Om at identificere sig med sine drømme

by

Når nu man sidder på en madras, i et tomt – men alligevel rodet værelse (det er ret godt klaret, hvis jeg selv skal sige det) på Amager, og er så træt, at man ved, man ville falde i søvn, hvis man holdt op med at bevæge fingrene på tasterne længe nok ad gangen, er det svært at turde opråbe sig selv til at være noget som helst der har med kunst at gøre.
Jeg er en håbefuld, aspirerende klump drømmekød, udsplattet på en skummadras, jeg ikke engang selv ejer.  Jeg er en ung kvinde, med et i forvejen begrænset kendskab til min egen psyke, som gerne vil skrive om andres. Eller vil jeg? Egentlig handler mine tekster vel som regel dybest set mest om mig. Og er det så overhovedet kunst? Er det så ikke mere en form for terapi?

Knaaaaaage. Knirke. Brage. Buldre. Bras.

Sindrige rullende bølger af forædt hjerneaktivitet kravler klistret over mine tankers broer. Jeg ved ikke, hvad der er på den anden side endnu.
Jeg spørger mig selv, hvad der berettiger denne blog til at være på litnet.

Men den handler jo sådan set i høj grad om litteratur – ikke det at læse det, men det at være det. Og hvad mener jeg så med det? (Og hvis jeg skriver “Og” som første ord i en sætning mange gange nok, bliver det så accepteret som kunstnerisk excentricitet til sidst?)

Havde jeg levet og skrevet i starten af 1800-tallet, havde de andre skribenter nok kigget lidt mærkeligt på mig, for jeg føler mig sådan set ikke som den overordnede skaber af noget storslået, når jeg skriver. Jeg føler mig som en del af en den skabelse der foregår. Når det går godt, mine karakterer taler til mig, og idéerne som summende arbejdsbier ikke vil lade mig i fred, forsvinder jeg jo også vitterligt ind i den verden, der er i færd med at dukke frem fra tågerne. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg er som en arkæolog, der langsomt og forsikkert børster støvet væk, så jeg kan komme frem til skattene – det føles, som eksisterer historien allerede.

En sådan forsvinden fra den verden vi kender, kan så betragtes som god eller dårlig for det enkelte individ. Den er helt sikkert ikke god for min opførsel i trafikken. Men det er dejligt.

Jeg savner at skrive, derfor denne overflod af blogmateriale. Mellem Hellas og Romantikken, kan jeg ikke finde overskuddet til også at arbejde videre på mit hjertebarn. Så hun får lov at sove. Drømmende, altid til stede, blot ikke helt bevidst derom. Jeg bilder mig ind, at idéerne ikke forsvinder af at jeg lægger dem til side, men at de udvikler sig i al fredsommelighed, og vil være stærkere når jeg næste gang finder dem frem. Måske vil de også have formeret sig. For de lever deres egne liv, herinde i mig.

Det er derfor, at jeg finder det lidt svært at kalde mig selv Forfatter. Det er jo ikke mine idéer, de er bare kommet til mig, vi kommer godt ud af det sammen og har forståelse for hinanden. Tjah, og nåhr ja, jeg har jo heller ikke udgivet noget endnu, det kunne man jo vælge at identificere som en mulig årsag til titelforvirringen. Jeg håber det kommer. Indtil da vil jeg fortsætte jagten på en form for fodfæste, tvivlende på, om jeg nogensinde finder det. For det at være menneske, handler det netop ikke om, at være faret vild i en urskov af skyggelignende idéer, stående på usikre ben, mens man forsøger at tage stilling til om man vil række ud efter dem, og om man overhovedet tror, man kan?

—-,—-‘—–,—–‘—–,—–‘—–,—–‘—–,—-‘—–,—-‘—-,—-‘—-,—-‘—–,—–‘–

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: