Blandetlandhandel

by

Som siddende i udvalget for Poesi Galore på Teater Momentum, hvor jeg i øvrigt har hængt i baren et par sæsoner, tænkte jeg en del over teaterleder og instruktør Jens Boutrups tanke om konceptet: det skulle ikke bare være almindelige (læs: kedelige) litteraturoplæsninger med nervøse og ikke scenevante forfattere. Der skulle være noget “nyt og performativt” over det. Det er klart, manden driver et teater. Forfattere er ikke (nødvendigvis) skuespillere eller performere, men der er mange der bevæger sig rundt i “det nye og performative” bl.a. Projekt Rur med Janus Kodal og Charlotte Munch (ja, hende fra Anna Pihl) i spidsen og Øverste Kirurgiske med sin varierende besætning (Jens Blendstrup, Thomas Krogsbøll, Lars Bukdahl m.fl). Projekt Rur går nok ind under betegnelsen audiopoesi, som er extremt populært for tiden; en lang række forfattere har allieret sig med en eller flere musikere (fx. Lone Hørslev, Martin Glaz Serup, Mads Eslund) eller synger ligefrem nogle af deres digte a capella (fx. Karin Toft). Ø.K. har en lidt anden agenda, de vil gerne pille det højtidelige af digteriet, hive det ned fra de traditionstunge piedestaler med humor og ligefremhed, de tager gerne klovnerollen på sig og rekvisitter (fx. en hånddukke) i brug.

Men “det nye og performative” er vel i grunden ikke så nyt, snarere en stadig fortolkning og anvendelse af den konceptuelle kunst, der havde sit udspring i 60’erne og 70’erne. Det er også de samme keywords man kan anvende i beskrivelsen af (dele af) nutidskunsten: grænsenedbrydning af traditionelle medier, ideen om kunsten som værk i sig selv eller kunst som handling: performance, happenings, aktioner. Også fluxus lever i bedste velgående. Og hvor den politiske bevidsthed i 60’erne og 70’erne kredsede om sager som menneskerettigheder (Afrika, Vietnam), miljøbevidsthed (nej til atomkraft), ungdomsoprør, kvindefrigørelse og bilfrie søndage, ser vi nogle relaterede politiske temaer (politisk korrekthed?) i dag: global opvarmning og hetzen mod privatbilismen, en omfattende økologibevidsthed, Irak-diskussionen, giv en ged til en afrikaner, (den stadig aktuelle) feminisme og kvindekamp, nu spædet op med postkolonialistiske debatter (som pudsigt nok anføres af kvinder) og ikke at forglemme Jagtvej 69. Derudover er Den kolde krig afløst af Karikaturkrisen, i bokseringen ser vi occidenten vs. orienten, hvilket har sendt os ud i religiøse og nationalistiske overvejelser og diskussioner som i dén grad er tiltrængt.

Nå, men i forbindelse med det konceptuelle, kan jeg ikke lade være med at tænke på forestillingen Soundmapping the Genes, produceret af Center for Kunst og Videnskab (den visionære Bent Nørregård i samarbejde med OUH og Vestjysk Musikkonservatorium), som jeg overværede i midten af maj på Musikbiblioteket. Her triumferede Fredrik Søegaard fra VMK over de nye muligheder der ligger i at oversætte dna sekventering til musik. Publikum fik flere smagsprøver, blandt andet nummeret H1 HISTAMIN RAINBOW TROUT CODING SEQUENCE (både i melodisk og rytmisk improvisationsudgave) og HUMAN X PRIMORDIAL HEPTAMER POLYRYTHMS. På den videnskabelige side stod professor i molekylær endokrinologi Moustapha Kassem og glædede sig over de nye fortolkningsmuligheder og forståelse af cellernes molekylære adfærd, som musikken åbnede for. Alt sammen meget rørende. Men selve oversættelsesarbejdet, viste det sig, var afhængig af allerede eksisterende musikalske systemer og begreber (fx. anvendelse af tolvtonesystemet og forsøg med firetaktsmetrum). Dna’en havde altså ikke sin egen musik der blot skulle skrues op for, men “kun” en bevægelse der krævede systematisk fortolkning. Koncerten/foredaget var en fremvisning af et konceptuelt kunstværk, et værk der mimer videnskabelig metode, er en slags pseudovidenskab, og altså netop benytter sig af en typisk konceptuel strategi: det er processen i sig selv, det systematiske nørderi og dokumentationen af det, der bliver det interessante, det der bliver selve værket.

Tag på Brandts her én af dagene, der er, meget apropos, en udstilling om kunst som idé, om konceptuel fotografi i Danmark 1965 –1979. Tag i samme forbindelse et smut ned i Brandts boghandel og se de originale OTTO striber der er udstillet der. Det er min kære storebroder Anders Brønserud der er tegneren bag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: