydig, også når den diskuterer aktuelle politiske emner. “Kunst er det modsatte af fundamentalisme,” sagde han bl.a. Om bogen som medie mente han, at bogens største kvalitet er, at man kan læse den i fred og ro, mens det næstbedste er, at man kan diskutere den med andre!

Sauerberg talte om spændingsromanens historie og rødder i engelsk og amerikansk kultur, og mente at sådan en bog bør læses i ét hug. Læseren skal hele tiden tvinges fremad, og hvis der er for meget fyld, taber man interessen. Hesseldahl nævnte tilsvarende spændingselementet som en katalysator, som kan tilsættes til alle mulige temaer. Når temaet er international politik, har man modellen for en thriller.

Efter pausen kom der bl.a. spørgsmål om, hvorfor vi har ikke har litteraturdebatter på dansk tv (vi mangler den rigtige ordstyrer, mente Sauerberg), til Morten Hesseldahl om, hvorvidt han tænker i film eller andre former for billeder, når han skriver (nej, men Drager over Kabul er faktisk solgt til filmatisering), og til sidst tog debatten en kønspolitisk drejning: Hvorfor var det mest mænd, der talte, selv om der var flest kvinder i lokalet? Og forholder det sig sådan, at kvinder godt kan læse mandelitteratur og fx indleve sig i James Bonds glæde ved at holde på læderrattet i sin Morgan, mens mænd ikke kan holde ud at læse om kvinder, der tænker på slankekure og hverdagsproblemer?

Så aftenen endte med et åbent spørgsmål – og noget at tænke videre over.

Nye ansigter

14. januar 2008

Den sidste uge har været hektisk. Aldrig har jeg sendt og modtaget så mange mails på så kort tid. Der er gået nyhedsbreve og invitationer ud til flere hundrede mennesker – hele det store netværk, som Litnets bestyrelse har tilsammen. I dag har pressen så fået besked om vores første forfatteraften.

Mange har svaret tilbage, enten med en personlig hilsen eller ved at tilmelde sig nyhedsbrevet eller arrangementet med Morten Hesseldahl den 24. Jeg glæder mig til at møde nogle af dem, jeg har mailet med, og få ansigter på navnene. For et af formålene med Litnet er lige præcis at bringe folk sammen.

Nogle sidder alene og oversætter bøger, andre arbejder på forlag eller i en boghandel med en halv snes ansatte, men kender kun dem i deres egen butik, ikke de andre i byen. Det vil vi gerne lave om på. Derfor åbner vi også dørene – og baren 😉 – en time før tid den 24., så der bliver mulighed for at hilse på andre, hvis man har lyst til det. Og hvis du ikke kender nogen i forvejen, så er vi i hvert fald syv i bestyrelsen, der gerne vil hilse på dig.

Forfattere, forlagsfolk, boghandlere, bibliotekarer, undervisere, litteraturstuderende og andre bogfolk har fået mulighed for at tilmelde sig først. Fra i dag kan alle tilmelde sig. Så skynd dig, hvis du vil med.

Velkommen

7. januar 2008

Var du en af dem, der troppede op på rådhuset en mandag formiddag for at høre Paulo Coelho fortælle om sit liv og sine romaner på H.C. Andersens fødselsdag? Var du så heldig at få billet, da Carsten Jensen var i byen, eller måtte du gå forgæves, fordi der var overvældende mange interesserede? Har du været med til Poesi Galore på Teater Momentum eller siddet på Café Optimisten og lyttet til de lokale digtere fra lyrikgruppen Fly? Så ved du, at litteraturen lever og har det godt. Litnet er blevet til for at løfte litteraturen ud af bøgerne, skabe netværk mellem Odenses bogfolk og sikre mange flere gode arrangementer for alle bogelskerne.

Odense har godt et dusin boghandeler og antikvariater, lige så mange forlag, et af landets seks centralbiblioteker, et stort universitetsbibliotek, en række forfattere og fortællere og endnu flere dansklærere og litteraturstuderende. Byen er simpelthen fuld af mennesker, som bruger deres profesionelle liv på bøger og litteratur. Litnet er stiftet for at bringe folk sammen, så vi kan skabe et litterært miljø i byen.

Hvis du vil være med, så kom til vores første arrangement den 24. januar. Det handler om spændingsbøger. Er krimier og spændingsbøgerne en gøgeunge, der flytter salget fra andre bøger? Eller skyldes deres succes, at resten af litteraturen er blevet for vindtør og glemmer at fortælle de spændende historier? Vi har inviteret en bestseller-forfatter med en fortid i forlagsbranchen og en kritiker (se www.litnet.dk). Kom, lyt og diskutér, og få lejlighed til at hilse på nogle af de mange andre, der lever et liv fuld af bøger.