Hjulene på bussen….

by
Tak for invitationen til at blogge hos Litnet.
For et stykke tid siden læste jeg en undersøgelse, som viste, at hvis 100 personer læer en blog, er det måske 2 som skriver en kommentar til indlægget på bloggen. Men ikke desto mindre, håber jeg at mine blogindlæg i maj måned, får nogle ord med på vejen, og der kan komme noget dialog på siden. For dialog jo en af ideerne med at have en blog.

Jeg starter i barndommens land.

Den kære gamle bogbus, - som kører den dag i dag.

Hver mandag klokken 18:30 kom bogbussen fra Randers. Så holdt den i 25 minutter over for den tomme grund, hvor brugsen havde ligget indtil den brændte. Nu var der ikke flere butikker i byen. Og for mig var det et af ugens højdepunkter, når muligheden var der for at bytte bøger, tegneserier og bånd i det rullende bibliotek.
Det var her jeg pløjede mig igennem alle Jan bøgerne, Kim bøgerne, De 5 bøgerne og ikke mindst Alfred Hitchcock og de tre detektiv bøgerne. Der var også alle tegneserierne, Lucky Luke, Asterix, Tintin og Smølferne. Da jeg blev ældre, var der også Fritz the Cat, som jeg sørgede for at andre ikke så. Roald Dahls noveller kom også med hjem, og blev læst med stor fornøjelse. Og så var der kassettebåndene man også kunne låne. Kim Larsen, Gasolin og mærkelige udenlandske bands, som blev afspillet på værelset i løbet af ugen.

Senere gik der faktisk mange år, før jeg igen begyndte at læse bøger. Det var, da jeg havde min praktikperiode fra Biblioteksskolen på Arden folkebibliotek i Himmerland. Bibliotekaren syntes, at jeg burde læse nogle romaner, nu jeg måske ville være folkebibliotekar. Og det havde hun jo en vis pointe i. Så Carl Hamilton og ”Mens solen langsomt brænder op” af Peter Legård Nielsen, blev jeg udstyret med. Specielt den sidste optog mig. Hovedpersonen er en ung bibliotekar, der går rundt med bøgerne på ryggen i Andelsbjergene for at oplyse lokalbefolkningen. Sådan en gad jeg godt være! Det var nok også lidt mere realistisk end at blive den nye Carl Hamilton.

Så i dag, når jeg går rundt som bibliotekar på Odense Centralbibliotek, bruger jeg ofte ord som ”Jeg syntes den her bog er god” eller ”Den her bog, er jeg sikker på du bliver glad for at læse”. For sæt at jeg bare en eller anden gang kom til at præge et andet menneskes liv ved at anbefale en bog, som fik stor betydning for vedkommendes liv. For det er jo det bøger kan.
Møder den rette bog den rette læser, så opstår det unikke match mellem læser og litteratur. Rette bog til rette læser på rette tidspunkt. For vi læser jo alle forskelligt, og en god bog for den ene, er en dårlig bog for den anden. Derfor har jeg heller aldrig set den moderne folkebibliotekars rolle, som at være den store smagsdommer. Men mere at være forkynder af læsningens glade budskab, og tage ordet FOLKEbibliotek alvorligt.

Reklamer

3 kommentarer to “Hjulene på bussen….”

  1. Dorrit Munk Says:

    Kære Michael,
    Jeg tror, du har ret i, at en af bibliotekarernes force er, at vi netop kan finde den rette bog, film eller whatever til låneren… Men vi har jo også et kvalitetskriterie – og hvad nu, hvis låneren faktisk får mest ud af at læse noget, vi ikke vil købe? Sagt på en anden måde – hvordan klarer man den balancegang. Jeg kan tillade mig at spørge, fordi jeg er sektion 2’er og derfor har min litteraturviden et helt andet sted fra end DB 🙂
    Jeg synes, du har ret i, at det først og fremmest drejer sig om læseoplevelsen. Det ideelle er måske, vist man kender sine lånere så godt, så man kan skubbe på deres ‘littereære udvikling’ – forstået på den måde, at de flytter sig, ikeknødvendigvis bliver mere finkulturelle. Troels Triers biografi Dobbeltgængeren kommer i øvrigt ind på emnet ‘kunst for folket’ på en fin måde…
    Hilsen Dorrit

  2. Michael Linde Larsen Says:

    Kære Dorrit
    Jeg tror at vi er helt enige om hvad en god læseoplevelse er. Efterhånden syntes jeg, at landets biblioteker har et bredere udbud af litteratur end de havde for år siden. Og et stykke svært tilgængeligt litteratur er jo ikke altid lykken for alle.

    Når jeg møder en låner som har gode oplevelser med Danielle Steel, kan jeg jo ikke tage den oplevelse fra hende. Men jeg kan selvfølgelig foreslå hende noget andet i (næsten) samme stil.

    Skal jeg være ærlig, så ser jeg ikke min rolle som en opdragende bibliotekar, hvor folk altid skal blive klog med en bog. Bøger skal også være underholdning, spejling i eget liv og mulighed for såvel genkendelighed som nye opdagelser.

  3. Dorrit Says:

    Hej Michael,

    Ja, du har helt ret. Jeg tror også, der er forskel på, hvordan man møder den konkrete låner i den konkrete situation, og hvordan man fx tænker, når man køber ind. Men de to ting skal selvfølgelig hænge sammen.
    I virkeligheden ligger problemet med at støtte den smalle litteratur nok længere nede, i forlagsverdenen.
    Jeg tror, man som formidler altid vil være i tvivl om, hvor grænserne skal gå. Det er jo fedt, at biblioteket OGSÅ er dannende og lærende, men på folks egne præmisser. Jeg tror ikke, man kan være det ellers, så det giver måske sig selv.

    Glæder mig til at følge din blog 🙂

    Hilsen Dorrit

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: