Kunsten at lade sig bevæge

by

Efter første runde af Z-faktor har jeg modtaget en del breve fra folk, der har rost arrangementet og – især – de digte, der blev læst op. Et af disse lød sådan her: ”Jeg hørte nogle oplæsninger i dag, bl.a. 14-årige Christoffer, som var helt fantastisk og rørende. Hans digt gik lige i hjertet!”.
Jeg synes, det er imponerende, at en 14-årig er i stand til at tryllebinde en hel sal med sit eget digt. Men mindst ligeså fint synes jeg, det er, at man som tilhører er i stand til at vise oplæseren den respekt og tillid, det jo er, at møde digtet med en fuldstændigt ukritisk åbenhed og modtagelighed. At man er villig til at lade sig røre og bevæge, ja, lade ordene nå helt ind ”i hjertet” – også selvom man er dobbelt så gammel som digtets ophavsmand.
Så: tak for de søde ord. Og tak til Christopher Maxwell fra 8. klasse på Henriette Hørlücks Skole; du har skrevet et digt, der er usædvanligt modent og smukt i både sin udfoldelse af temaet, sin metaforik og – ikke mindst – sin meget sikre musikalitet.

Rød Rose
Et lys, en lysets solstråle
varmer din nøgne knop.
Vinterens skygge, på din krop,
begynder at tø.
Du bliver stor, spirer og gror
Men husk; selv den blomstrende rose,
skal en dag dø.

Vinteren var kommet tidligt.
Dag for dag, blev det mørkere.
Men i år var det anderledes.
Mørket var tungere. Dybere.
I horisonten lurede tordenskyerne.
Man kunne se de sorte skyer langt væk.
De var levende. De ventede.
Ventede i en tilstand, ofte brugt, men ikke forstået.
Ingen fugle sang.
Solen havde, frygtsomt, gemt sig bag det høje bjerg mod nord. Der var stilhed. Stilheden før stormen.
Ved siden af mig var en blodrød rose.
Rød som blodet strømmende hen ad jorden. Blodet blandt så meget andet blod. Størknet, fordi ingen havde gjort noget ved det.
Sunket ned i jorden.
Taget tilbage.
Det røde som i ilden. Den altfortærende ild. Mit hjem, mine minder… Mig? Væk. På et sekund. Den eneste advarsel, skrigene fra vinden da et af flyene, lod stenen fra hjertet falde. En teknologisk sten, hvis eneste varme var kold og dødelig.
Rød som mors røde læber.
De læber, der sidder på det ansigt, der for evigt er frosset i panik. Det ansigt der, sammen med resten af kroppen, er begravet under murstensbrokkerne og ligene af resten af dem jeg elsker.
På brokkerne er resterne af min sidste elskede, min sidste rose. Mit hjem, min barndom, i ruiner. Mine barndomsvenner, har mistet deres træ kæppe og erstattet dem med pistoler.
Havde jeg blot været hjemme var jeg forsvundet med dem.
Bagved mig var skyerne kommet tættere. Olie sorte var de blevet.
Jeg trækker vejret dybt og hiver i rebet. Grebet om min hals forstærkes og på få sekunder bliver alt sort.
Skyerne råber i raseri mod menneskene og krigen under dem.
Stormen var begyndt.
Men bag ved bakken mod nord, samlede solen sit mod og rejste sig i al sin blod røde magt!

På Golgata stod jeg med kun død omkring mig.
En blodrød rose, min eneste følgesvend.
Bag mig kun mørke,
foran mig et rødt lys,
en vejviser.
Et lys, en lysets solstråle
varmer min nøgne knop.
Vinterens skygge, på min krop,
begynder at tø.
Jeg bliver stor, spirer og gror
Men husk; selv den døende rose,
skal en dag rejse sig fra jorden igen.

Christopher Maxwell

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: