Archive for marts 2009

Bo Derek

29. marts 2009

Løsdele fra novellen Bo Derek:

Mor leder arbejdet. De låner bøger på biblioteket og læser om marsvins levevis. Hun køber Den Blå Avis, og sammen finder de et bur hos en dreng et andet sted i byen. Det regner, da de henter buret. De løber fra bilen og hen til opgangen med jakkerne trukket op over hovederne. Mor synes Malte skal forestå handlen. Hun trykker på ringeklokken og Malte rækker sedlerne frem, mens en stribe af vand løber ned af hans pande og svinger til siden over mod hans tinding. Han bærer buret hele vejen ud til bilen. Hun roder ham i håret, og hun lukker bagsmækken.

– I får det rigtig hyggeligt, I to, siger hun og smiler.

Mor flytter rundt inde på Maltes værelse, rykker kommoden og lænestolen fra hinanden, så der er plads til buret. Hun arbejder hurtigt, synes Malte, og fløjter muntert. Hun glemmer at handle ind, hun glemmer en aftale med far, og hun glemmer Siv, der sidder med en kiks på madrassen inde i stuen. Siv græder, men det glemmer mor også, mor tænker på marsvin nu, og Malte lægger sig i striben af lys, der rammer gulvet på hans værelse. Han læser i en tegneserie.

Senere kører de ned til dyrehandlen. Mor er flammet op, tænker Malte. Hun er en stor tændstik, der lyser i ugevis. Hendes stemme er frisk med kanter, man kan skære sig på. Hun spjætter med armene, ligesom fuglene i burene hun passerer.

Dyrehandleren jager rundt i buret med sin store hånd. Han kalder marsvinet for en af sine små venner. Malte holder marsvinet lidt ud fra kroppen. Han kan mærke hjertet, en lille bitte hoppebold, en evighedsmaskine, tænker Malte. Han er tæt på at fortryde. Det nemmere, da han har kassen i hånden. Han kigger ned gennem hullerne fra saksen. Der er mørkt i kassen. Han kan høre noget, der kradser mod pappet. Mor overtager kassen og Malte åbner døren.

Marsvinet skal hedde Bimmer. Mor har løst sin opgave, tænker Malte, lidt for godt har hun løst den; det er hende, der bestemmer navnet. Malte bryder sig slet ikke om Bimmer. Inden i hans hoved siger en stemme han ikke kender: Det kan ikke lade sig gøre. Hvis nogen finder ud af, at han hedder Bimmer, vil det aldrig gå ham godt. De vil tro, han er en kedelig opfindelse, nogen har efterladt. Det vil slå ham ihjel. Men mor insisterer; et marsvin hedder Bimmer, siger mor. Alle marsvin hedder Bimmer. Sådan er det. Malte kan se, det er definitivt. Mor eliminerer noget med sine øjne.

– Hvad så med hans kone? indvender Malte spagt. – Hvis han får en kone, hvad skal hun så hedde?

Lang tid senere, da Bimmer får en kone, har mor for længst mistet interessen for marsvin, og Malte kan få lov at bestemme selv. Det bliver Bo. Han har på forhånd undersøgt, om en kone egentlig kan hedde Bo. Han har maskeret sit ærinde bag en række spørgsmål om navne, og til sidst har han fået ud af mor, at der findes hunner med navnet Bo …

Reklamer

En pelshandlers eventyr

26. marts 2009

For noget tid siden hjalp jeg min mors gode ven med at støve et gammelt stereoanlæg af og installere det i hans bibliotek. Jeg ankom med skruemaskine og vaterpas først på eftermiddagen, og vi begyndte at måle ud på væggen og afprøve elektronikken. Mens vi arbejdede talte vi lidt om litteratur. Min mors ven er som pensioneret boghandler af den gamle skole (dengang man skulle have læst en bog for at kunne anbefale den til en kunde) særdeles velbevandret i litteraturen, og det er altid interessant at lytte til hans tanker og spørgsmål. Efter nogle timer lå nålen i rillen på de gamle vinyler og gamle jazzslagere knitrede i højtaleren.

Som tak for hjælpen fik jeg senere en flaske rødvin og to bøger, som han mente kunne interesse mig. Den ene, En pelshandlers eventyr, læste jeg samme aften. Bogen er fragmenter af en roman som forfatteren Dylan Thomas aldrig fik skrevet færdig. Ideen var ifølge forordet: ”… at vise, hvordan det gik et Menneske, der som han selv tog Livet, som det kom. Hovedpersonen Samuel Bennet skulde tiltrække Eventyret ved sin egen stillestående Mangel paa Eventyrlyst og naturlige Acceptering af enhver Situation. Han skulde acceptere Livet som et nyfødt Barn, der er blevet gjort ansvarlig for sig selv. (…) Livet skulde komme til ham. Folk skulde komme, og de skulde bringe ham Livet. (…) Saa, paa ét eller andet Tidspunkt, et Tidspunkt, der ikke vilde kunne forudsiges, skulde han se sig tilbage og opdage, at han havde fældet et Hudlag, en Pels.

Lad mig straks anbefale bogen, hvis den er at finde nogen steder på biblioteker og i antikvariater. Den er sjov og vild og båret af en rå form for konsekvens.

Collager

23. marts 2009

Jeg kan godt lide at sakse i mit materiale. Jeg prøver ofte at koble refleksionen ud, når jeg skriver, lade historien udvikle sig uden egentlig stopklods. Bagefter står jeg som regel med noget, der slet ikke fungerer som helhed. Så sakser jeg i det, klipper der gode ud og bygger en ny tekst op om det. Den proces kan gentages flere gange, før en tekst fungerer. Det er en form for kollagearbejde, klippe ud og sætte sammen, holde billedet lidt på afstand, flytte rundt på elementer, klippe lidt igen. Pludselig er den der.

Natbomber

20. marts 2009

De havde lejet et Herculesfly af en gammel rigmand. Der var masser af mænd. Det var et kæmpe setup. Da de sprang, snappede de efter vejret og deres pandehår blæste op, så man kunne se deres drengede ansigter. De sprang i skumringstimen og resten af natten. Folk der tilfældigvis stod på deres terrasser og røg en aftensmøg, troede at de blev tæppebombet. Først da de havde hentet deres kikkerter, gik det op for dem, at alle bomberne stod lodret i luften, og at det slet ikke var bomber, men mænd med ranke rygge og armene foldet pænt ind til siderne.

Rollator

16. marts 2009

Ideen til novellen Rollator var nærmest et stillbillede. Jeg så en gammel dame med sin rollator midt ude i et trafikeret kryds. Hun stod stille med lukkede øjne og svingede ben og arme i vejret som en cirkusprinsesse. Billedet dukkede bare op, og på en eller anden måde kunne jeg ikke slippe det igen. I stedet begyndte jeg at bygge en tekst op omkring det. Sådan blev Rollator til, novellen om den gamle dame, hvis farlige og tilsyneladende meningsløse forehavende, vurderes af en jeg-fortæller, der iagttager hende fra sin lejlighed. Jeg har flere af den slags stillbilleder liggende.

Materialet har mange andre kilder, det kommer tit fra noget, der er blevet sagt. Sætninger eller samtaler jeg har hørt på gaden, i fjernsynet, på arbejdet eller blandt venner. Måske er bemærkningerne ikke noget særligt i sig selv. Det fælles for dem er, at de lægger op til mere, de kalder på en historie – nogen må finde på noget her! Ellers hænger den sætning bare til evig tid uden at få sit potentiale udnyttet. Dem der udtaler dem ved det sjældent, at deres bemærkning er som skabt til en løgnehistorie. Det gør heller ingenting. For så vidt har historien ikke noget med dem at gøre.

70 års fødselsdag

13. marts 2009

For nogle år siden var jeg til en halvfjerds års fødselsdag i familien. Så vidt jeg husker foregik festen i en sejlklub. Midt under en tale, kom jeg til at kigge ud af vinduet og så en ældre mand køre rundt på en elektrisk handicapknallert. Talen husker jeg ikke, for jeg blev meget optaget af mandens forehavende. Han var kommet til at køre ind mellem nogle grupper af plasticborde og stole, der stod stablet op udenfor sejlklubben, og ved første øjekast troede jeg, at han havde svært ved at komme ud igen. Han blev ved med at bakke frem og tilbage, men efter at have kastet et blik på området udenfor, slog det mig, at han ikke havde grund til at være i vanskeligheder, det var åbenlyst let at komme ud på farbar vej igen, hans rutevalg måtte have andre motiver. Det var næsten, som om han bare bakkede rundt foran mig, fordi han syntes det var sjovt at vælte plasticstolene og bordene. Men han hverken smilede eller lo, hans ansigt var gravalvorligt, og han bar en fez på hovedet …

Jeg har aldrig skrevet en historie om episoden eller manden, men det lykkedes senere at tyde noterne på en serviet fra festen, som jeg fandt i min æske …

Min skoæske

11. marts 2009

Da jeg skrev noveller til min debutbog, havde jeg i lang tid en skoæske stående på min hylde. Æsken indeholdt mest stumper af papir, afrevne hjørner fra rudekuverter, gamle busbilletter og kvitteringer. Det var en æske fyldt med gode ideer til tekster, jeg en gang ville skrive, nedkradset i al hast med hvad der nu var til rådighed af remedier. På en måde var det meget nemmere, hvis ideer kom, når man sad ved computeren, eller i det mindste på særligt inspirerende steder, hvor man på forhånd kan være bevæbnet med ordentlige skriveredskaber eller pc. Men jeg får desværre (eller heldigvis) ideer alle vegne, i bussen, på arbejdet, på cyklen, når jeg køber ind osv. Således kunne jeg i gode perioder tømme jakkelommerne og tilføje endnu et lag til min æske, når ugen var omme.

Når jeg kiggede i æsken, var det desværre ofte sådan, at jeg ikke kunne tyde, hvad der stod på lapperne (stikord skrevet med tyk sprittusch på busbillet duer simpelthen ikke), eller også sagde ordene mig ikke noget mere. Siden er der sket noget med min hjerne; den har lært sig nye hukommelsesteknikker, og selv ideer, der opstår lige inden jeg falder i søvn, kan jeg ofte fremkalde dagen, når jeg har fået tændt min pc.

Sproget er ikke en helligdom …

9. marts 2009

Jan Sonnergaard har vist en gang sagt, at sproget ikke er en helligdom. Det er en luder, der skal lystre.  Jeg kan ikke helt huske sammenhængen, jeg tror den sigtede mere til stil og æstetik, men jeg hæftede mig ved bemærkningen, og tænkte på, hvordan sproget som redskab for tanken altid er utilstrækkelig, hvordan sproget i virkeligheden aldrig lystrer helt. Derfor er det jo opløftende at sproget indimellem betaler noget andet tilbage, når man tager det i brug, noget man slet ikke havde i tankerne …

Blekingegadebanden

6. marts 2009

Jeg er altid et par år bagefter i min læsning. Således ligger Kim Blæsbjergs roman, Rådhusklatreren og venter på husets klaver, mens jeg lige nu er optaget af Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden. Den er heldigvis højaktuel igen, på Husets Teater, på film og ikke mindste i den offentlige debat, hvor to af medlemmerne som bekendt har ytret sig. Jeg købte anden del af bogen af min svoger for fem juleøl (han havde to eksemplarer) mod at jeg indvilgede i at diskutere bogen efterfølgende. Således startede diskussionen forleden, hvor jeg egentlig bare ringede for at lave nogle praktiske aftaler i forbindelse med vores fælles vinterferie. Vi snakkede om Øvig Knudsens eget motiv. Bagefter bladrede jeg lidt i bogen og opdagede for første gang at forfatteren ikke optræder på bare et enkelt af billederne i bogen, men på en hel række. Fotografen har på raffineret vis fanget forfatteren på nogle af de gerningssteder, der er gengivet på foto. Sjovt var det, som i “Find Holger” at lede efter Øvig, fx på vej ud fra et buskads, reflekteret i et vindue etc. Min første tanke var, at det var en lidt selvfed måde at promovere sig på. Siden hen har jeg tænkt at forfatteren kunne være ude i et mere nobelt ærinde, nemlig at gøre det helt klart for læseren, at forfatteren altid er en del af værket, uanset hvor objektiv han gerne vil være og hvor meget han søger sandheden …

Tal R

4. marts 2009

Da jeg startede med at skrive, kasserede jeg mange tekster, fordi jeg kunne se, at den ide jeg begyndte på ikke lod sig realisere. Siden hen har jeg tvunget mig selv til at lade elementer af uforudsigelighed være en del af processen.

For et stykke tid siden så jeg et interview på DR 2 med billedkunstneren Tal R. Han blev spurgt om, hvordan han kommer i gang med sine billeder og sagde noget i stil med, at man altid har noget med i lommen, når man begynder, en tanke eller en ide. Pludselig, når man er midt i arbejdet, opdager man, at det man havde med i lommen er forsvundet ud af billedet. Det lød genkendeligt for mig. Som regel har jeg noget med i lommen, når jeg starter på en tekst, men af og bliver tanken bare en undskyldning for at komme i gang, en affyringsrampe for noget andet. Således forsvinder den oprindelige ide umærkeligt ud af teksten. Irriterende og skønt!