Archive for juni 2008

Müzikhol

8. juni 2008

lyd af
tøvende
plastik
himmel
samler
forgæves
blik
smelter/
marmorerer
overflader/
horisonter

sol
rider mod nedgang

Reklamer

I sig selv en fantastisk fortælling

7. juni 2008

opvaskemiddel

boller

pålæg, Helena

sødemiddel

letmælk

skummetmælk

yoghurt

ristede løg

remoulade

vaskeservietter

Følgende liste står på et go-card, jeg fandt på vej til skovsøen. Kortet lå på et skræppeblad i vejkanten. Jeg samlede kortet op og vendte det. Har du glemt mig? stod der med trykte bogstaver på kortets motivside. Jeg havde min iPod i lommen og gik netop og tænkte, om jeg, fordi jeg automatisk fulgte musikkens rytme mens jeg gik, ja faktisk halvt dansede afsted, kunne opfattes som en slags koreografisk live-happening? Og var kortet tabt eller var det street art? (og var det street art da der gennem hele 2007 blev “tabt” den ene karton yoghurt, kærnemælk, ymer o.s.v. efter den anden på nøjagtig samme sted på Vesterbro, på fortovet, på den modsatte side af vejen overfor Føtex?)

Uanset hvad fortæller listen på kortet en hel historie: det er HAM der er på vej ud for at handle. Hun (Helena) beder ham om helt specifikke ting (pålæg), Helena er nemlig på slankekur (sødemiddel), sikkert efter fødslen (yoghurt og vaskeservietter til baby). De får familien på besøg om eftermiddagen (boller) og senere kommer hans venner og ser fodboldkamp (han laver hotdogs med remoulade og ristede løg). Helena og ham er enige om mange ting, men holder på hver deres vaner: han vil have sin letmælk og ikke det tynde sjask (skummetmælk) som hun foretrækker.

Kimen til hverdagsdramaet er lagt, digt selv videre!

Apropos sproget som fysisk forankret …

6. juni 2008

Så lad mig da gøre et forsøg på en anmeldelse.

Et tab for Odense var da dansekompagniet Mancopy ikke fik deres ansøgte lille storbyteater bevilling i foråret 2007 og derfor rykkede videre til Århus. Det eneste man kan tilgive Odenses politikere for i dén beslutning, er, at Mancopy nu har langt større udfoldelsesmuligheder og fremtidsperspektiver gennem Archauz i Århus.

I spidsen for Mancopy (og Archauz i det hele taget) står koreograf og danser Jens Bjerregaard, hvis motto er “Shut up and dance”. Det må bestemt være os pludrehoveder i den litterære verden han hentyder til, og når selv vores egen medspiller Joyce siger, der er noget om det, at sproget er libidisk og dermed forankret i det fysiske, kunne vi jo prøve at danse lidt med.

Om dansen siger Jens Bjerregaard himself (ja, typisk: vi bruger ord til at beskrive alting med, selv det der netop ikke er interesseret i ord):

“Dans læses med kroppen og du kan forstå dansens sprog uanset at de fire dansere foran dig er fra Kina, Frankrig, Tyskland og Spanien. Det er internationalt – ikke i kraft af at det kan oversættes til fem forskellige sprog, men i kraft af at dine sanser umiddelbart forstår dansens bevægelser. Uden tolk.”

Og til Jer der gik glip af forestillingen Iconic/IronicIntet står alene og alting kan spejles på Momentum d. 16. og 17. maj:

Der sker mange ting i Iconic/Ironic; forestillingen består af koreografiske brudstykker, en række historier anbragt i et neongrønt felt. Scenografi og lyssætning er skabt af Kim Glud, med tydelig inspiration fra Piet Mondrian, og i denne scenografi kager fire personer (Wencke Kreimer (DE), Iker Arrue Mauleon (ES), Eve Garnier (FR) og Kang Ma (CN)) rundt mellem hinanden, skrigende. Flere meter høje skillevægge, der i materiale leder tankerne hen på hvide fiskekasser eller måske spejlblanke facader på skyskrabere, skubbes rundt på hjul og danner hele tiden nye rum, nye muligheder. På et tidspunkt bliver skillevæggene en mur mellem publikum og scenen og forhindrer os i at se hvad der foregår – hvis ikke det havde været for skillevæggenes evne til at agere lærred for en abstrakt skyggedans. Vi sidder altså i Platons hule.<

Men før det: en smykkeskrinsballerina. Hurtigere og hurtigere drejer hun rundt til spilledåsemusikken, bliver rundtosset og mister balancen, bliver en falleret, desorienteret ballerina, som vi må skille os af med. Dernæst to mænd. Den ene sætter den andens arm i sving og tæller omdrejningerne (på kinesisk). Og så til konkurrencen, en armlægning på gulvet der ender i slåskamp. Vi får i løbet af forestillingen mange historier (og genrer) præsenteret og den ene afløser hurtigt den anden: modellen på catwalken, pornodansen, en hinkehoppescene, klassisk pardans, elementer af ballet, sågar et samleje og ikke mindst en lang ydmygende og uudholdelig telefonsamtale – “Die Telefonische Typberatung” – mens belysningen ændres til et nøgent, klinisk lys fra kun én lampe, efterfulgt af en total farvelægning i rød. Og senere får vi: “I am a dirty dancer, you are a dirty dancer” i mekanisk computertrance (Afrostati).

Vi (publikum) griner undervejs over klichéerne, dumheden, den poppede, manierede attitude, dressuren, men også over den slet skjulte samfundskritik. Disse marionetdukker, klædt i klovneagtige kostumer, eller måske hentyder striberne til fængselstøj (endnu en kliché), der lider under forventninger og snobberi (i kunstverdenen) er nemlig ikke kritikløse. De rækker først artigt fingeren i vejret, fordi de gerne vil sige noget, og stikker dernæst fingeren i halsen.

Vi har, som også forestillingens titel understreger, med klassiske ikoner at gøre. Det bliver gjort på Jens Bjerregaards koreografisk overlegne facon, med et nærvær og en fysisk præcision – og præstation, i intet mindre end verdensklasse.

I har stadig muligheden for at se Iconic/Ironic til sommer på Palamos summer dance festival. Tjeck: http://www.palamos.cat/summerdance/summerdance2008/index.htm

Af en (litterær) opdagelsesrejsendes dagbog

5. juni 2008

Jeg er helt syg med Samuel Beckett. Absurditet og fremmedgjorthed er i dén grad noget der optager mig. Beckett var samtidig med og omgikkedes Joyce, som må siges at være blandt litteraturhistoriens største ordækvilibrister (nørder). Noget af det sidste vi beskæftigede os med på skolen, var netop et Joyce-forløb, hvor Jeppe Brixvold så honningagtigt hældte sin viden ud over os.

Både Joyce og Becketts forfatterskaber endte i en form for sproglig og/eller syntaktisk opløsning, men på meget forskellige måder. Jeg havde således ikke tænkt nærmere over Becketts måde at opløse sig på, før jeg blev introduceret for Joyce, og det dermed blev sat i perspektiv.

Joyce trækker på litteraturhistorien, bruger talemåder, ordspil og –lyde. Der er en mangfoldighed af emner i hans forfatterskab, der er en social og stilistisk inklusivitet, en brug af symboler og en kompositionsform der tænker musikalsk og matematisk (fx. cirkulært). Det sidste stykke tekst med skriftens logik, siges at være Oxen of the Sun, kapitel 14 i Ulysses.

Joyce mente, at sproget er båret af lyst/begær (at det er libidisk), altså dybt forankret i kroppen/det fysiske og netop dér adskiller Joyce og Beckett sig (de adskiller sig på utallige måder, men dette er VIGTIGT).

Beckett bruger også visse ordspil og –lyde og han er meget stilistisk bevidst, men der er ikke på samme måde en social inklusivitet, og kroppen kan uden besvær forsvinde/opløses og blive til ren bevidsthed. Rummet er tit uvirkeligt og ikke sjældent meget klaustrofobisk.

Så hvor der hos Joyce ligefrem kan tilknyttes teksten kropslige organer (fx. livmoderen til Oxen of the Sun (Stuart Gilbert)), kan Beckett gå ind og ud af kroppen som han lyster (fordi den ingen forankring har), og sige ting som dette (uddrag fra Den Unævnelige):

“Det væsentligste er at humpe videre til vejs ende, så længe der er vande, bredder og, løssluppen i himlen, en sportslig gud der driller sine skabninger, ved hjælp af indskudte drønnerter. Jeg har slugt tre kroge på én gang, og jeg er stadig sulten. Hvoraf denne larmen op. Hvor gør det godt at vide hvor man er henne, hvor man bliver ved at være, uden at man er der! Der er intet andet at gøre end roligt at partere sig, i glad bevidsthed om at man, i al evighed, ikke er nogen. Det er en skam at jeg imens skal være nødt til at kæfte op, det hindrer den i at bløde i ro og mag, mens den njam-njammer. Nå, man kan ikke få alting, i disse de allersidste næstsidste tider. De skal nok en skønne dag få hentet mig op til overfladen, hvilket vil få alverden til at blive enig, om dette ene, at det ikke var umagen værd at have så meget besvær, med så ynkeligt et offer, for så ynkelige mordere. Og sikken stilhed der så bliver.”

Og:

“Jeg lytter. Nu har det været udskudt længe nok. Jeg er Worm, det vil sige at jeg ikke mere er ham, eftersom jeg pludselig hører. Men det vil jeg glemme igen, i heden, i elendighedens hede, jeg vil glemme at jeg ikke mere er Worm, men en slags Toussaint Louverture fra tiende zone, dér vejer de godt til. Som Worm opfatter jeg denne støj der aldrig vil standse, og som imidlertid udviser en vis variation, på bunden af en navnløs monotoni. På bunden af en evighed, hvilken ved jeg ikke, man har fortalt mig det, mit intellekt er pirret nok til at vide at det er en stemme og at der, i den natur i hvilken jeg kan prale med allerede at have foden indenfor, er ganske anderledes ubehagelige lyde, som ikke vil lade vente længe på sig. Prøv så at sige at jeg ikke var foruddisponeret til at være menneske.”

Bittersød kærlighed

4. juni 2008

… en mønt tabt i en rist.

På loppemarkeder og i genbrugsbutikker jubler jeg, når jeg finder nogle af Hasselbalchs kultur-biblioteksbøger i femkronerkassen. Her er både Dostojevskijs ‘Den ærlige tyv’ og ‘Et svagt hjerte’ fundet, foruden Flauberts ‘Breve før berømmelsen’, Dylan Thomas ‘En pelshandlers eventyr’ og Katherine Mansfields ‘Breve’. Sidstnævnte er god at have, fordi K.M. i brevene, udover at gøre sig overvejelser omkring sine noveller, giver et meget privat og uundværligt billede af sig selv før hendes tidlige død. Det skal lige i den forbindelse nævnes, at jeg har været i gang med at oversætte nogle af K.M.s endnu uoversatte noveller.

Seneste skud på min Hasselbalch-stamme er ‘Breve fra en portugisisk Nonne’, som i dén grad må røre ethvert ulykkeligt hjerte (og andre romantiske sjæle!). Selvom forordet medregner 350 års diskussion om brevenes ægthed – de blev publiceret i Frankrig 1669 og mistænkt for at være “litterær svindel”, er oversætteren Regitze Boeck-Hansen ikke i tvivl. Som hun skriver:

“Min Tro paa, at Brevene er ægte, beror imidlertid hovedsagelig paa Indholdets Beskaffenhed. Jeg har endnu ikke læst en opdigtet Kærlighedshistorie, hvor Heltens og Heltindens første Møde ikke er beskrevet. Eller vilde en Forfatter saa tilfældigt omtale Marianas Broder og Dona Brites, uden et Ords forklaring om disse Personer? Og Emmanuel og Francisque? Forfatteren gaar ud fra, at vi kender disse to. Sandsynligvis var de Tjenere; men de kunde lige saa godt have været Hunde. En Digter vilde ganske automatisk være kommet med Forklaringer. Endelig er Stilen i disse Breve saa iøjenfaldende forskellig fra de følgende foregivne Fortsættelser, udgivet samme Aar af samme Forlægger. Hvis de var skrevet af den kendte Guilleraques eller den ukendte Guilleraques, og ikke Nonnen, er det besynderligt, at han ikke senere skrev noget af Betydning, og endnu mærkeligere, at han aldrig tog Æren af et saa berømt Mesterværk.”

Og så et par fantastiske punchlines (kynikere kan stå af her):

“Imod al Sandsynlighed nægter jeg stadig at tro, at du ikke holder af mig, og jeg er langt mere tilbøjelig til at hengive mig til min Kærlighed til dig end til at beklage mig over din Ligegyldighed.”

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at indskyde, som Moloko synger: “love is always riddled with selfishness.”

Nå, videre …

“Min Kærlighed har gjort Indtryk paa alle; men dig rører den ikke. Du skriver kun kølige Breve, fulde af meningsløse Gentagelser, og det halve Ark er ubeskrevet. Du lægger ikke Skjul paa, at du blot længes efter at faa dem overstaaet.”

Suk.

“… for jeg var overbevist om, at du havde lagt Mærke til mig blandt alle de andre, jeg var sammen med. Jeg forestillede mig, at du standsede og at du var glad over, at jeg kunne se dig bedre; jeg beundrede din Færdighed, da du satte i Galop, og var forbløffet over min Angst, naar du var i Fare.”

“Jeg vilde ønske, at alle Frankrigs Kvinder faldt for dig, og at ingen elskede dig oprigtigt, og at du ikke fattede Kærlighed til dem. Den Tanke er latterlig og umulig; desuden har jeg de bedste Beviser for, at du ikke evner at elske nogen, for mig har du glemt uden Aarsag og uden at være tvunget af en ny Lidenskab; maaske havde det været bedre, om du havde haft virkelige Undskyldninger.”

“Farvel, jeg tør ikke nævne dig ved tusinde ømme Navne, heller ikke tør jeg frit overgive mig til mine Følelser. Jeg elsker dig tusindfold mere, end min Tanke kan fatte. Hvor er du haard imod mig, hvor er du hjerteløs. Du skriver aldrig.”

Hvem foretrækker du at tilbringe tid med: den du elsker eller den der elsker dig?

“Ak, dit sidste Brev bragte det (hjertet) i en sørgelig Forfatning. Det bankede saa heftigt, at jeg troede, det vilde forlade min Krop og gaa bort for at lede efter dig. Alle disse oprivende Sindsbevægelser foraarsagede, at jeg i mere end tre Timer tabte Bevidstheden.”

Dangerous Liaisons – go home!

“Farvel, jeg kan ikke udholde at forlade dette Papir, som du vil holde i dine Hænder. Kunde blot samme Lykke times mig; men saa sørgeligt ved jeg, at det er udelukket.”

“En tragisk Død vilde sikkert faa dig til at tænke paa mig ofte. Mindet om mig vilde blive dig kært, og maaske vilde et saa sørgeligt Endeligt gøre dig oprigtig ondt. Er det ikke at foretrække for det Liv, du har levnet mig? Farvel. Jeg ønsker af mit ganske Hjerte, at jeg aldrig havde set dig. Ak, hvor falsk er ikke denne Paastand; selv nu, da jeg skriver dette, ved jeg, at jeg langt hellere vil lide af ulykkelig Kærlighed end aldrig at have set dig.”

“Jeg hadede den Ro, jeg levede i, før jeg kendte dig. Farvel. Min Lidenskab vokser med hvert Minut.”

“Dine fornærmende Forsikringer om Venskab og dine latterlige Forbindtligheder i det sidste Brev har vist mig, at du har modtaget alle mine, og skønt du har læst dem, har de ikke bevæget dit Hjerte.”

Stodder!

“Jeg ved godt, at Nonner sædvanligvis regnes for uegnede til Elskov. Dog tror jeg, at kunde man i sit Valg ty til Forstanden, saa vilde man foretrække Nonner frem for andre Kvinder … Det forekommer mig, at det maa være overmaade trist at se den, man elsker, bestandig optaget af Smaating, og at man maa være meget ufølsom, hvis man ikke led ved at høre deres endeløse Snak om Selskaber, Forlystelser og Klæder.”

Sådan. Følelser går på tværs af alle tider.

Velkommen ombord

2. juni 2008

Det meste af det jeg kan sige om litteratur er intuitivt føleri. Jeg har endnu ikke publiceret noget, ikke deltaget i nogen diskussioner, ikke skrevet læserbreve eller kommentarer eller anmeldelser eller lignende, ikke oprettet min egen blog. Jeg har ingen litterær/akademisk uddannelse og begyndte først at læse skønlitteratur, da jeg var 26 år.

Hvorfor er jeg dog blevet inviteret som gæsteblogger?

Måske fordi jeg bor i Odense og går på Forfatterskolen. Eller rettere; jeg gik på Forfatterskolen. Om ni dage skal jeg evalueres af Naja Marie Aidt, Peter Adolphsen og Merete Pryds Helle, de vil give en kritisk udtalelse af mit arbejde, og så er jeg for så vidt ude af systemet.

Mit forhold til sproget, til det at skrive, har også været intuitivt. Jeg har altid skrevet, men ikke tænkt over hvorfor eller hvordan. Af samme årsag har det at gå på Forfatterskolen betydet ufattelig meget. Efter to års massiv kritik af mine tekster er jeg begyndt at tage mig selv mere alvorligt og også at læse mere kritisk. Ja, faktisk har jeg sindssygt travlt med at læse. For som Hans Otto Jørgensen, rektor for Forfatterskolen, så rigtigt siger: ord avler ord. Jeg har spildt alt for meget tid på ikke at læse! Derfor springer jeg også Dan Brown og Stieg Larsson over og går direkte til sådan nogle som Dostojevskij, Beckett og Joyce. Det er det eneste der giver mening; at beskæftige sig med sproglige og stilmæssige forbilleder, hvad enten det drejer sig om klassikerne eller de mere samtidige.