Archive for august 2008

Foreløbig status

31. august 2008

Foreløbig status

Jeg er i gang med at interviewe pædagogerne enkeltvis. Det kommer der spændende refleksioner ud af, ligesom de jævnligt forærer mig nye historier, som jeg udskifter med de mindst vigtige af de gamle, der ellers er filet og pudset grundigt. Sådan bliver bogen skrevet flere gange, temmelig arbejdskrævende, men nødvendigt, fordi mine samarbejdspartnere jo ligesom andre skabende væsner kommer i kontakt med hidtil ukendt stof under processen.

En tredjedel af den tid, jeg har afsat til projektet, er forløbet, og bogen er blevet så meget bog, at jeg ikke, selv med min bedste vilje, ville være i stand til at begynde forfra eller vælge en ny metode. Den har en identitet, om end skrøbelig, næsten som de børn den handler om, hvis tanker og følelser, man forestiller sig, men aldrig helt ved, om man har fattet.

Jeg minder mig selv om, at ingen af mine romaner endnu er kommet til at ligner det, de var, mens jeg bar på dem, og at de alligevel på et eller andet tidspunkt afkrævede mig respekt i den skikkelse, de nu fik.

Det anderledes ved denne lille bog er imidlertid, at andre end jeg selv har gået svanger med den, og hvis jeg ikke engang magter at ramme mit eget billede, hvordan i hele hule . . . skulle jeg så kunne ramme deres?

Nå, jeg satser på, at vi, konfronteret med det endelige resultat (som indtil videre hedder ”Historier om børnehuset fortalt til Vibeke Marx”), på stedet og i samlet flok overgiver os.

Tak for denne gang.

Reklamer

Kaos

27. august 2008

Kaos

Alt er kaos lige nu, og jeg har for første gang, sådan for alvor, spekuleret over, hvad søren der fik mig til at sige ja tak til denne her opgave.

For det første manglede halvdelen af optagelserne på den sølvfarvede, for det andet har jeg været til forældrekomsammen for at hilse på og sige: Værsgo, ytr! idet et af pædagogernes temaer var ind – og udflytningshistorier fra forældre.

Men når først en far har taget sig sammen til at snakke, er det jo ikke nok men indflytningen, så får man selvfølgelig det hele: Øjeblikket, da det gik op for forældrene, at deres barn var handicappet, forfærdelsen, afhængigheden af et samfund, som måske ikke altid har det til rådighed, som man kunne ønske sig. Det vælter ud, og jeg kan ikke stå i et hjørne af rygerummet og tage notater, dertil er det simpelthen for nært.

Så lige nu er hovedet ikke alene fyldt med alle indtrykkene, også en etisk balancegang huserer, for der bliver ikke plads i bogen til de lange betroelser, og vil man så ikke føle sig udnyttet, når man har øst af sit hjerte, og kun et kort referat bliver synligt for verden?

Sølvfarvet djævel

24. august 2008

Så har jeg været til møde med en hel flok spændte pædagoger, som skulle have de første kapitler læst op og en røffel, fordi jeg ikke har tilstrækkeligt med materiale.

Som de dog snakkede og funderede og grinede og protesterede, når jeg var for langt ude, og alle lydene blev optaget på en lille, sølvfarvet djævel, eftersom jeg ikke både kunne styre ballet og tage notater.

I dag sidder jeg så med hele udstyret parat, papir, blyant, dagsorden, så jeg ved, hvad kommentarerne refererer til samt ikke mindst en stor nervøsitet, fordi jeg ikke er tryg ved den sølvfarvede djævel.

Går frem efter manualen og nu, nu, nu starter den! Nej, den gør ikke, i displayet står der ”low battery”!

Det er lige her, vandene skiller mellem dem, der giver sig til at undersøge hvilke batterier og hvor – og så mig, som sidder helt stille og går i panik. Er nødt til at vente til ”nogen”, som kan sådan noget, kommer hjem.

”Jeg tror, du har forstået, hvad vi vil”, sagde en af pædagogerne, da jeg gik. Det var sørme godt, hvis jeg ellers kan komme til det!

Vetoret

18. august 2008

I begyndelsen tænkte jeg, at den foreliggende opgave burde have været løst af en journalist. Siden gik jeg ind for en pædagog/psykolog og atter nogle erfaringer senere en redaktør – simpelthen.

Alt sammen fordi jeg ikke kunne mærke, at jeg brugte mit forfatterhåndværk, men udelukkende forsøgte at skabe overblik og tydeliggøre.

Forleden gik det så alligevel op for mig, hvad projektet skal med en forfatter. Mit råmateriale består af mindst ti forskellige menneskers skriftlige og mundtlige stemmer, og hold da op, hvor de er – netop – forskellige. Den forskellighed vil jeg gerne have til at overleve i det færdige produkt, men for at essensen ikke skal drukne, er jeg er nødt til at barbere svulstigheder, gentagelser med mere væk, og det kræver en nænsomhed og respekt for den enkelte karakter, som jeg er vant til at udvise, når jeg skriver skønlitteratur.

Jeg har forelagt samarbejdspartnerne min konklusion, som går ud på, at de må have vetoret, hvad angår indhold, jeg når det gælder sprog. De virkede umiddelbart en smule forbeholdne, måske på grund af ordet ”vetoret”, så jeg er åbenbart ikke så nænsom, som jeg selv går og tror.

Karaktergivning

12. august 2008

De første 4 kapitler, eller skitser til samme, er afsendt, og mine ”kollegaer” har et par dage til at fundere over mine formuleringer og uddybende spørgsmål, før jeg skal mødes med først bogudvalget og siden hele personalegruppen.

Jeg er lidt prikken, konstaterer jeg, næsten som når jeg har sendt et manuskript til forlaget og konsekvent hilser på min åbenbart livslange angst for ikke at gøre det godt nok. Bander for gud ved hvilken gang over den karaktergivning, man som forfatter er nødt til at finde sig i, før jeg vågner af selvmedlidenheden ved tanken om, at mine samarbejdspartnere jo mindst lige så meget som jeg er udsat for bedømmelse.

Her sidder jeg og disponerer over deres åbne sjæle, mens de venter i spænding på, hvordan de tager sig ud på tryk.

En underlig dobbeltposition at have, at være ”ansat” af dem, jeg på sin vis har magt til at udstille. Det vil jeg lige tænke lidt over.

Poirot på banen

9. august 2008

 

Jeg er så småt ved at have overblik over pædagogernes materiale, som består af dagbogsoptegnelser og ”succeshistorier” optaget på diktafon under diverse personalemøder.

Forud for min ansættelse var pågået en lang proces, hvorunder man arbejdede sig ind på, hvilke temaer, der skulle berøres i bogen, og her sidder jeg så med temaerne i den ene hånd og hverdagen i den anden.

Som man måske kunne have gættet, er der langt fra teori til praksis, fx forefindes 11 historier om sansestimulering, men ingen om etik eller samarbejde, så hvad nu?

Heldigvis husker jeg udmærket fra min egen tid i institutionsverdenen, hvordan de store pædagogiske slagord blev hentet frem hvert år til ære for virksomhedsplanerne, blot for kort efter at vige pladsen for de mere jordnære krav om besparelser og afvikling af det årlige karneval.

Men så er det jo, at mutter her må trække i detektivdresset og finde frem til det, medarbejderne gerne vil fortælle, selvom de altså ikke lige gør det.

Når bålet ikke er brændt ud

4. august 2008

I moderne pædagogik taler man som bekendt ikke om problemer, men om udfordringer, og jeg er stødt på min første af slagsen. Den består i, at ”min” institution denne sommer har haft en oplevelse, som overskygger alt andet: Kronprinsesse Mary var på besøg i syv minutter, og endnu er ingen helt blevet sig selv siden.

Jeg er mildt sagt meget lidt royalist, men da jeg jo skal være loyal (som rimer på royal, hov), er jeg nødt til at forsøge at gå åbent til sagen. Dog vil jeg foreslå, at vi gemmer Mary til sent i forløbet, så de involverede bliver i stand til at se det fornemme besøg i et lidt mere flerfarvet lys. Måske kan jeg fortælle om min første bog, som var en selvbiografisk fortælling om et forlist plejeforhold, skrevet mens jeg endnu hang i laser efter bruddet, hvad der gjorde den så privat, at jeg i dag ikke kan holde ud at læse den.

Det håber jeg, at mine samarbejdspartnere forstår, og hvem ved, måske er jeg så blevet en smule royalist i mellemtiden.

Begejstring

1. august 2008

Litnet

1.8.08

Jeg har let til begejstring.

En gang i foråret blev jeg kontaktet af en gruppe pædagoger, som arbejder med multihandicappede børn, og havde besluttet at skrive en bog om deres arbejde. Vi mødtes, jeg blev begejstret, og vi aftalte, at indlede et samarbejde med mig som skriver 1. august.

Nu er jeg skønlitterær forfatter, så en opgave som denne ligger ikke lige for, men det var det, jeg glemte, den dag jeg blev begejstret, for de åbne ansigter, engagementet, viljen. Det hører også med, at jeg selv engang var pædagog og så let som ingenting forstod kollegaernes tankegang.

Men de seneste dage har jeg godt nok sovet lidt uroligt, for er det nu ikke mere en opgave for en journalist? Nå, min bondeanger kommer jo en postgang for sent, der er ikke andet at gøre sig end umage.

Vi har aftalt arbejdsgangen som følger: Pædagogerne har i sommerperioden været udstyret med en lille båndoptager, til hvilken de har fortalt de historier, de gerne vil formidle til verden. Den har jeg fået sammen med liste over temaer, som de ønsker behandlet, og min opgave er så at trække temaerne ud af de levende historier, stille uddybende spørgsmål til fortællerne og evt. andre involverede og få det hele til at gå op i en læsevenlig enhed.

Min største bekymring går på, om jeg er i stand til at formidle DERES historie, om jeg med andre ord kan lade være med at manipulere en smule (man er vel digter), og om jeg vover at grave lidt i ”korrektheden”, for der er jo ingen, der gider læse på hundrede forskellige måder, at ”vi elsker vores arbejde”. Og hvis jeg nu vover og magter det, hvad så hvis jeg rører ved noget, der er svært, for et eller andet må der vel være, og det påvirker medarbejdernes indbyrdes forhold eller forholdet til forældrene?

Under alle omstændigheder vil jeg for en tid indgå i et fagligt fællesskab, en salig tanke for en ellers ”lonely writer”.