Skribentarkiv

Kulturpenge

1. oktober 2009

For to år siden fik Odense en hel del positiv opmærksomhed på at sætte penge af til landets første litterære koordinator. Da Kulturmaskinen åbnede, blev stillingen lagt der, og Tomas Thøfner blev ansat på halv tid. Litnet blev til for at hjælpe koordinatoren på vej, men det har været en nem opgave, for han kan sagtens selv.

Odense vil også gerne være friby for forfulgte forfattere og får en hel del positiv omtale på det nu. Fint! Eneste problem er, at halvdelen af pengene skal findes ved at nedlægge stillingen som litterarær koordinator. Den anden halvdel skal kulturministeren finde, men det forlig er ikke på plads endnu.

Kære politikere! I kommunens nye kulturpolitik står der nok så flot, at byens kulturliv skal bæres frem af “kulturelle dynamoer – enkeltpersoner, kunstfaglige miljøer eller kulturelle institutioner”. I har det hele her: en faglig kapacitet (Tomas Thøfner har lige fået et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond), bakket op af forfattere, undervisere og forskere og med Kulturmaskinen som sit arbejdssted. Hvis ikke det passer til jeres definition af en kulturel dynamo, hvad gør så?

Så firbyordning, ja tak, men giv nu lige den litterære koordinator en chance.

Reklamer

Sproget i bøgerne

3. maj 2008

Egon Clausen er fortaler for at litteraturen ikke skal bedømmes ud fra sin genre (skøn- eller faglitteratur, børnebog eller digtsamling), men ud fra sit sprog. Synspunktet er sympatisk, bl.a. fordi mange læser faglitteratur for fornøjelsens skyld. Men hvor mange boglæsere er egentlig enige med ham?

Den genre der har allerstørst medvind for tiden, er krimier og spændingsbøger. Der er hurtig fremdrift i historien, og forfatterne gør et forsøg på at forklare uhyggelige fænomener som vold, mord og misbrug og leverer samtidig ofte en god portion samfundskritik. Men det er de færreste krimiforfattere der skriver særlig sprogligt raffineret.

Tag fx denne bogsæsons suverænt største succes: Stieg Larssons spændings-trilogi. Her er de to allerførste afsnit af bind 1:

“Lisbeth Salander skød brillerne ned på næsetippen og missede med øjnene under solhattens skygge. Hun så kvinden i værelse 32 komme ud fra hotellets sideindgang og gå hen til en af de grøn- og hvidstribede liggestole ved poolen. Hendes blik var koncentreret rettet mod jorden foran hende, og hendes gang virkede usikker.
Salander havde kun set hende på afstand tidligere. Hun skød kvinden til at være omkring 35 år, men hun havde et udseende, som gjorde, at hun kunne være hvad som helst mellem 25 og 50 år. Hun havde brunt, skulderlangt hår, et aflangt ansigt og en moden krop som klippet ud af et postordrekatalog for dameundertøj. Kvinden var klædt i sandaler, sort bikini og lillatonede solbriller. Hun var amerikaner og talte med sydstatsaccent. Hun havde en gul solhat, som hun smed på jorden bag liggestolen, da hun gjorde tegn til bartenderen i Ella Carmichaels bar.”

(hentet fra http://www.modtryk.dk/pdfs/9788770530897.pdf)

Hver eneste sætning begynder med grundleddet, og sådan fortsætter det stort set igennem de tre bind, som tilsammen er på over 1800 sider. Det er et bevidst stilistisk valg, men det bliver overordentlig monotont efterhånden. Alligevel havnede Stieg Larsssons bøger på toppen af bestsellerlisten, alle tre. Kravet om godt sprog kommer meget længere nede på læsernes top ti end kravet om action og plot.

Man kan finde mange andre eksempler af samme slags. Men blot for at stille det i relief, er her et modeksempel fra en anden krimi, de første linjer af Håkan Nessers “Menneske uden hund”:

“Da Rosemarie Wunderlich Hermansson vågnede søndag den 18. december, var klokken nogle minutter i seks, og hun havde et meget tydeligt billede i hovedet.
Hun stod i en døråbning og kiggede ud på en fremmed have. Det var sommer eller tidligt på efteråret. Hun kiggede først og fremmest på to små, tykke, gulgrønne fugle; fuglene sad på en telefontråd ti–femten meter fra hende, og de havde hver sin taleboble i næbet.
Du må tage livet af dig, stod der i den ene.
Du må tage livet af Karl-Erik, stod der i den anden.”

(hentet fra http://www.modtryk.dk/pdfs/9788770530668.pdf)

Hvad er mest spændende?