Den nye almue

by

Almue er oprindelig en betegnelse for småkårsfolk. I dag betegner det folk, der går i små sko, åndelig talt. Hos såvel den gamle som den nye almue er der lavt til loftet, hjemmestrikkede meninger og uvilje mod alt fremmed, men i vore dage er almue ikke en økonomisk men en mental tilstand, så man kan godt have studentereksamen og tilhøre den nye almue. Fronterne er dog tilsyneladende de samme: Almuen foragter eliten fordi den er elitær, og eliten foragter almuen fordi den har en anden smag end den selv. Gensidig forståelse er der ikke tale om.
Den gamle almue flyttede sig nødigt fra gadekæret. Den nye almue flytter sig heller ikke. Den er slet ikke interesseret i oplysning, men i at blive bekræftet i sine allerede fastlagte opfattelser. Den afviser den kritiske refleksion og vil hellere underholdes end oplyses. Den vil ikke have bøger, men billeder. Levende billeder i en bevidsthedssløvende strøm. Den vil ikke fornuft, men myter, og den bliver vred, hvis nogen prøver at tage dens fordomme fra den. Derfor interesserer den sig ikke for de udfordringer for sind og tanke, man kan få i mødet med kunst. Den slags er for folk, der har et håb om forandring til det bedre. Den nye almue har ikke et sådant håb. Den tilhører nemlig en generation, for hvem det ikke er en selvfølge, at børn vil få et bedre og mere komfortabelt liv end deres forældre, og dette er noget ganske nyt. Siden oplysningstiden har det været således, at hver generation kunne forvente at opleve mærkbare materielle og kulturelle fremskridt. Sådan er det ikke mere. Den lyse arv fra oplysningstiden er tilsyneladende blevet brugt op, og fremtiden er ikke længere en automat der er fyldt med løfter om bedre tider men det modsatte, og derfor er mange holdt op med at håbe på forandring, idet de frygter, at enhver forandring vil blive til det værre, og hvorfor skulle de spilde tid på at blive rystet af kunst, når virkeligheden er rystende nok i sig selv? Derfor søger den nye almue da heller ikke kunst men dekoration og den flygtige tryghed, der ligger i at følge med moden.
[
Denne tekst har jeg oprindeligt skrevet i Politiken, d. 8. marts 2008]

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: