Så må vi se …

by

… ligger på bordet foran mig. Jeg er igen i toget og vender nu ryggen mod kørselsretningen, så snelandskabet suser væk fra mig.

sidsel_falsig_forside

“Så må vi se” er Sidsel Falsig Pedersen seneste udgivelse (2008, Tiderne Skifter). Den rummer 26 noveller, også denne gang ganske korte, dvs. mellem 2 og 7 sider, typisk 3-4 stykker.

På mange måder fortsætter “Så må vi se” sporet fra de tidligere novellesamlinger. Det gælder i hvert fald det stilistiske og teksternes længde. Også i denne bog kommer vi med en del af teksterne et skridt længere væk fra en relativ almindelig psykologisk realisme og et skridt længere ind i det absurde og sære. Jeg synes generelt at teksterne virker mere selvstændige, og har mere karakter. Flere af dem kan på én gang kan opfattes som psykologiske studier og som sprogobjekter, sprogspil kunne man sige. Det gælder fx “Flow”, “En dejlig dag” og “Hun møblerer om”.

Ift. Noveller Nul NI, er det interessant hvordan Pedersens noveller lægger sig imellem de to første forfatteres tekster; Pedersens tekster er ikke helt så korte som Jensens, men slet ikke ligeså lange som Elverkildes. Det er selvfølgelig en banal og udvendig formmæssig observation, men banale og udvendige formmæssige observationer er ofte væsentlige … Jensen dyrker en særlig humor der opstår ved sammenstillingen af udvalgte elementer. Elementer der ofte er ganske almindeligt forekommende og banale, men som i de små prosa-mobiler virker overraskende. Ofte sker humoren i springet mellem det ene og det andet element – så at sige i den dobbelte oplevelse af at det dels lyder mærkeligt og dels giver helt dagligdags mening. Hos Pedersen spiller udeladelsen og tilbageholdenheden en mindst ligeså stor rolle. Man oplever således også en mængde spring i Pedersens tekster. Disse spring har imidlertid sjældent en decideret humoristisk effekt. Snarere forlener de læsningen med en poetisk kvalitet, teksterne får et vist svæv som minder mig lidt om f.eks. M. Duras. Et tilfældigt eksempel, hvor vi kommer fra en togkupe, og med det nye afsnit springer i tid og rum (s. 40, Så må vi se):

… “Nej det går ikke. Der kan komme en kontrollør. Hold op med at se sådan på mig.” Nu rynker han panden og furerne mellem øjnene bliver dybe.

Der er langt ned på bunden, han har spottet et par solbriller dernede, vi skiftes til at dykke med hans dykkerbriller for at få fat i dem. …

Det giver et vist svæv at tids- og stedsskift ikke markeres tydeligere, dvs. at vi ikke bastant bliver placeret det nye sted. Endnu mere har det at gøre med måden hvorpå vi forstår skiftet. Her sker det i en vis forstand indefra og ud.

Pedersen har desuden tæft for dialog, replikkerne virker naturlige og er samtidig aldrig overflødige. Der er ikke meget passiv fortælling i denne prosa,  heller ikke mange udelukkende beskrivende passager. Hvor vi er, forstår vi ud af dialog, handling og tanke som altid hænger snævert sammen med situationen. Novellernes rum bliver på den måde betydeligt større end deres korthed kunne få læseren til at forvente.

Men hvorom alting er (for jeg kan også mærke at det har været en lang dag), så er det ganske interessant at kigge på hvad de forskellige forfattere bruger ellipsis, udeladelse, lakuner, huller og spring til.  Måske vi kan snakke lidt om det på torsdag …

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: