Archive for april 2008

Curriculum Vitae

20. april 2008

Rystet og rynket stod han foran dem

og spurgte om fælles bekendte:

men ingen vidste hvem han talte om,

selvom det kun var en time siden

han gik ind i huset, der uophørligt stod

på gloende pæle af lutter travlhed,

mens kone og børn og resten af familien

stod udenfor og ventede på karrieren.

Det er kun en time siden, gentog han,

nu er min ungdom forsvundet, og hvor er mine børn?

Min manddom er væk, og hvor er min hustru?

Jeg var derinde i lyset, og lyset var så stærkt,

ingen skygger var nogensteder at se;

men overalt en raslen af stor betydning.

Ved mødebordet blev gyldne løfter delt ud,

og feberen der fulgte, hvor var den stærk.

Ingen talte om andet, dag og nat drømte man om,

at den bare steg og steg, ved receptioner

lagde man klirrende planer om endnu mere,

bag lukkede døre deltes den ud: hver vinder

fik sin del, og hver del smagte efter endnu mere.

Husker ingen det? Husker ingen konferencerne?

De sejrendes triumftog i jakkesæt og slips

og personlige tillæg? Bagholdene i bestyrelsen,

mordene i mødelokalet. Rygter og benspænd,

husker ingen det store slag om dagsordenen

og de nye strukturer?

 

Nu står jeg her:

rystende, gammel og grå.

Efter alle disse år

for kun en time siden.

 

Reklamer

Brandes i den røde sofa

19. april 2008

I torsdags havde vi endnu et af de eftermiddagsmøder i Dansk Forfatterforenings bibliotek, der går under fælles betegnelsen: ”Den røde sofa.” Møderne har navn efter det sofasæt i rødt læder, der står i biblioteket, og gæster i biblioteket har bl. a. været Susie Haxthausen,  Anne Marie Helger, Bent Østergaard, Eva Parum, Frank Egholm Andersen, Trisse Gejl og Hans Kornø Rasmussen. I torsdags var det Jørgen Knudsen, der fortalte om Georg Brandes, som han netop har udgivet en biografi om. Det blev en meget interessant eftermiddag. Sikke en mand. Sikke et liv. Sikke en betydning – og sikke en bog.  I sproglig kompetence, i historisk viden og menneskelig indsigt overgår den langt de fleste af de skønlitterære bøger, der udkommer i disse år. Her sættes samtiden virkelig til debat. Både dengang og nu, for bogen om Brandes er langt mere end en traditionel biografi. Den er også et indlæg i den aktuelle samfundsdebat. Den henvender sig til dig og mig, for Jørgen Knudsen bruger fortællingen om Brandes til at fremsætte mange uhyre væsentlige betragtninger over liv, skæbne, erotik, kunst og samfundsdebat. Glemmes må det heller ikke, at Brandes var faglitterær forfatter og Jørgen Knudsen skriver, at man må glæde sig over, at Georg Brandes skiftede væg­ten fra det litterære felt over på den politisk-kulturelle debat, som det skete efter år 1900. Med engagement, talent, stor opfindsomhed og stædighed gjorde han her rede for sin mening om mange væsentlige emner, og ingen har vel heller grundlæggende bidraget mere end han til ændring af tankeformer og til at sætte nye problemer og temaer til debat. Han havde godt nok ikke høje tanker om det parlamentariske demokrati, men uden hans stadige provokationer ville det have alt for let ved at stivne eller falde helt i søvn. Han blev dermed den åndelige stamfader til alle de venstreintellektu­elle krakilere, fra Poul Henningsen og fremefter, som op gennem det 20. århun­drede har stillet alle de ubehagelige spørgsmål til magten, som den nødigst så stil­let. Ja, tænk. Hvor er det skønt at leve i et land, der på mange måder er præget af en overlegen og frihedselskende ånd som den Georg Brandes var i besiddelse af. Han var en af de største danske forfattere nogensinde, og han agtes og æres den dag i dag i store dele af verden. Blot ikke i Danmark, og det er ikke blot pinligt, men faktisk også værst for os selv.    

Jørgen Knudsen: GB. Gyldendal 2008

Store Ansøgningsdag

18. april 2008

I dag er det Store Bededag, og på søn- og helligdage får bloglæserne ikke en mening, men et digt – idag i form af en ansøgning. Det må passe sig til en bededag. En ansøgning, det er jo ret beset at bede om noget. 

Jatak, jeg vil gerne have et nyt liv.
Det gamle passer mig ikke rigtig mere.
Det er lissom for slapt.
Det mangler den rette pasform,
og det er både rynket og forslidt.
Så nu har jeg tænkt at begynde på en helt frisk
– gerne som kontorchef i et ministerium,
Nå! Er alle stillinger besat?
men så som direktør for et respektabelt firma,
der ikke forurener (her i landet.)

Nå! Heller ingen ledige pladser der,


Men så som succesforfatter til en bog om …
– ja, emnet kan såmænd være det samme;  
bare successen er hjemme.  
Så vil jeg blive spurgt om alt muligt
som jeg ikke ved en skid om: Vin!  
krigen i Irak og den i Afghanistan,
og hvilken maler er den bedste investering?
Klyngebomber, samt indretning af køkkener
og opskrifter på mine yndlingsretter.
Der skal naturligvis medfølge:
en velholdt hustru,
et par nydelige børn
samt en præsentabel villa
i et anstændigt kvarter.
Dertil en passende omgangskreds,
samt gode forbindelser til anmeldere, 
og de rette politikere og medier
plus en udpræget vagtsomhed
overfor ethvert misbrug
af biblioteksafgiften.  


Mit gamle liv kan vel blive stående her
på socialkontoret sammen med alle de andre?

 

 

 

 

 

 

 

PROSA

17. april 2008

I Norge er de faglitterære forfattere bedre organiseret og dermed stærkere end i Danmark. De udgiver også et fremragende tidsskrift der hedder PROSA. I det seneste nummer, er der en leder, hvor der spørges: Er sakprosa fremtiden? Herom skriver redaktøren, Karianne Bjellås Gilje:

”Selvsagt er sakprosa fremtiden. Velskrevet, veltenkt, skarp, intel­ligent, utfordrende og underholdende sakprosa er den litteraturen vi både ønsker oss og trenger i fremtiden. Sammen med skjønnlit­teratur med samme kjennetegn, selvfølgelig.

Kampen mellom sakprosa og skjønnlitteratur – om offentlig støtte, offentlig oppmerksomhet og kritikk, anerkjennelse i for­lagsbransjen, synlighet i bokhandelen osv – fremstilles litt for ofte som en slags Idol-konkurranse, der én er nødt til å tape. Er det ikke mulig å tenke dette annerledes? Den økte og seriøse satsingen på sakprosa vi nå har i flere sammenhenger, fortrenger jo ikke skjønn­litteraturen. Vi kan vel heller si at det opprettes en viss balanse ved at status og hierarki diskuteres, både mellom ulike sjangre innad i hovedkategoriene «skjøinlitterær» og «faglitterær», og mellom disse kategoriene. Hierarkier er jo ikke uforanderlige. Tvertimot, de bør stadig begrunnes og utfordres – i forlag, bokhandel og Bok-Norge for øvrig, i Kulturrådet og andre offentlige instanser, i mediene og i lesemes bevissthet …  Det er vanskelig å si noe sikkert om fremtiden, hevdes det. Men jeg er sikker på følgende: Fremtiden blir ikke harmonisk og uten revirmarkeringer i Bok-Norge. Og takk for det.

Hvis noen fremdeles er i tvil: Sakprosa er fremtiden.”

PROSA 02.08. Faglitterært tidsskrift. Oslo. www.prosa.no

Biblioteksafgiften

16. april 2008

Loven om biblioteksafgift har en status som er en pave værdig. [Nu har han igen fundet noget, der ikke er godt nok] Med sine sindrige tabeller til bestemmelse af genrer, udregning af sidetal og efterfølgende afregning i kroner og ører, udgør den en mental geografi over dansk kulturpolitik. [Huhej, hvor det går] Den fastholder kunstige grænser mellem de forskellige genrer, som om det var genren der var det afgørende, og ikke det sproglige udtryk, kompetencen, rytmen, energien, præcisionen. [Jamen dog!] En af konsekvenserne er, at danske forfattere lever i isolerede enklaver uden dybere kendskab til og respekt for hinandens kunnen. [Er det ikke bare skrækkeligt?] Det har mange ulykkelige konsekvenser, men også nogle der er latterlige. Det sidste viser sig blandt andet i en omfattende sproglig uformåenhed, der sætter ind, så snart man kommer uden for sit eget domæne. En af mine kolleger i Dansk Forfatterforening har fortalt mig, at han er ved at falde om af kedsomhed, når han læser sine skønlitterære kollegers referater fra de møder, de har været til. Når de fortæller om dem i mundtlig form, lyder det vældig muntert, men når de skal skrive om dem, har de tilsyneladende ikke andet sprog til rådighed end gammeldags kancellistil fra dengang farfar gik med høj hat. [Hvad vil der ske, hvis han en dag finder noget, han ikke kan brokke sig over?

 

Værdikamp

15. april 2008

Hvem ejer sprogets ord? Det gør vi der bruger dem. Hvem ejer forfatterens ord? Det gør han selv. Forfatteren er tekstens ophav, og har ejendomsret til sin tekst. Hvis andre vil bruge denne tekst, må de betale for det. På den måde er forfatteren sikret en indtægt, og offentligheden er sikret adgang til viden og kultur. Sådan har det været i Europa siden den franske revolution, da kunstnerne gjorde sig fri af hoffet og løn fra kejseren. I dag er mange forfattere ansat på universiteter og i massemedierne, og over sig har de ikke en kejser men en arbejdsgiver, der betaler dem for at producere tekster, og hvem har så ejendomsretten til disse tekster? I praksis findes der to svar på dette spørgsmål: Et amerikansk og et europæisk. I Europa har en forsker ophavsretten til sin forskning, en journalist har ophavsretten til sin artikel og en forfatter har ophavsretten til sin tekst, men sådan er det ikke i USA (og Storbritannien). Her anses en tekst som en vare på linje med søm og skruer, og arbejdsgiveren får alle ophavsrettigheder ved ansættelse af journalister, forskere og forfattere. Arbejdsgiveren kan derefter handle frit med teksterne, og endda ændre i dem uden at indhente ophavsmandens accept. I Danmark gælder det, at ved en ansættelse får en arbejdsgiver lov til at bruge den ansattes tekst til ”sædvanlig virksomhed,” men der må ikke ændres i teksten, og teksten må ikke sælges til udenforstående uden ophavsmandens godkendelse heraf. Dette system udfordres imidlertid i disse år. Aviser, radio- og tv-stationer, forlag, universiteter og højere læreanstalter vil gerne have ejendomsretten til de ansattes tekster, for disse tekster kan være mange penge værd, men bestræbelserne er hidtil slået fejl. For et par måneder siden blev ”den amerikanske model” således pillet ud af et lovforslag, og det var en sejr for forfatterne, men nu meddeler universiteterne, at de vil have ejendomsret og ophavsret over de tekster som deres ansatte producerer. Hvis de får lov til det, vil det få radikale konsekvenser for hele det litterære miljø i Danmark, ikke mindst for de forfattere der skriver fagbøger og læremidler.  I første omgang mister de deres ophavsrat, i anden omgang deres troværdighed. Det er da en værdikamp af de store, men hvem ænser den?

I stalden at blive …

14. april 2008

I gamle dage. Ude på landet. Når foråret kom. Så skulle køerne på græs, og så var der altid nogle af dem, der blev forskrækkede over alt det ukendte, der pludselig bød sig til. Den friske luft der trængte ind i stalden gjorde dem nervøse, og nogle af dem vægrede sig åbenlyst ved at vove sig ud i den brogede mangfoldighed i det fri. Hvis disse forskrækkede dyr havde talens brug, ville de uden tvivl kaste sig ud i lange udredninger, der skulle forklare dem selv og deres artsfæller, at det var bedst at blive inden døre, for ude i det fri ville de blive rodløse og miste deres identitet. Her i stalden var de født, og her var de vokset op. Her havde der levet dyr af deres slags i generation efter generation, så her var deres rødder. Gennem døren til det fri kunne de se, hvordan nogle af deres artsfæller løb glade om i den nyvundne frihed. Synet var dem modbydeligt, og de ville højlydt erklære, at ”i stalden at blive, det tjener os bedst.” De ville forlange, at døren til det fri skulle lukkes, spindelvævet for vinduerne skulle bevares, og det skulle forbydes at røre ved det årgamle snavs på væggene, for det var alt sammen en del af deres kulturarv. Nogle steder ville modstanden mod friheden endda være så stærk, at man højt brølende ville stange mod enhver, der bevægede sig hen mod døren til det fri.

To træer

13. april 2008

Det visne træ

Jeg rrr d visn  træ

M n  gr n  er  kn kk t

J g slog rod d t forkerte st d,

J g  h r grønne slægtninge

d r suser i fj rne skove.

De h r nok i sig selv og deres.

Ingen kærer s g om mig og mit.

Ing n fugle v l  m r

B gge rede i mig, aldrig!

 ng en eg rn vil

s ge asyl i m n  gr n ,

 

J g  rrr st v & h rd

n rrr d t sl t, hj  hj lp

n rrr det n g t f r n g t.

J g bøj r m g kk f r n g n.

J g s tt r  ldr g n gr n

M n st b r d d  f t rk

M n kr n   rrr f lm t.

V nn løs st r  j  h r

&

rrrrr rrrr rrrr

&

rrr død.

 

Det grønne træ

Jeg er det bedre træ. Haha

Jeg er god og grøn, haha

jeg flimrer af liv og lys,

mine rødder har fat i det helt rigtige.

hahaha,

Mine grene er plettede

af birkesmuk elegance

Guldsmede sværmer om mig

Se engang, Åhåhåh! Hvordan vi kan. 

Vi danser sammen, vinden og jeg.

Alle træer sku være som jeg

vokse sig store og lade sig se,

folde sig ud i maj, haha, haha,

vokse i sommersol, haha haha-a-a

ødsle med gule og brune

septemberblade,

vente på vinter,

huhu-u-u

håbe på vår

jahu jahu!

Sådan er jeg.

Jeg er det grønne træ.

Alle sku være som jeg!

 

 

 

 

Forfatterskole eller flinkeskole

12. april 2008

Her i landet findes en forfatterskole. Jeg er ikke sikker på, at det er en god ide. Hvis der skal være andre forfatterskoler end tilværelsen selv, bør der i det mindste være flere af slagsen. Med et litterært rum der er så lille som det danske, fylder Forfatterskolen alt for meget, og dens samlede virkning på dansk litteratur er negativ. Der er for eksempel en forurligende mangel på uenighed i det litterære miljø. På avisredaktionerne og i de statlige kulturudvalg sidder mennesker, der er enige med forfatterskolen i dens syn på litteratur, og det giver en ensartethed, der er trist. Siden Forfatterskolens oprettelse er det faktisk gået tilbage med salget af dansk litteratur. Læserne vælger noget andet. Desuden har den reduceret sig til en flinkeskole, og når dens elever skal være grænsesprængende, sker det indenfor de afstukne grænser, for deres tekster skal være grænsesprængende på den rigtige måde. Dette medfører, at en lang række emner fra den almindelige danskers hverdag ikke bliver behandlet i den nye danske litteratur. Hvor er beskrivelsen af evalueringernes pisk over hjemmehjælperne? Hvor er den af bilismens glæder, af foreningslivets åndenød, af livet på kontoret? Man kan vel gå ud fra, at det alt sammen anses for at være en slags åndelig provins, så i stedet for indlevede nytolkninger af det almindelige, får vi en næsten desperat optagethed af ”det ækle”, af alkoholikeren, narkomanen, krænkeren, pornografen og svinet, mens hverdagens virkelighed forbliver underbelyst. Man kan gætte på, at det er en af årsagerne til at dansk litteratur ikke har læsere nok. Den er simpelthen ikke interessant nok. Den emmer af for megen skole og for lidt virkelighed.

Hjemmelavet dobbeltagentur

11. april 2008

Formanden for det litterære udvalg under Kunstfonden hedder Nils Gunder Hansen, og han skal både sidde for bordenden i det statslige råd og samtidig være ansat på Kristeligt Dagblad, hvor han skal skrive kommentarer, ledere og anmelde bøger. Det vil sige, at han herefter kan drive kulturpolitik i såvel kunstfonden som i avisens spalter. Det er ikke helt smart, og det har han da også indset, så han har besluttet sig for, at han ikke vil anmelde ny dansk skønlitteratur i avisen, og det giver ham sikkert en slags ro i sjælen, men hvornår ny dansk skønlitteratur er ny, bestemmer han selv. Begynder nutidens skønlitteratur sidste år eller for fem år siden? Grænserne fastsætter han selv. Det samme gælder grænsen mellem skønlitteratur og anden litteratur. Dette er ganske vist et af de få områder, hvor litteraturen bevæger sig i disse år, og læserne er glade for bøger, der blander genrerne, men den bevægelse kan formanden for det litterære udvalg desværre ikke deltage i, for genrerne er hans sjælefreds redningsplanke, og han må derfor læne sig op ad det frønnede stakit der skiller skønlitteratur fra faglitteratur. I praksis må han vel overveje om en bog er mest skønlitteratur eller om den mest hælder den anden side. Hvis den skønnes at være 51% faglitteratur, kan han godt give den en omgang i spalterne, men hvis den kun har 49% faglitteratur i sig, må han holde pennen for sig selv. At han så på redaktionsmøderne kan lade ord falde til fordel for det ene værk og til ulempe for det andet, spolerer ikke hans nattesøvn, for han holder sig stadigvæk til aftalen. Problemet er bare, at det er en aftale han har lavet med sig selv, og når det kan få lov til at passere uden protester fra den litterære verden, er det ikke blot et tegn på, at denne verden er meget lille og meget ensartet, men også at litteraturen i dagens Danmark er uden større betydning. Havde den haft betydning, ville den slags hjemmeslavede dobbeltagenturer ikke blive tolereret så meget som et splitsekund.