Archive for september 2009

Venner, romere, landsmænd

29. september 2009

Nu er det tid at jeg må drage videre ud i den store verden, bort fra jeres trygge, fynske fællessskab, thi septembers blanktblå himmel er gledet over i oktobergrå nuancer, og mit besøg var aldrig ment at skulle vare mere end en liden måneds stund.

Godt så.

Det går fremad med skriveriet, sådan. Lidt. Ish. Jeg har fået skrevet en noget semierotisk hyldest til den lidelsens fremmedartede livskraft der til tider beboer min Madeleine. Ikke mange linjer, men forhåbentligt lidt fylde mellem dem. Og ikke halvt så pornografisk som det J. P. Jacobsen kunne præstere, men det er heller ikke det der er fokus, ikke alt skal handle om drifterne, ikke i denne her roman, der vel nærmere handler om ikke-drifter.

Jeg har også fået den ære at læse noget en af Sidsel Andersens noveller (også en fra før nævnte kursus) og ih, hvor er det godt. Det er også dejligt at have fået udvidet sit litterære netværk, ja, det er.

Det har været interessant at skrive her, ikke at jeg bilder mig ind at have sagt så meget nyttigt, men det var meget sjovt at prøve. Tak for det.

God vind og god læselyst.

Reklamer

litteraturcafé, spekulationer m.v.

18. september 2009

I går aftes var jeg en tur på sådan en sammen med Helle fra kurset i Odense. Det er noget der bliver afholdt inde på Litteraturhaus her i København, hver torsdag. Det foregik i en nedlagt kirke og var virkelig hyggeligt. Da vi kom duftede der af mad (de havde spist fra 19-20), og snakken flimrede i lokalet.

Aftenens program:

Klavermusik med pianisten Anna Rosenkilde

Fremlæggelse af bogen “Hos os i Auschwitz” af de to oversættere.

Midt i så vi en såkaldt poesifilm, med beat poeten John Giorno som på film reciterede hans digt “Just Say NO To Family Values”

Så hørte vi noget mere musik.

Og sluttede af med resten af bogfremlæggelsen.

Jeg blev ikke voldsomt inspireret (måske medvirkede den henslumrede kvinde i hjørnet til en lidt søvnig stemning), men fik da lidt at tænke over. Især med hensyn til koncentrationslejrene og hvordan folk generelt vil reagere når de udsættes for så meget pres, at der ikke er mere tilbage at tage. Det er et tema der fascinerer mig for tiden – følelsesmæssig følelsesløshed.

I bogen “Weathercock” som jeg for øjeblikket læser, skriver forfatteren, Glen Duncan, om ondskab.  Hvad får et menneske til at handle ondskabsfuldt? Er det enorme udladelser af følelser man ikke kan kontrollere, eller er det et desperat forsøg på at lette et tæppe af tomhed der har indhyllet en?

Hans bog har fået mig til at overveje, om det overhovedet er socialt forsvarligt at skrive om sociopatiske adfærdsmønstre på en måde, der ikke fordømmer dem, men lader en se lige ind i den potentielle morders sind og lader læseren føle med ham. Bør vi ikke altid fordømme et sådant menneske? Og dog. Litteraturen skal efter min mening ikke udsættes for cencur. Vi skal ikke have en litteratur der kun fortæller os hvordan vi skal opføre os og hvordan vi bør tænke – vi skal have en nysgerrig, udfordrende, udforskende litteratur.

Min nye dansklærer udtalte i dag, at forfatteren har en mening med alt hvad han/hun skriver, at hver sætning og hver eneste handling karaktererne udfører er en del af forfatterens personlige budskab med teksten. Hun lo, og sagde, at inspirationen ikke er noget der kommer til forfatteren i hans marmortårn, men teksten et gennemtænkt, forhåndsanalyseret  pudslespil. Eller, måske var det ikke helt det hun sagde. Men det var, hvad jeg hørte.

Jeg blev lidt oprørt. Jeg skal være den sidste til at benægte at skrivekunst er et hårdt arbejde. Men i mit syn på den, er jeg også meget romantisk. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg egenhændigt skaber det jeg skriver. Og for mig, kommer inspirationen i bølger. Nogle gange ved jeg hvor den kommer fra, andre gange ikke. Temaet dukker op efterhånden, budskabet (som jeg godt nok er ret glad for) er ikke noget jeg egentlig bestemmer. Da jeg begyndte mit projekt havde jeg måske nok en idé om et budskab, men det ændrer sig med teksten og efter hvad Madeleine gør. Jeg har et meget nært forhold til min hovedperson, og da dansklæreren ligeledes sagde, at karaktererne ikke er rigtige mennesker, men modeller, sindrigt designet af forfatteren, kunne jeg heller ikke være helt enig. Nu ved jeg godt, at min hovedperson ikke er et levende menneske – men samtidig føles hun også som mere end et hylster af ord, hvis ikke hun var levende for mig, ville jeg jo slet ikke kunne beskrive hendes tanker, handlinger og følelser.

Det er mig i det hele taget meget imod denne kølige analysering af historien. Når min historie forhåbentlig på et tidspunkt bliver læst, ønsker jeg ikke at læseren skal sidde og tænke over hvad mit skjulte budskab med at gøre Madeleine sorthåret var. Jeg ønsker læseren skal kunne fordybe sig i den verden, jeg har været medvirkende til at sætte på papir, at hun skal kunne finde sin egen mening i historien og lade sig rive med ind i en passioneret drømmende tilstand af muligheder. Eller i det mindste tænke over sit liv ud fra de oplevelser hun får i historien. Hvis hun ikke hører andet end min sølle mening gennem ordene, har jeg svært ved at tro, hun får ret meget ud af det.

Om at identificere sig med sine drømme

10. september 2009

Når nu man sidder på en madras, i et tomt – men alligevel rodet værelse (det er ret godt klaret, hvis jeg selv skal sige det) på Amager, og er så træt, at man ved, man ville falde i søvn, hvis man holdt op med at bevæge fingrene på tasterne længe nok ad gangen, er det svært at turde opråbe sig selv til at være noget som helst der har med kunst at gøre.
Jeg er en håbefuld, aspirerende klump drømmekød, udsplattet på en skummadras, jeg ikke engang selv ejer.  Jeg er en ung kvinde, med et i forvejen begrænset kendskab til min egen psyke, som gerne vil skrive om andres. Eller vil jeg? Egentlig handler mine tekster vel som regel dybest set mest om mig. Og er det så overhovedet kunst? Er det så ikke mere en form for terapi?

Knaaaaaage. Knirke. Brage. Buldre. Bras.

Sindrige rullende bølger af forædt hjerneaktivitet kravler klistret over mine tankers broer. Jeg ved ikke, hvad der er på den anden side endnu.
Jeg spørger mig selv, hvad der berettiger denne blog til at være på litnet.

Men den handler jo sådan set i høj grad om litteratur – ikke det at læse det, men det at være det. Og hvad mener jeg så med det? (Og hvis jeg skriver “Og” som første ord i en sætning mange gange nok, bliver det så accepteret som kunstnerisk excentricitet til sidst?)

Havde jeg levet og skrevet i starten af 1800-tallet, havde de andre skribenter nok kigget lidt mærkeligt på mig, for jeg føler mig sådan set ikke som den overordnede skaber af noget storslået, når jeg skriver. Jeg føler mig som en del af en den skabelse der foregår. Når det går godt, mine karakterer taler til mig, og idéerne som summende arbejdsbier ikke vil lade mig i fred, forsvinder jeg jo også vitterligt ind i den verden, der er i færd med at dukke frem fra tågerne. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg er som en arkæolog, der langsomt og forsikkert børster støvet væk, så jeg kan komme frem til skattene – det føles, som eksisterer historien allerede.

En sådan forsvinden fra den verden vi kender, kan så betragtes som god eller dårlig for det enkelte individ. Den er helt sikkert ikke god for min opførsel i trafikken. Men det er dejligt.

Jeg savner at skrive, derfor denne overflod af blogmateriale. Mellem Hellas og Romantikken, kan jeg ikke finde overskuddet til også at arbejde videre på mit hjertebarn. Så hun får lov at sove. Drømmende, altid til stede, blot ikke helt bevidst derom. Jeg bilder mig ind, at idéerne ikke forsvinder af at jeg lægger dem til side, men at de udvikler sig i al fredsommelighed, og vil være stærkere når jeg næste gang finder dem frem. Måske vil de også have formeret sig. For de lever deres egne liv, herinde i mig.

Det er derfor, at jeg finder det lidt svært at kalde mig selv Forfatter. Det er jo ikke mine idéer, de er bare kommet til mig, vi kommer godt ud af det sammen og har forståelse for hinanden. Tjah, og nåhr ja, jeg har jo heller ikke udgivet noget endnu, det kunne man jo vælge at identificere som en mulig årsag til titelforvirringen. Jeg håber det kommer. Indtil da vil jeg fortsætte jagten på en form for fodfæste, tvivlende på, om jeg nogensinde finder det. For det at være menneske, handler det netop ikke om, at være faret vild i en urskov af skyggelignende idéer, stående på usikre ben, mens man forsøger at tage stilling til om man vil række ud efter dem, og om man overhovedet tror, man kan?

—-,—-‘—–,—–‘—–,—–‘—–,—–‘—–,—-‘—–,—-‘—-,—-‘—-,—-‘—–,—–‘–

Livet efter Odense forfatterskole

7. september 2009

Man skulle ikke tro der var et, og det føles måske heller ikke helt sådan, men det er der.

Den dejlige sensommer med de sveddryppende lange cykleture ind til Rugårdsvej er slut. Der bliver ikke mere fordybelse i litteraturens værker og underværker for mig, lige foreløbig. Jeg er nemlig flyttet til Amager, til København, bort fra Fyn (kan det understreges mere?) efter jeg tog den tvivlsomme beslutning at fravælge litteraturvidenskab på Syddansk og i stedet slæbe mig igennem, hvad der tegner til at blive, et meget langt år på HF.

Jeg har dog ikke mistet min lyst til at skrive. Den er der endnu, ikke helt slumrende, men heller ikke rigtigt vågen. Den dukker op lige nu, når jeg sidder og tænker tilbage på de 3 uger og på alle de nye idéer der kriblede frem fra folderne i min hjerne (eller hvor de nu kommer fra), og som jeg jo egentlig længes efter at komme videre med. Overskuddet er der bare ikke helt. Jeg kan virkelig mærke forskellen på at sidde alene med lysten til at skrive og til at fordybe sig i det univers, og så på at kunne dele det med andre, og gøre det på fast basis.

Det var altså noget af det dejligste ved Cindys hold – det at man havde noget fast at dukke op til, og som ligesom legitimerede det at skrive, og forsøge på det. For det føles måske nok ikke altid som så meget, når man ikke har noget færdigt endnu, og alt er kladder og sproglige skitser og man ikke engang kan forklare hvad det er man skriver. Og så var det rart, rigtig godt gammeldags rart, at dukke op på Rugårdsvej og snakke om det at skrive, som om det var noget man gjorde, og ikke bare noget, man gerne ville.

Det var også hyggeligt. I starten var det da selvfølgelig lidt mærkeligt, men da man lige havde vænnet sig til hinanden, var det altså meget rart at sidde der om morgenen, sippe te og lytte til Cindy der fortalte om alle mulige litterære teknikker, så man også sad og tænkte, hov, det skal jeg da lige prøve, og, næh, var det dét jeg gjorde.

Jeg synes helt sikkert det var et rigtig godt kursus, og ja, som jeg også sagde til nogle af de andre kursister om deres, meget velskrevne, tekster, så ville jeg bare gerne have haft mere.  Der er jo så bare denne her lille ting, der hedder tid, og som også godt kan spille en rolle nogle gange, og i mit tilfælde gik den altså hurtigt.

Tiden nu i aften er også gået hurtigt, og da jeg har en ny lang dag igen i morgen (skole fra 08:10 til 21:30, ynk mig) vil jeg trække mig tilbage for denne gang. Men, men jeg har fået lov til at skrive i hele september måned, så I hører fra mig igen!

Freja Gyldenstrøm