Archive for the ‘Bjarne Skov’ Category

Noget om isbjerge

28. juli 2008

 

I en af øjeblikkets mest omtalte bøger, Verdens sidste roman, fortæller forfatteren og studieværten Daniel Sjölin ud af posen om sit selvbedrageriske alkoholmisbrug, sin lige så alkoholiserede og nu demente mor, sin fysiske og sociale berøringsangst, sin ensomhed.

 

Ordene lægges i Daniel Sjölins mund af Daniel Sjölin, forfatter og studievært… Så spørger man uvilkårligt: Hvornår er fortælleren Daniel Sjölin identisk med forfatteren Daniel Sjölin, og hvornår er han ikke? Læseren kan kun gætte, og måske er svaret heller ikke så vigtigt som forfatterens leg med genren: Med den på overfladen perfekte sammensmeltning af forfatter og fortæller sender forfatteren en ironisk hilsen til en af tidens varmeste genrer, den selvbiografiske fiktion.

 

Og sådan er der megen meta i Verdens sidste roman. Hør f.eks. bogens første (inciterende eller irriterende?) sætning: “Altså, kom nu. Prøv i det mindste at læse indledningen. Den er letfordøjelig og utrolig åbenhjertig. Måske er den også vildt, vildt vigtig. Proppet med sladder og sludder.”

 

I samme tone henvender fortælleren sig ofte til læserne – og kritikerne – med programerklæringer som denne: “Jeg skriver selvbiografisk som alle andre – dog uden omsvøb… Og jeg poserer ikke min elitistiske sprogfærdighed bag en “krystalklar, økonomisk prosa uden ét overflødigt ord””. Ligesom han hævder at kunne efterabe hvilken som helst stilart, hvis det var det, han ville. Men det er ikke det, han vil. Han insisterer på at læsse alle sine bekendelser af. Vise hele isbjerget.

 

Nu er det ikke sådan, at Daniel Sjölins selv- og altudleverende fortællestil ikke sætter læseren på arbejde. Bogen bugner tværtimod af tankevækkende refleksioner. Alligevel: Hvis ordstrømmen bliver for overvældende, kan man jo passende ty til den krystalklare, økonomiske prosa, som fortælleren vrænger ad, men som er så svær.

 

F.eks. i form af Helle Helle og hendes Ned til hundene (som i øvrigt også har selvbiografiske elementer – fortælleren er forfatter og jævnaldrende med HH). Helle Helle er læse-let, men lad dig ikke narre ned i feriegear. Her handler det ikke om at følge med, men om hvad du når at se på vejen.

 

 

P.S. Husk at du kan møde Helle Helle i Odense den 23. oktober. Daniel Sjölin kan du foreløbig møde i litteraturprogrammet Babel på SVT.

Reklamer

Søndag

20. juli 2008

Da jeg vågnede i morges, var mit lagen glat, som havde det ligget under en stor, blank sten. For en sikkerheds skyld kontrollerede jeg min puls. Den var så tæt på ikke-eksisterende som 28. Eller præcis det samme som Niels Fredborgs hvilepuls, da han vandt guld i 1000 meter på tid ved OL i Munchen i 72. Sådan er det kun skrøbelige få pulsslag, der skiller de store bedrifter fra døden.

Lørdag

20. juli 2008

I aftes løb jeg den perfekte tur: Svævede over veje og stier, alting passede, pulsen, åndedrættet, skridtlængden, lyskurvene. Jeg smilede til regnvåde cyklister og arrige hunde. Jeg var endda lige ved at flirte med månen, som hun hang dér, stor, blød og mystisk. Men det ville have været ynkeligt.

 

Trafikdigt med uslebne kanter

15. juli 2008

Kantstensparkering

Kantstenspunktering

Kantstenssparkning!

Kantstensspanking!!

Kantstensperker!!!!!

 

 

 

Verdens næste romaner

9. juli 2008

 

Forleden fik jeg i fødselsdagsgave Verdens sidste roman. Det skete samtidig med, at jeg fik besked fra bibliotektet om, at Robert Zola Christensens Manual til skrivekunsten var kommet hjem…

 

Nu har jeg godt nok ingen aktuelle ambitioner om at skrive Verdens næste roman. Faktisk har jeg allerede ejet manualen i et par år, uden at der er sket synderligt (den er bare opmagasineret hos venner – sammen med ca. 90% af husstandens andre bøger, inkl. kogebøgerne hvilket måtte gå ud over fødselsdagsgæsterne).

 

Men jeg vil godt give manualen mine varme anbefalinger med på vejen. Bag den let polemiske titel ligger grundholdningen, at skønlitteratur er et håndværk, der kan læres. Godt nok må man selv må medbringe stoffet, stædigheden og originaliteten, men resten handler om teknikker og bevidstheden om ens egne og andres skriverier, med andre ord: at blive en bedre læser.

 

Når titlen kun er “let polemisk”, er det fordi, holdningen bag efterhånden er en vedtaget konvention. Den ligger også til grund for forfatterskolerne og sommerens vrimmel af højskoleskrivekurser. Vi har bevæget os meget langt væk fra den romantiske forestilling om geniet, der beåndes af guddommelig inspiration.

 

Men hvis man får flere og bedre forfattere af at sætte den kreative skrivning i system, hvordan står det så til i f.eks. Odense, hvor Litnet har sit udspring? Vi har nogle, men har vi nok af den slags tilbud i Danmarks 3. største by? Er de, der findes, systematiske nok? Formår byen at dyrke sine unge talenter – børnene i folkeskolen og eleverne på ungdomsuddannelserne?

 

Og hvis du fornemmer et “nej, nej og atter nej” blafre i sommervinden, hvor sætter vi så ind først og med størst mulig effekt?

Sommerlæsning i 3D

3. juli 2008

Havde jeg et natbord, ville Paul Austers Orakelnat ligge på det. Nu ligger den i stedet på gulvet ved siden af sovesofaen, opslået dér hvor jeg slap den i nat.

Auster er de kinesiske æskers mester. Her giver han os historien om en forfatter, der i sin nyerhvervede notesbog skriver en historie om en forlægger, der får adgang til et hidtil ukendt manuskript af en berømt, afdød forfatter…Samtidig med at forfatteren lige skriver udkast til et par filmmanuskripter undervejs.

Den ene fiktion åbner sig for den næste, og det gælder om at holde godt fast i sengekanten for at holde fiktionslagene adskilt. Og nærmest umuligt bliver det, når Auster ophæver grænserne og lader dem flyde sammen i hinanden (også rent formmæssigt – der er ingen kapitelopdeling).

Orakelnat er selvfølgelig andet og mere end kinesisk æske-kunst: Her er filosofisk stof til eftertanke, diskret humor, kammerspillet i et parforhold, portrætter af farverige New York’ere og elementær spænding. Men det er den legen med fortællestrukturen, der gør, at Orakelnat ikke får lov at samle støv dér på soveværelsesgulvet. Og jeg har stadig slutningen til gode. Hvis der altså er en? For indtil nu har Orakelnat været én lang stribe af begyndelser…