by

det er med megen glæde at denne kladde til et kærlighedsdigt

bringes med jimbuts velsignelse. tak! rigtig god læselyst – og husk du kan læse mere

ved at følge linket i indlægget fra i går.

 

 

Ikke-Højsang

 
 
Jeg lader mit ansigt falde
imellem maskerne og et intet
Jeg ser ingen komme
og tiden lader sig sove
iblandt ansigterne
 
Alligevel skærer en urviser på denne sovende tid
En revne
som åbner en dør til et møde
med hende i en anden by
 
Mine fingre strejfer på en væg
hvor jeg ser mit ansigt falde ned
Det farer ind i dybden af et ukendt lavland
Jeg ser ingen komme
 
Et ukendt lavland
det sted, jeg selv gerne vil komme
Jeg bruger ingen tid
Lad os blot sove
Hun sover
 
iblandt ansigterne
Man siger at vi ser mennesker
i de forskellige tider
imellem maskerne og intet
at vi ser dem spise og drikke
og nyse under solen

 
Hun græder
i dybden af det ukendte lavland
 
Jeg løber efter hendes spor
Jeg forestiller mig hendes ansigtsudtryk
Jeg blæser glas i hendes form
og det bliver til adskillige guder, når det falder i stykker
 
Jeg tegner et kort af lavlandet
Jeg tegner en hende, der græder

 
Jeg har tegnet verden om
da jeg så hende blive forelsket
 
Hendes forelskelse er en sø
i den mørkegrønne dal
Dertil skal jeg rejse
for at hente hende
 
Hun står i midten af den omtegnede verden
Hun bider på sin læbe
Hun ser mig gå ind i lavlandet
Er det mig eller
er det en anden
 
Jeg vandrede igennem hundredvis af dale
Jeg gik forbi tusindvis af mennesker
Her kommer jeg i dette ukendte lavland
for at hente dig

 
Jeg har tegnet verden om
og nætterne blomstrer på min håndflade
I entréen af denne verden lukker jeg hende ind
i en stor by, hvori er hun en fremmed
Hun spadserer på min barndoms morgentorv
og følger min morgengymnastik
Drenge og piger med skoletaske farer hende forbi
eller også en bus og en cykel
Du ser en scene du er ved at træde på, og jeg ser en scene
jeg ser
 
Jeg opsøgte hundredvis af gader
Jeg spurgte tusindvis af mennesker
Nu samler jeg en glas-gud op fra gulvet
for at leve dine gamle dage

 
Så man spiller en meningsløs melodi
i midten af menneskemængden
Se, at neglene vokser frem
at håret gror gråt
at tænderne løsner sig
Det er en omtegnet verden
men folk går stadig på restaurant
 
Men det er en omtegnet verden, og når hun føler sig utilpas
kalder man skrigende på integration
men jeg tegnede verden om
fordi jeg så hende blive forelsket

 
 
Hendes forelskelse er en sø
i den mørkegrønne dal
Der har jeg været
for at hente hende

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: