Z-faktor

by

I juleferien læste jeg den mest vidunderlige bog, Tyvenes by af David Benioff, en roman, jeg i mod min vilje havde fået gennem Gyldendals Bogklub som månedens bog, fordi jeg i decembertravlheden havde glemt at afbestille den. Jeg gik derfor til den med en blanding af instinktiv fjendtlighed og trods. Men et ethvert forbehold blev gjort til skamme, og jeg endte med at få mig en af årets bedste læseoplevelser.
Handlingen udspiller sig i det belejrede Leningrad i den tidlige vinter 1942, og her følger vi to umage skønånder, den tænksomme Lev og den charmerende levemand Kolja. Lev er søn af en forfatter, der blev henrettet af NKVD, Kolja er ved at skrive en litterær afhandling om Usjakovos mesterværk Gårdhunden, som han ivrigt udlægger og citerer lange passager fra for Lev. Først på side 180 går det op for Lev – og læseren – at Usjakovo er en ikke-eksisterende forfatter, og at Gårdhunden i virkeligheden er Koljas eget værk: ”Kolja virkede frygtløs”, ræsonnerer Lev, ”men alle bærer frygt i sig et eller andet sted; frygt er en del af vores arv. Vi nedstammer jo fra små, frygtsomme spidsmus, der gemte sig i mørket, mens kæmpestore dyr trampede forbi! Kannibaler og nazister skræmte ikke Kolja, men det gjorde en truende ydmygelse – den mulighed, at en fremmed skulle le ad de linjer, han havde skrevet”.

Lad mig afbryde min ordstrøm om Benioffs roman – for det kunne godt blive langt – og føje et par oplysninger til præsentationen fra min sidste blog: Udover at være ny i trafikken er jeg også med til at arrangere Litnets store digterkonkurrence, Z-faktor, som indledes i Kulturmaskinen om 2 uger, den 17. januar. Jeg har fornøjelsen af at modtage deltagernes tilmeldinger og lyriske bidrag, og det er faktisk ansporet heraf, at jeg bringer den både frygtløse og frygtsomme Kolja på banen. Det har slået mig, at en stor del af tilmeldingerne er kommet på tidspunkter, hvor jeg normalt ikke modtager mails… den sidste kom således natten til den 31. december kl. 3.52. Og hvorfor så det? Jeg tror, nej, jeg er sikker på, at det kan forklares ved, at disse digtere næres af præcis den samme angst som Kolja: Om ikke frygten for at blive leet ad, så frygten for ikke at blive forstået. Et digt er for mange, nok især amatørpoeter, en udfoldelse af et meget personligt udtryk, der ofte udspringer direkte af vores allerinderste. Ikke forstået sådan, at den digtende nødvendigvis udleverer sine mest intime hemmeligheder eller sit følelsesliv, men i digtet udtrykkes et sprog og en billedverden, som ligger langt fra dét sprog, vi kommunikerer med i dagligdagen. Netop dét, at digteren giver så meget af sig selv, og vel et mærke et selv, som formentlig er skjult for næsten alle andre mennesker, gør i sagens natur ham eller hende kolossalt sårbar overfor fx en lunken applaus, eller værre endnu, kommentarer som: ”Det var da meget godt”.
Jeg har én gang i mit allerførste år som gymnasielærer brugt et digt, jeg selv havde skrevet, og det var uden tvivl den gang, jeg var mest nervøs før timens start – også selvom jeg ikke gav mig selv til kende som digtets forfatter og i øvrigt havde fedtet teksten ind i et pseudonym, som pegede i alle andre retninger end min.
Nu er jeg så sprunget ud af skabet som kvartalspoet og kan derfor i lidt klarere vendinger forsøge at diagnosticere den store vanskelighed ved at skrive lyrik. Dét, at man i digtet finder frem til så personligt et udtryk og for en stund tilsidesætter det formelle, konventionelle sprog, gør det samtidigt svært at udøve selvkritik. Forleden dag ryddede jeg op, og fandt en kasse med falmede digte. Og det er selvfølgelig en løgn, for jeg vidste nøjagtigt, hvor kassen stod; til gengæld er det ikke en løgn, at jeg efter en gennemlæsning var præcis ligeså meget i vildrede omkring digtenes lyriske kvaliteter, som jeg var, da jeg for 10-15 år siden skrev dem og hastigt pakkede dem væk. Ingen har nogensinde fået lov at kaste et blik på mine ungdommelige udgydelser – dels fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt ”de holdt”, dels fordi jeg frygtede ”den truende ydmygelse”.
I dyb respekt for de mange poetiske sjæle, der i disse dage sidder til langt ud på natten, før de sender deres digte til en ganske fremmed mand, vil jeg – bævende af angst – bringe et par linjer fra et af de mange gulnede ark. Lad det være en opfordring til alle om enten at gøre mig følgeskab ud af det lyriske klædeskab eller opmuntre andre digtende folk til at melde sig til Z-faktor.

 Maj 1944

Gradvist dør kakafonien ud
tone for tone vokser stilheden frem

Barnets gråd diminuerer
og klinger ud i en slutakkord
med piccardisk terts
Pulsen fra det lille legeme
går i samklang med det
bankende moderhjerte og
i øjeblikket før den endelige stilhed
mødes deres øjne – ikke her,
ikke i tiden, men hinsides
alt, hvad der er begribeligt
Varmen fra hendes nøgne bryst forgrener sig
i den spæde krop
og i det lille øje aner moderen
et glimt af solen, der
stor og varm vokser sig ind
i hendes svulmende barn

I lyset
fra den genopstandne sol
danser birketræernes nyudsprungne blade
blidt

Ekkoet – ekkoet – opløses i rummet
fire luger, taktfast slået i.

Saligt glider den nybagte mor med barnet i sin favn
ned
i mørket og
ud i evigheden

Reklamer

2 kommentarer to “Z-faktor”

  1. Frank Colding Says:

    Kære Nicolai

    For mig er tilgængelighed, forståelighed lyriske kvaliteter, og jeg synes godt jeg kan forstå dit digt; danne indre billeder ud fra teksten af en fødsel og den første øjenkontakt mellem mor og barn.

    Hvor digteren selv er placeret, kunne jeg ikke først lige blive klar over. Men ud fra årstallet 1944 gætter jeg, at du i dag er en moden mand på 64, at det er din egen fødsel, du gør dig forestillinger om, måske efter at have været med til dit eget barns fødsel. Men det er jo blot gætværk.

    Ordet “kakafoni” forbinder jeg med den overvældende oplevelse af moderens skrig og jordmødrenes opmuntringer og vejledninger. Barnet kommer ud, lyden, “musikken”, aftager i styrke.

    Jeg har aldrig selv været med til en fødsel. Men har set fødsler i fjernsynet. Og bare det kan vække store følelser.

    I strofen: “I lyset fra den genopstandne sol..” udtrykkes glæden over underet på en jordnær måde.

    Den følgende strofe: “Ekkoet..Ekkoet..” Viser for mig en rystethed. Jeg forstår ikke “taktfast slået i” Er det en dør, der bliver slået i?

    Jeg er lidt betænkelig ved at digtet så at sige “glider ud i evigheden” til sidst. Men I landede jo forhåbentlig godt i Jeres hjem den aften. Eller dine forældre gjorde. Som travle nybagte forældrer.

    Venlig hilsen

    Frank Colding

    • rekve Says:

      Hvis forståelighed er en lyrisk kvalitet er mit digt nok ikke helt vellykket…
      Et par kommentarer til din læsning:
      Jeg er ikke født i 1944, jeg er fra 1973. I maj 1944 begyndte tyskerne at deportere ungarske jøder til de polske tilintetgørelseslejre – især Auschwitz-Birkenau (deraf digtets reference til birketræerne). Der blev i maj ’44 dræbt flere jøder end på noget andet tidspunkt under 2. verdenskrig.
      Kakafonien havde jeg tænkt som det inferno af gråd og angstskrig i øjeblikket lige efter, at den store jerndør til krematoriet blev smækket i.
      “I lyset fra den genopstandne sol” skal forstås helt bogstaveligt: en stribe sollys trænger ind i mørket og reflekteres i spædbarnets øjne. Lyset stammer fra en af de fire luger, gennem hvilke man smed en dræbende mængde Zyklon-B ned til de ventende jøder. Ekkoet er lyden af disse luger, der taktfast smækkes i og herefter… glider moderen og barnet “ned i evigheden”
      Så ja, din betænkelighed ved digtets sidste strofe er fuldt berettiget.

      Du skal have tusinde tak for dine kommentarer! Det er første gang nogen har udtalt sig om mine små dilletanterier.

      De bedste hilsner
      Nicolai

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: