Archive for april 2009

frank og kate

19. april 2009

Det føltes som en evighed, før hun ramte gulvet. Jeg nåede at starte på sætninger, jeg afsluttede dem også. Så kom bumpet, og jeg troede, at det var pis i første omgang, jeg troede, det var noget, hun fandt på. Men så blev jeg alligevel alvorlig, og kiggede ned ad stigen, hun lå der ikke. Jeg fulgte hendes spor hele vejen ned til taxaen, jeg er ikke sikker på, det var spor, det var mere en tanke, jeg havde. En billedagtig ide inde i hovedet og så forsvandt hun.

Næste dag fjernede jeg hendes møbler fra stuen, og der blev fuldstændig tomt på nær fjernsynet og en pladespiller fra halvfjerdserne – duede ikke mere.

 

Jeg gav op til efteråret, hun kom ikke tilbage. Jeg gik ud og købte nye, grimme møbler, som jeg kun kunne ligge akavet i. Jeg nynnede Billy Holdiays Strange Fruit i badeværelset, og lod bruseren være skybrud. I Nice kunne jeg have haft en isenkrambutik, og lyttet til palmerne på promenaden og duftet til moden vin på torvet. Permanent sindssyg i tre fire minutter.

Men jeg havde en jolle nede ved havnen; Elvira, og hun var bygget for tolv år siden i forhaven, jeg elskede hende inderligt. Jeg brød mig ikke synderligt meget om havet, og skvulpede for det meste rundt i vandskorpen med en kasse bajere, tit og ofte blev jeg stiv og troede, at jeg skulle drukne. Tiggede og bad om, at komme op til overfladen igen, og jeg kunne egentlig bare have rejst mig, for det var ikke mere end ti centimeter.

Det var den smukkeste dag, hun så lyset på. Med vinden i træerne og hele verden samlede sig i een eneste orkan og søsatte hende sådan føltes det, men igen – en kasse bajere.

 

Hun lå stadig under sengen og engang imellem, stak hun en arm frem og trak i mig, og sagde, at jeg skulle komme og hente hende. Hun hviskede det ud i natten, jeg sagde hun skulle holde op, forklarede hende alt om de nye møbler, sagde at hun var forsvundet, men hun ville ikke give slip, så i desperation, tog jeg benet af og lagde mig helt ind til væggen, imens jeg lyttede efter, hvordan hun kravlede tilbage til mørket. Jeg kunne ikke sove, vidende at hun nu lå der. ”Sover du?”, spurgte hun og jeg svarede, at det gjorde jeg, hvis jeg kunne ligge her med et amputeret ben og stadig føre en normal samtale. ”Du har ikke lyst til at snakke lidt?” jeg rystede på hovedet og fortrød ret hurtigt. Så blev der stille og jeg faldt sådan rigtigt i søvn.

 

Jeg satte sedler op på lygtepælene rundt omkring i kvarteret, det var pissekoldt og jeg var ikke sikker på, at hun fortjente opmærksomheden. Hendes far havde ringet til mig om morgenen, det var derfor jeg var vågnet. Han spurgte, om jeg vidste, hvor hun var? ”Nej” svarede jeg og fik dårlig samvittighed, fordi jeg ikke havde ledt efter hende noget før. Jeg kunne have sagt, at hun lå under min seng om natten, men han brød sig ikke om den slags, det var der ingen, der gjorde.

Jeg blev rundtosset, han gik i cirkler med telefonen, viklede sig selv ind i ledningen, imens Kate(konen) sad i sofaen, kæderøg og købte ind fra Tv- Shop. Sådan forestillede jeg mig, at det var hjemme hos dem. ”Når hun kommer tilbage, ringer du lige, ikke?” sluttede han og jeg nikkede, som om det var svar nok, og han havde sagt det, som var hun bare lige ude efter en liter mælk. Inden han lagde på, hørte jeg Kate græde og bestille endnu et kosmetisk vidunder.

 

Jeg kom til skade med sømpistolen og var fæstnet fast til en pæl i tre kvarter. Der var en

million passerende kvinder, der lignede hende. På hospitalet syede de pegefingeren fast igen og sagde, at det da vist var en værre omgang og jeg overvejede, at sige at det ikke var noget og at jeg tit mistede benet.

 

Jeg havde fået fat i en gammel plakat med James Dean iført cowboyhat(Don’t we all have one of those?!), han var sexet og jeg havde hurtigt taget det i mig igen, fordi jeg var en mand. Vi sad og konverserede, det var ham der var død og derfor snakkede mindst. Han nikkede engang imellem, tog en smøg i kæften ”Fortsæt endelig”, sagde han og jeg lagde mig ned på sofaen, med hænderne på maven og fortalte ham om ubehaget ved disse møbler og om Kate og Franks datter, som jeg havde formået at smide væk eller forlagt på en eller anden måde. Efter et par timer hev jeg en kasse bajere frem ”min nye Elvira”, sagde jeg og klappede sofaen, som gengældte mit kærtegn, spindende som en kat. Cowboyen blev stille og eftertænksom, faldt ud af samtalen, det var øllens skyld. Jeg drak Albani op, og tænkte tiden var inde til at finde hende – decideret finde hende.

 

Jeg forlod ham på væggen, hensunket i egne tanker. Ude på gaden sneede det stadig, jeg lagde mig et øjeblik for at få virkeligheden ind under huden, fornuften. Så gik jeg ned i cykelskuret og fandt hendes jernhest, den var ulåst, med den i tankerne som jagthunden med hendes duft og færden inkarneret i dets stel, startede jeg min eftersøgning, hun havde siddet på den de sidste fjorten år.

Der var intet der gav mig følelsen af, at hun var i nærheden, men måske der ikke var noget som helst tilbage, andet end sprutten – den var overalt, i mit blod, i min hjerne ude i fingerspidserne der gjorde det svært at styre cyklen. Imens kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun lå derhjemme under sengen den del af hende, jeg alligevel ikke brød mig om.

Prustende ude på landet, hvor der ikke eksisterede gadelygter, kæmpede jeg for at holde dynamolygten tændt. Dyret var ved at gå død ”Hold ud lidt endnu skat”, sagde jeg og klappede den og forsikrede om olie og nye dæk i et væk, men dynamolygten blev svag og hjulet eksede mere end normalt, den forsvandt i snedriverne, der rejste sig omkring os, jeg blev sneblind og ædru og brød mig ikke om kombinationen, noget under mig gav op.

Pegefingeren gjorde ondt. Panikslagen gravede jeg mig igennem isen, cyklen havde jeg efterladt, udåndede, landet var ikke rart. Jeg ville ikke mere, hun var vitterlig ikke det værd, det var der ingen, der var. Jeg forbandede min dårlige samvittighed og krøb længere ned i kulden, der omfavnede mig. Lige der kunne hun godt have stået, og set ned på mig, halvsløret, som en sidste ting inden jeg forsvandt.

 

 

 

Reklamer

fredagscafe

8. april 2009

Vist nok ude på skolens toilet. Det var den eneste vinter, hvor det ikke havde sneet og jeg oplevede hvordan ordet fuck fik betydning. Det var en helt ny fornemmelse at presse venstre kind op ad den kolde, fugtige væg. Jeg lyttede efter, inde i muren var der tyst, ikke en eneste mursten bevægede sig. Det ville ikke undre mig, hvis der var noget, der var gået i stykker derinde alligevel. Men helt stille. Hele min krop dunkede frem og tilbage. Så rørte jeg væggen, så rørte jeg den ikke. Rundtosset og en del af det skyldtes sikkert julebryggen jeg havde drukket. Eskilds five a`clock shadow gned sig op og ned af min bløde nakke, som begyndte at gøre ondt. Men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg kunne høre kantinedamen herfra. Grete sagde hun. Grete vær stille jeg synes, jeg kan høre noget. Jeg holdt vejret. Kan du ikke høre det? Spurgte hun. Grete kunne ikke høre noget som helst, tænkte jeg. Angiveligt havde Eskild tilbragt tre uger i bagagerummet på en Cadillac. Den havde kørt ham over grænserne og på et tidspunkt var han måske og kun måske tæt på at blive opdaget. Eskild havde ligget i mørket tættere på vejen end nogensinde før, i den tro at om få sekunder ville han ramme asfalten. Eskild var helt varm og muren blev glat, han lugtede mistænksomt som var det han lavede forbudt. Jeg undgik ham omkring venstre øre da jeg var vis på det var der han gemte sin road trip, med kontinenter og hele lortet. Jeg blev betaget, Eskild var Copenhagen By Night, syntetisk, pressende, med lys ud til alle sider og jeg var sikker på han ikke var klar over hvad han foretog sig i dette øjeblik, måske endda fuld? Jeg huskede bevægelserne fra før han forsvandt, Eskild var motorisk. Grete lagde øret til døren og fortrød. Jeg huskede ham fuldstædig. Sigurd stod stadigvæk i opgangen da Morgan tog telefonen og fik af vide at deres søn Eskild var i live, hun havde ikke registreret samtalen for det var gået op for hende hvem der havde sendt postkortet fra Grand Canyon og hun havde tænkt at, det kunne han ikke være bekendt. Eskild havde ligget blandt reservedækkene og jeg gik ud fra det var derfor han lugtede som han gjorde og det mistænksomme lå i at der også havde eksisteret noget andet foruden ham i bagagerummet, et andet menneske, under alle omstændigheder noget der trak vejret og altså var i live, hyllet ind i plastik og med ganske få mellemrum rørte på sig – plastikken gjorde ham forundret. Eskild havde vendt sig om på den anden side for han brød sig ikke om bevægelserne som jeg syntes om hans nu her på toilettet. Og det var kommet tættere på, tungt og åndende, Eskild sandede at han ikke kunne komme længere, det var her bilens vægge begyndte og normalt var han egentlig ikke klaustrofobisk. Plastikken omfavnede Eskild der mente at han skulle knække sig. Han var ikke bange endnu. Der var helt stille i bagagerummet, Cadillacen krydsede endnu en by. Plastikken blev klam og doven ”Pak mig ud” sagde den så. Eskild rystede på hovedet, han slugte spyt. Og køen til toilettet var øjensynligt blevet længere. Sigurd hentede postkortet og satte sig ved siden af sin kone der var besvimet. Endnu vidste han ikke besked om Eskild og prøvede derfor at gætte sig frem til afsenderen. Morgan holdt stadig en tændt cigaret i hånden og det distraherede ham. Sigurd skubbede hende ned fra sofaen uden at lægge mærke til at hun ikke rejste sig igen. I sit hoved var Eskild slet ikke sikker på at plastikken eksisterede. Grete hentede brækjernet og satte det til toiletdøren, der var ikke flere øl i kantinen og hun ville gerne hjem. Det var første gang Eskild lå i et sådan bagagerum og der havde aldrig ligget noget lignende og forstyrret ham i Sigurds bil, der havde altid været stille – bilen havde stået stille, men det var også en Volvo. Han var virkelig blind i mørket og det der larmede var lyden af noget der brød ud, en arm et ben, han fornemmede det kun, fandt det logisk, Eskild lå stadig med ryggen til og han kunne høre snakken fra forsæderne. Han var klar over der manglede et hoved og at det stadig lå i plastikken og ventede på at han pakkede det ud. Der var endnu den mulighed at det var noget Eskild forestillede sig, det var han vis på. Grete havde en stor, stærk krop der mindede om noget jeg engang havde set i en boksering. Og jeg forestillede mig hvordan hun som en fuldvoksen mand havde brækket døren op med kolossale biceps og overskæg og så stod hun der i en dunst af tequila, øl og fredag, forlegen. Eskild gav slip på mig og det gik op for mig han havde fjernet det sidste stykke plastik Europa, Amerika, Asien kontinenterne væltede ud af Eskild, han gjorde mig svimmel.

Min tro

1. april 2009

Klokradioen viser tolv fireogtyve. I mit hoved gennemgår jeg lister, og har netop afsluttet denne: Rød Dior neglelak, Coco Chanel parfume, et ton babydoll kjoler, ligesom dem i Rosemarys Baby, endnu flere stiletter og obligatoriske hårprodukter (som jeg, quote til kæresten: Bare måtte eje!). Jeg har drømt om det hele i lang tid. Det er som en uendelig venten, uden forløsning, at mærke tøjet, at dufte parfumen, forestille sig det færdige resultat, mig iført det hele på én gang. I morgen kan jeg indfri, i morgen har jeg pengene. Jeg er spændt. Forud for dette er andre lister, en om hvidvine, Whisky, sort hvid plakater og møbler – når sandheden skal frem, og det skal den, så er det udsmykning af mig selv og mine omgivelser. Og det er et fucking kick er det, velsmagen, velduften og de pæne ting. Det er næsten og kun næsten primitive instinkter, men stadig, det kan gøre mig noget så svimmel at tænke på. Min materialistiske rus, indrømmer jeg gerne, giver mig problemer, mindre nattesøvn og indeed færre penge. På det tidspunkt af måneden hvor pasta og ketchup bliver en kendsgerning, dufter jeg mere til parfumen og studere snittet af mine kjoler. Jeg får mit kick igen, det er det materialisme kan gøre, at man kan føle på ting eller se sig i spejlet og genopleve en tanke man havde omkring dette og det er genialt – et Fucking kick. Jeg dedikerer gerne mine nætter. Materialisme er gud.
Og hvis vi nu skal være så blasfemiske og have to guder, hvilken er så den anden, hvad er det, i sidste ende mine beskidte, mørke tanker handler om i den dunkle nat? Min sidste liste. Bøger. De dræber enhver mulighed for at lukke øjnene og glemme, sove, for er der noget, jeg fanden tage mig, skal have styr på, så er det hvilken bog, jeg skal investere i, og derefter, hemmeligt forelske mig i den næste måneds tid. Det ligger jeg og tænker på, jeg gennemgår sætninger fra kendte værker, værker jeg forbander mig selv ikke at have skrevet (fordi de er så fucking geniale) men ikke kan lægge fra mig, ikke ønsker at lægge fra mig. De virker uopnåelige, selv når du sidder med dem i hånden, Unge Werthers lidelser, Den Afrikanske Farm, Lolita, Åndernes Hus. Jeg begriber ikke altid, hvordan det er gået til, hvor de har fået det fra, hvad er hemmeligheden? Narko, sex, et alt i alt velfungerende liv? Jeg ved det ikke, og det er også det, der får mig til at vende næste side, der er noget jeg skal opdage, og så er der det, jeg skal nyde imens: sproget, sproget som overtager min hjerne, og indgår uforskammede pagter med resten af min bevidsthed, så jeg ikke har en jordisk chance for at slippe ud af bogen, den har slugt mig – ergo er jeg et omvandrende, litterært mesterværk. Fantastisk fornemmelse, som kan måle sig med Dior neglelak og frækt undertøj. Enjoy it while you can, siger jeg bare, for pludselig – og det er virkelig pludselig! Slutter hele lortet og jeg sidder tilbage som mig selv igen… halvt skizofren, men alligevel, der er noget der stopper inde i mig, når bogen er færdig. Det der slår mig gang på gang er, at bøger som ikke har noget med udsmykning at gøre, eller i den forstand skønhed, kan holde mig vågen om natten, litteraturen rører noget i mig. Forarg mig endelig litterært, det er dèt bøger kan, de rykker grænser, forener og gør mig noget så funderende. Det er mit kick nummer to en mandag nat, er det. Tøj, smykker og parfume er noget der viser hvem jeg er, hvor jeg hører til og jeg elsker det. Men bøger, bøger er der hvor du tager springet og bevæger dig ud i noget du ikke kender, forfatter efter forfatter, genre efter genre, det er pisse spændene, at vandre og ikke definere dig selv ud fra, hvad du læser, men i stedet bare læse og blive underholdt. Bøger er gud.