Archive for januar 2009

Vinderdigte fra 2. runde af Z-faktor 09

24. januar 2009

Laila Lysbro Pedersen

Sylvia
Du er mit
Hjertes tavse skrig
En lydløs node
Nedfældet
På papiret
Hvor du danser rundt
Som i en evig rus
Så ensom og alene
Du er
Indtil du blot
Fader ud og mister
Den sorte sværte
Det eneste du ejer og har

Gennemsigtig som
En tåre
Løber du ned ad livets trappe
Og lige lukt ind i dødens knoglede arme
Ned til livets kolde kælder
Hvor din skygge
For længst
Havde fundet sin ro

Plath
Du er min
Glemte skygge
Som skriver
Mig lige ind
I ansigtet på døden
Ikke kun du, Sylvia,
Døden ved dit liv
Også jeg
Dør en smule
Når jeg husker tilbage på
Dit vanvids skønne
Raseri

Sylvia
Mit hjertes dronning
Må jeg hvile
Ved din side
I den sorte nat
Hvor poesien
Endelig
Også får
Rusket
livets sidste
Punktum
Ud ad mig.

 

 

Charlot Roslev

Nødråb fra 5. sal

Små kulørte prikker bevæger sig rundt
Jeg kan knap ane deres siluetter
Verden synes så uendelig langt væk
Her fra 5. sal

Det regner derude
Duften af sommerregn efter lange tiders tørke
En tæt lummerhed bliver forløst
Og man kan atter ånde frit

Jeg vil ud!
Se mennekene på tæt hold
Mærke deres forskelle
Leve helt eller slet ikke

Men vinduet vil ikke åbnes
Hiver og slider
River og flår
Og lige lidt hjælper det

Hvis blot jeg kunne trylle
Så havde jeg englevinger på
Jeg svæver henover byen
Og finder mit længe søgte ståsted

Slår ruden itu
Med bare og knyttede næver
Mærker liv igennem blod og smerte
Efter at have været død

Jeg springer
Vingerne redder mig i faldet
Jeg er her slet ikke
Og så alligevel…

Reklamer

Kunsten at lade sig bevæge

21. januar 2009

Efter første runde af Z-faktor har jeg modtaget en del breve fra folk, der har rost arrangementet og – især – de digte, der blev læst op. Et af disse lød sådan her: ”Jeg hørte nogle oplæsninger i dag, bl.a. 14-årige Christoffer, som var helt fantastisk og rørende. Hans digt gik lige i hjertet!”.
Jeg synes, det er imponerende, at en 14-årig er i stand til at tryllebinde en hel sal med sit eget digt. Men mindst ligeså fint synes jeg, det er, at man som tilhører er i stand til at vise oplæseren den respekt og tillid, det jo er, at møde digtet med en fuldstændigt ukritisk åbenhed og modtagelighed. At man er villig til at lade sig røre og bevæge, ja, lade ordene nå helt ind ”i hjertet” – også selvom man er dobbelt så gammel som digtets ophavsmand.
Så: tak for de søde ord. Og tak til Christopher Maxwell fra 8. klasse på Henriette Hørlücks Skole; du har skrevet et digt, der er usædvanligt modent og smukt i både sin udfoldelse af temaet, sin metaforik og – ikke mindst – sin meget sikre musikalitet.

Rød Rose
Et lys, en lysets solstråle
varmer din nøgne knop.
Vinterens skygge, på din krop,
begynder at tø.
Du bliver stor, spirer og gror
Men husk; selv den blomstrende rose,
skal en dag dø.

Vinteren var kommet tidligt.
Dag for dag, blev det mørkere.
Men i år var det anderledes.
Mørket var tungere. Dybere.
I horisonten lurede tordenskyerne.
Man kunne se de sorte skyer langt væk.
De var levende. De ventede.
Ventede i en tilstand, ofte brugt, men ikke forstået.
Ingen fugle sang.
Solen havde, frygtsomt, gemt sig bag det høje bjerg mod nord. Der var stilhed. Stilheden før stormen.
Ved siden af mig var en blodrød rose.
Rød som blodet strømmende hen ad jorden. Blodet blandt så meget andet blod. Størknet, fordi ingen havde gjort noget ved det.
Sunket ned i jorden.
Taget tilbage.
Det røde som i ilden. Den altfortærende ild. Mit hjem, mine minder… Mig? Væk. På et sekund. Den eneste advarsel, skrigene fra vinden da et af flyene, lod stenen fra hjertet falde. En teknologisk sten, hvis eneste varme var kold og dødelig.
Rød som mors røde læber.
De læber, der sidder på det ansigt, der for evigt er frosset i panik. Det ansigt der, sammen med resten af kroppen, er begravet under murstensbrokkerne og ligene af resten af dem jeg elsker.
På brokkerne er resterne af min sidste elskede, min sidste rose. Mit hjem, min barndom, i ruiner. Mine barndomsvenner, har mistet deres træ kæppe og erstattet dem med pistoler.
Havde jeg blot været hjemme var jeg forsvundet med dem.
Bagved mig var skyerne kommet tættere. Olie sorte var de blevet.
Jeg trækker vejret dybt og hiver i rebet. Grebet om min hals forstærkes og på få sekunder bliver alt sort.
Skyerne råber i raseri mod menneskene og krigen under dem.
Stormen var begyndt.
Men bag ved bakken mod nord, samlede solen sit mod og rejste sig i al sin blod røde magt!

På Golgata stod jeg med kun død omkring mig.
En blodrød rose, min eneste følgesvend.
Bag mig kun mørke,
foran mig et rødt lys,
en vejviser.
Et lys, en lysets solstråle
varmer min nøgne knop.
Vinterens skygge, på min krop,
begynder at tø.
Jeg bliver stor, spirer og gror
Men husk; selv den døende rose,
skal en dag rejse sig fra jorden igen.

Christopher Maxwell

Vindertekster fra 1. runde af Z-faktor

20. januar 2009

Adam Bouttai

 

 Pigen uden sommerfugle.

 

Endnu en dag forblev vi giganter

 

Fra fjerner til nærmer. Fandt dig.

 

Væk mig

 

Og vend dig ikke om.

 

Lærte ordene da regnen kom

 

Oversvømmet af blade i neon havet

 

I cigaretrøgens discountrytmer

 

Gennemsyret af alt der ikk’ er mainstream

 

Og betræder ukendte territorier.

 

 

 

Odense er til møde om finanskriser og luftkasteller

 

Uddeler sovelektioner i flæng

 

Life in Marvellous times eller…?

 

 

 

På Smukke festivaler

 

Fordrukne festivaler

 

Hverdagens festivaler

 

Eskapister i træning

 

Og den Fortabte generation tier

 

Laver backflips og skyklatringer

 

Mens pigen uden sommerfugle står i regnen

 

Lærer ordene bagfra og sidder fast i vendinger.

 

Ny-slang. Når du venter det mindst

 

 

 

Jeg fik for meget at drømme

 

Blev jeg væk?

 

For tiden virker alt anderledes

 

Anderledes dårligt?

 

Nej anderledes godt

 

Under januar himlen

 

Hvor jeg føler mig som et lille barn

 

 

 

Sommerfugle der forgår

 

Sommerregn i år

 

Og vådt hår

 

Når vi føler os som løver og bli’r får

 

Faldne engle blandt os hvisker

 

Fra hvor vi var, til hvor vi kommer

 

Kom tættere på pigen uden sommerfuglen.

 

Jeg sover ikke. Jeg drømmer ikke

 

Jeg er ikke vågen

 

 

 

 

 

I dag kørte jeg en betjents fod over

 

Han smilede bare.

 

Nogle gange er livet OK.

 

 

 

Skin dig igennem solen

 

Flere versioner af dig selv

 

Og hvis vagterne brokker sig

 

Hop ud af ordene

 

Ind i stjernerne

 

Fjern alt det skjulte oppe i ærmerne

 

Og kys den læbesløse.

 

Kunst fordunst

 

pingpongs hjernebark

 

 

 

Dublin Brænder

 

1000 gange rammer vores hoved puden

 

I dag. Nu

 

 

 

Smider alt for æterisk storhed

 

Taber alt

 

For evig evighed

 

Bare i dag

 

Bare før middag

 

Fantaster og kentauere.

 

I Odenses Neonhav

 

Følg pigen med sommerfuglen.

 

Fra nærmer. Til tætter. Fandt dig.  

 

 

 

 

Iben Fog Staal

 

 

Jeg går i land i det første landskab

med en indbildt ledsager, måske kun en

skygge der følger mig i disen. Gråt i gråt

drivende som oversøisk sang

tænderskærende gråd

over min hud, den vandige kulde der kryber helt ind til knoglen

 

Mens jeg vandrer i det grå

kan jeg vælge at dvæle ved de golde former, den tavse horisont

de silende silouetter.

Eller vende blikket mod vrangen

den glatte slimhinde i øjenlågets inderside

og drømmen om landet der endnu ikke er til:

i en krydsning af farverig erindring og gylden utopi

i hjertets endnu ikke udtørrede

mørkekamre

 

Her ligger bunker af brunt

affald og afkrængede, udtørrede hamme

på kanten af skakte

til underjordiske, transformatoriske kanaler

 

(Der er endnu ingen sammenhæng mellem det efterladte og det efter-

søgte)

 

Kun en samstemmende stilhed

en sumt syngende sorg over

øjets betændte tilstand

 

 

 

 

 

 

Så kører maskinen

20. januar 2009

 

Lørdag var en stor litterær dag for Odense. Kulturmaskinen slog endelig dørene op, og et engageret korps af maskinførere, blandt andet vores nye litteraturkoordinator, den uforlignelige Tomas Thøfner, ledte de mange besøgende ind i kulturfirmamentets mangeartede solsystemer. Det var en gennemført fornøjelse og som litteraturelsker glædede jeg mig især over poesiens centrale position i huset. Det blev indledt af en række smukke digtoplæsninger arrangeret af FLY, herefter blev Lise Kloster Grams meget spændende og på alle måder nyskabende vandreudstilling, Digte for begyndere og let øvede, åbnet og til sidst blev der taget hul på 1. runde af digtkonkurrencen Z-faktor.

11 deltagere var med til at gøre eftermiddagen i Kulturmaskinen til en stor oplevelse. De læste uden skælven deres digte højt for den fuldstændigt proppede sal, de fire dommere og lydfolk og journalister fra bl.a. DR’s P1. Niveauet var højt og dommerne måtte bruge lang tid for at finde frem til deres finalekandidater. Løbet blev da også utroligt tæt, men sammen med publikums stemmer lykkedes det alligevel at nå frem til to vindertekster: ”Pigen uden sommerfugle” af Adam Bouttai og ”Jeg går i land i det første landskab” af Iben Fog Staal. Begge digte kan læses her på bloggen.

 

De fire dommere skal have stor ros for deres meget flotte og konstruktive refleksioner over digtene. Efter 1. runde udtalte en af de tilstedeværende, at ”de udstrålede en aura af ro og dyb indsigt”… det var som taget ud af min mund. Og lad mig da så lige stolt præsentere panelet:

Simon Høirup:

Sangskriver og guitarist i Simon Høirup Band. Har udgivet 3 cd’er siden 2002 og har bl.a. indspillet soloalbum i Los Angeles. Udgiver ny cd til april, der er indspillet i Nashville.

Camilla Skjødt:

Forlægger: Skjødt Forlag stiftet i 2006 – fokus på spansksproget litteratur i dansk oversættelse

Oversætter: bl.a. “Fidel – mit liv” af Ignacio Ramonet (udkom 2007) på Schultz Forlag, samt oversætter og redaktør på eget forlag, bl.a. på titlen  “Latinamerika. Smag & Behag” – som fik kogebøgernes “Oscar” idet den er kåret som Best Latino Cuisine Book in the World 2008. Samme bog også kåret som Årets Bedste Bogarbejde af Foreningen for Boghaandværk 2008.

Kristina Krake:

Digter, gymnasielærer og med i kunstgruppen Granat. Har bidraget med digte til tidsskrifterne Hvedekorn og Apparatur og udgivet digthæftet “Ukrudt” ved Adressens Forlag. Derudover har hun produceret digt-videoen “En flis af verden” og iværksat anderledes litterære arrangementer  blandt andet en digtoplæsning i en stor kasseinstallation på Odense Havn og oplæsningen “Skipperdigte”, der foregik ombord på skibet Svanen, mens skibet sejlede ud af Odense Kanal. 

Cindy Lynn Brown:

Mag.art. litteraturvidenskab, digter, kører et skriveværksted for AOF, arrangør af Odense Lyrikfestival, formand for FynsVærk Lyrikgruppe, medlem af FLY digtergruppe, bestyrelsesmedlem i LitNet, har oversat den franske digter Queneau til dansk, har udgivet i diverse antologier, Hvedekorn mm., udkommer med samlingen Korrektur sidst i januar/februar.

 

De fire dommere var enige om, at alle digtene lå på et højt kunstnerisk niveau. Jeg ville så gerne plukke lidt i hvert enkelt digt og fremhæve nogle af de mange smukke metaforer, paradokser, metonymier, sammenligninger, ja, troper og figurer i enhver afskygning, vi blev begunstiget med fra scenen i lørdags. Det tillader pladsen desværre ikke, så Litnet arbejder i stedet på at samle alle bidragene enten elektronisk eller i papirform; det kommer der naturligvis nærmere besked om.

Jeg vil dog alligevel slutte af med at citere to digte for at illustrere, hvor højt niveauet var: 

 

Du læner dig mod mig og ind i mit øre siger du: Jeg har tit siddet i vinterstuen og kigget på birketræet udenfor. Jeg har ledt efter det blad, der står helt stille mellem andre.

Du mener: Det er det blad du elsker mest.

Jeg mener dit ansigt, så tæt på mit, er som en stor armbevægelse i et lille rum.

(Camilla Nicole Bitsch (tilgiv mig den forkerte udtale i lørdags), digtet er citeret i fuld længde. Jeg synes det er et enestående fortættet og bevægende digt, og den hårdt knyttede form passer perfekt til digtets stramme komposition)

 

Og læg så mærke til det energiske billedsprog og musikaliteten i dette digt:

 

Jeg kaster sproget ud i verden, som slog verden ihjel

og bliver så simpelt sprudlende, ufrankeret mig selv.

 

Vi fokuserer kalejdoskopisk

og drejer selv med rundt og rundt, rundt og rundt.

 

Vi stiger med tidevandet i mund fra hånd,

i små genfødsler af lyd sopper vi i hinandens vaner

udfolder hele foredragsrækker

som musetrapper i rygraden på en gestus,

 

det smæld det giver, når vi tavst rammer pligten,

og det ekko det tager, før huset er væltet helt om på siden,

 

at elske kun det lyseste er et papirskib af åndenød

klaskende flue efter flue før bølgerne findes brugbare nok,

det er det farligste i mit kvarter af tiden,

her hvor før er før og siden er siden,

hvor tro trods alt er tro, mens viden kun er viden.

(Rune Kjær Rasmussen: Ventilerne (uddrag))

 

Vel mødt til de næste to runder af Z-faktor, 23.1. og 30.1. kl. 16 på Kulturmaskinen!

 

Den sympatiske anonymitet

20. januar 2009

Jeg har modtaget en del digte fra folk, der enten ønskede at være anonyme eller ikke selv magtede at læse deres digte højt. Et af disse kom fra en ung fyr, der akkompagnerede sit digt med ordene: ”jeg er anonym. jeg kan ikk.. jeg har ikk nerver til det.. overhovedet. I sådanne situationer er det selve personen der har skrevet digtet som kommer i centrum og det er ikke min mening. jeg har ikke lyst til at læse det op. desværre”. Udsagnet afspejler en ydmyghed og sympatisk respekt for værket – og ikke manden bag det – som ligger milevidt fra tidens ulidelige ’Vild med dans’-mentalitet, hvor det primære fokuspunkt er den flygtige form frem for indholdet. Det er et meget personligt og inderligt digt, der sætter et skrøbeligt lyrisk jegs smertelige erkendelse af kærlighedens ophør i scene. En erkendelse der munder ud i et ganske ejendommeligt, men også stærkt paradoks, der afspejler en enten erkendt eller uerkendt vrede hos det lyriske jeg og på den måde kan pege både tilbage mod en sorg, der er stivnet i bitterhed, og en forløsning af sorgen… en forløsning gennem skriften.

E.T.

så stod jeg der
midt i kampen
midt i dit hårde arbejde
midt i din cirkel af forventninger
mistillid, afbrændte følelser

du kigger op fra dine våde øjne
mærker at du ikke har det mere
du er ikke med mere

hvad er der så tilbage?
hvad var der så tilbage?

jeg var tilbage
og det eneste, jeg ville, var
at komme hjem
og se den familie
der først tog mig til

jeg ser først nu hvordan du er
jeg troede du var noget for andre
men du sidder med ryggen mod muren

jeg savner dig

jeg ser alt klart nu
dette er ikke mit hjem
jeg hører ikke til her

for mens I bliver større
bliver jeres verden mindre

Z-faktor

4. januar 2009

I juleferien læste jeg den mest vidunderlige bog, Tyvenes by af David Benioff, en roman, jeg i mod min vilje havde fået gennem Gyldendals Bogklub som månedens bog, fordi jeg i decembertravlheden havde glemt at afbestille den. Jeg gik derfor til den med en blanding af instinktiv fjendtlighed og trods. Men et ethvert forbehold blev gjort til skamme, og jeg endte med at få mig en af årets bedste læseoplevelser.
Handlingen udspiller sig i det belejrede Leningrad i den tidlige vinter 1942, og her følger vi to umage skønånder, den tænksomme Lev og den charmerende levemand Kolja. Lev er søn af en forfatter, der blev henrettet af NKVD, Kolja er ved at skrive en litterær afhandling om Usjakovos mesterværk Gårdhunden, som han ivrigt udlægger og citerer lange passager fra for Lev. Først på side 180 går det op for Lev – og læseren – at Usjakovo er en ikke-eksisterende forfatter, og at Gårdhunden i virkeligheden er Koljas eget værk: ”Kolja virkede frygtløs”, ræsonnerer Lev, ”men alle bærer frygt i sig et eller andet sted; frygt er en del af vores arv. Vi nedstammer jo fra små, frygtsomme spidsmus, der gemte sig i mørket, mens kæmpestore dyr trampede forbi! Kannibaler og nazister skræmte ikke Kolja, men det gjorde en truende ydmygelse – den mulighed, at en fremmed skulle le ad de linjer, han havde skrevet”.

Lad mig afbryde min ordstrøm om Benioffs roman – for det kunne godt blive langt – og føje et par oplysninger til præsentationen fra min sidste blog: Udover at være ny i trafikken er jeg også med til at arrangere Litnets store digterkonkurrence, Z-faktor, som indledes i Kulturmaskinen om 2 uger, den 17. januar. Jeg har fornøjelsen af at modtage deltagernes tilmeldinger og lyriske bidrag, og det er faktisk ansporet heraf, at jeg bringer den både frygtløse og frygtsomme Kolja på banen. Det har slået mig, at en stor del af tilmeldingerne er kommet på tidspunkter, hvor jeg normalt ikke modtager mails… den sidste kom således natten til den 31. december kl. 3.52. Og hvorfor så det? Jeg tror, nej, jeg er sikker på, at det kan forklares ved, at disse digtere næres af præcis den samme angst som Kolja: Om ikke frygten for at blive leet ad, så frygten for ikke at blive forstået. Et digt er for mange, nok især amatørpoeter, en udfoldelse af et meget personligt udtryk, der ofte udspringer direkte af vores allerinderste. Ikke forstået sådan, at den digtende nødvendigvis udleverer sine mest intime hemmeligheder eller sit følelsesliv, men i digtet udtrykkes et sprog og en billedverden, som ligger langt fra dét sprog, vi kommunikerer med i dagligdagen. Netop dét, at digteren giver så meget af sig selv, og vel et mærke et selv, som formentlig er skjult for næsten alle andre mennesker, gør i sagens natur ham eller hende kolossalt sårbar overfor fx en lunken applaus, eller værre endnu, kommentarer som: ”Det var da meget godt”.
Jeg har én gang i mit allerførste år som gymnasielærer brugt et digt, jeg selv havde skrevet, og det var uden tvivl den gang, jeg var mest nervøs før timens start – også selvom jeg ikke gav mig selv til kende som digtets forfatter og i øvrigt havde fedtet teksten ind i et pseudonym, som pegede i alle andre retninger end min.
Nu er jeg så sprunget ud af skabet som kvartalspoet og kan derfor i lidt klarere vendinger forsøge at diagnosticere den store vanskelighed ved at skrive lyrik. Dét, at man i digtet finder frem til så personligt et udtryk og for en stund tilsidesætter det formelle, konventionelle sprog, gør det samtidigt svært at udøve selvkritik. Forleden dag ryddede jeg op, og fandt en kasse med falmede digte. Og det er selvfølgelig en løgn, for jeg vidste nøjagtigt, hvor kassen stod; til gengæld er det ikke en løgn, at jeg efter en gennemlæsning var præcis ligeså meget i vildrede omkring digtenes lyriske kvaliteter, som jeg var, da jeg for 10-15 år siden skrev dem og hastigt pakkede dem væk. Ingen har nogensinde fået lov at kaste et blik på mine ungdommelige udgydelser – dels fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt ”de holdt”, dels fordi jeg frygtede ”den truende ydmygelse”.
I dyb respekt for de mange poetiske sjæle, der i disse dage sidder til langt ud på natten, før de sender deres digte til en ganske fremmed mand, vil jeg – bævende af angst – bringe et par linjer fra et af de mange gulnede ark. Lad det være en opfordring til alle om enten at gøre mig følgeskab ud af det lyriske klædeskab eller opmuntre andre digtende folk til at melde sig til Z-faktor.

 Maj 1944

Gradvist dør kakafonien ud
tone for tone vokser stilheden frem

Barnets gråd diminuerer
og klinger ud i en slutakkord
med piccardisk terts
Pulsen fra det lille legeme
går i samklang med det
bankende moderhjerte og
i øjeblikket før den endelige stilhed
mødes deres øjne – ikke her,
ikke i tiden, men hinsides
alt, hvad der er begribeligt
Varmen fra hendes nøgne bryst forgrener sig
i den spæde krop
og i det lille øje aner moderen
et glimt af solen, der
stor og varm vokser sig ind
i hendes svulmende barn

I lyset
fra den genopstandne sol
danser birketræernes nyudsprungne blade
blidt

Ekkoet – ekkoet – opløses i rummet
fire luger, taktfast slået i.

Saligt glider den nybagte mor med barnet i sin favn
ned
i mørket og
ud i evigheden