Archive for april 2008

Fyn er vågnet

30. april 2008

Så lykkedes det. Nu er det blevet bevist, at ord har vægt og ånd har magt.  Det lykkelige bevis findes på Fyn. I løbet af april måned er det utrolige sket: Fyn er vågnet af sin drømmesøvn. Utroligt men sandt! Ved hjælp af min blog på www.litnet.dk er det lykkedes mig at vække alle fynboer, og de vil ikke længere finde sig i den almuegørelse der har fundet sted i medier og politik i de senere år. Som en umiddelbart konsekvens heraf er TV2s dummeradio lukket og slukket, for den kunne slet ikke klare konkurrencen fra www.litnet.dk. Alle TV2radios ukendte kendisser og sniksnakkkehoveder er sendt tilbage til cafeerne i det narcissistiske sogn, der hedder ”den indre by” og som er en lillebitte del af København. Her er noget at fejre. Alle fynboer kræver fra nu af mere kultur. Mere kunst. Mere ånd. Flere bøger. Bibliotekerne skal derfor udbygges til kulturcentre der knyttes til svømmehaller, golfklubber, motionscentre, storcentre, idrætsanlæg, hospitaler, kirker og lystbådehavne, for Fyn skal herefter flyde i et opvakt hav af alle slags litteratur. De fynske aviser og annonceblade anmelder alle slags litteratur uden hensyn til genre, men alene ud fra kvaliteten i den måde sproget behandles på.  Skolerne får bevilget penge, så de kan forny bestanden af bøger på skolebibliotekerne, og de folkevalgte i de fynske kommuner forlanger , at der omgående skal indføres mindst én læsedag om ugen, hvor alle de kommunalt ansatte djøffer skal læse digte og romaner, og hver fjerde uge bliver de hørt i det, de har læst. Kan de ikke deres stof, bliver de sendt i aktivering på et folkebibliotek. Dagpengemodtagere skal læse bøger, ellers mister de støtten. Pensionisterne skal læse børnebøger for deres børnebørn. Gør de ikke det, bliver de sendt på aktivering i en børnehave. De fynske forfattere skal læse faglitteratur. Hvis de ikke gør det, får de ingen lektørudtalelser, og englene i Rynkeby spiller så højt, at de kan høres hele den globaliserede verden rundt, og folk i alle verdens lande løfter hovedet og spørger, hvad er det dog sker på Fyn? Så første maj bliver en festdag på Fyn. Tænk at det lykkedes, men nu er det bevist, at ånd har magt og ord stadigvæk har betydning.
Jeg har kun tilbage at sige: Tillykke til Fyn!
Med kærlig hilsen
Egon
Og tak for denne gang.

Reklamer

Den2radio

29. april 2008

Den 1. maj begynder en ny radio at sende programmer om kultur og samfund. Radioen hedder den2radio, og den er dannet af en gruppe tidligere programfolk fra Danmarks Radio, fortrinsvis fra P1. Jeg er en af dem. Den anden radio sender en sløjfe på tre timer. Sløjfen kan høres hele døgnet, og starter forfra hver tredje time, det vil sige kl 6 om morgenen, kl 9, kl 12, kl 15 kl 18 kl 21, midnat, og kl 03. I den første sløjfe sendes allerførst et lille, tilbagevendende program med titlen, ”Tanker i tiden”, og derefter kan man høre en optagelse af et møde i Dansk Forfatterforenings bibliotek, hvor forfatteren Susi Haxthausen fortalte om den mundtlige fortælling, og de krav, den stiller til fortælleren. Derefter anmelder Ove Weis en bog om danskere i Argentina. Så har Birgitte Rahbek en samtale med Lars Bo Caspersen om Danmark og globaliseringen. Så er der gået godt en time, og Kirsten Rønn omtaler en ny CD med sangeren Louise Fribo. Derefter kommer en udsendelse som tilrettelæggerne Marie Kristensen og Lars Hjort har kaldt Brud, den handler om voksne skilsmissebørn og sølvbryllupsskilsmisser. Derefter kommer Frederik Dessau med et radioessay, der hedder ”Med andre ord”. Til sidst i tre-timers sløjfen fortæller Chritian Braad Thomsen om Jazzens historie, denne gang om Louis Armstrong. Derefter vender vi bøtten og begynder forfra.

Af kommende programmer kan vi nævne reportager fra Louisiana ved Karsten Pharao, en samtale med Jørgen Knudsen om Georg Brandes og meget meget mere. Den2radio arbejder i øvrigt sammen med Dansk Forfatterforening og vil bringe en lang række samtaler med danske forfattere.

Da den2radio er netbaseret, får den en lidt anden karakter end den radio, vi kender og holder af.

Vi har som sagt et program der løber over tre timer. Undervejs vil der være enkle jingles, for at markerer adskillelse mellem de enkelte programmer. Og når de tre timer er gået, gentages programmet. Vi håber på at kunne forny programmet et par gange i løbet af en uge, men vi beder samtidig om forståelse for, at vi befinder os i en startfase, og de første ugers programmer bør derfor ses som en indkøringsperiode.

Man kan lytte til Den2radio ved at klikke sig ind på adressen: www.den2radio.dk

God fornøjelse

Konference på Hindsgavl

28. april 2008

Alt er normalt på slottet.

I hallen skjuler fruen sin ryg.

Konferencens deltagere får deres drinks.

Genfærd fra forrige konferencer siger tak

og så begynder de: Den hovedløse ridder

slår sig for brystet og peger blodigt

ud mod et punkt der kaldes fremtiden.

Den indemurede jomfru fremgræder sin bøn

om også at se på de skjulte resurser.

Den hvide dame taler sort, indtil hun

pludselig får en køkkenkniv i ryggen.

Selvmorderen strammer sit reb og prøver

henrykt at rive tæppet væk under sig selv,

mens kursusarrangøren hårdnakket påstår,

at management har svaret på alt.

Manden med lænkerne slår sig løs,

gamle skeletter danser på bordene,

bag hvert gardin udråbes hemmelige opskrifter

Rustningen åbner sit panser og viser en dynge grus.

Knudemanden drømmer om lyserøde sløjfer.

Over det sprukne klaver ruller fællesånden

sin dødsklage ud mod overheadprojektoren,

så siger headhunteren, at nu kan det være nok

for i dag. Fløjdørene slås op, og der står bordet

dækket til 13, og fruen på slottet siger værsgo,

der er serveret!

 

         ***

 

Dagens ret er alle slags afmagt,

For bordenden står lederen

og skærer emnerne til med et lysbilledapparat.

Det hvide lærred viser verden som den er

Man ser hvordan kasser af forskellig størrelse

forbindes ved hjælp af farver og streger

og virkeligheden iværksættes dynamisk.

Snart kommer Opsvinget fra Amerika,

og udenfor hersker fortabelsens mørke.

 

Bagefter leger cheferne

de er hinandens ansatte.

Mange er gode som alkoholikere

de fleste har let ved at nikke

og sige ja, ja. At lyve

volder ingen besvær og

tillidsmanden tackles

under stor munterhed.

En af dem ryster

fantastisk godt på hånden;

men det er ægte, så

han kommer ikke med

næste gang. Senere

skal der sættes kryds og bolle

Hvis man er glad for sit arbejde,

sættes et kryds for glæde men

hvis man ikke er spor glad,

mangler rubrikken.

 

****

 

13 hoveder om et fad

ophovnede efter nattens

forsøg på kontakt;

og hvem blir den næste
der serveres?

I Brechts hus

27. april 2008
[For nogle år siden boede jeg i Brechts hus ved Svendborg. Der skrev jeg digtet herunder.]

 

Her er godt at være.

Med udsigt over Svendborg Sund,

og solen der glimter i kølvandsstriben

efter færgen fra Ærø.

Der gror pastelblå træer

på øerne i det fjerne.

Tre børn leger ved stranden,

en fisker røgter sit spejlbillede,

og en skov hedder Tankefuld.

Derinde synger solsorten

og bøgen springer ud.

Jeg takker for det hele.

 

Man beder mig endvidere

bære over med kommunen,

for der gror bellis og mælkebøtter

i plænen foran huset.

Men gartneren vil snart komme

og slå dem, får jeg at vide.

 

Jeg takker endnu engang

for den udeblevne gartner

 

Her løber tiden i forvejen alt for hurtigt

Knap er solen stået op, før aftenen snubler over den.

I vinduet står mit ur med fartstriber på viserne

og bagved farer Ærøfærgen frem og tilbage;

men hvem skal man sende sin klage til?

Hvor får man en kalender uden løbesko?

 

Langt borte høres en klokke ringe

og gudskelov og tak:  

Den store gartner
lar vente på sig,

og gudskelov og tak
for denne gang.

 

Hverdag i Odense

26. april 2008

Hun ser på klokken, og så rejser hun sig fra sin stol. Med højre hånd tager hun kaffekoppen og sætter den ved køkkenvasken. Så går hun ud i entreen og tager sit overtøj på. Så åbner hun døren, går ud og smækker den efter sig. Så går hun ned ad trappen og kommer ud på gaden. Så går hun hen til stoppestedet og stiller sig der. Så kommer bussen, og hun går ind og sætter sig. Så kører bussen, og hun sidder og kigger. Så standser bussen, og hun går ud og går et stykke hen ad fortovet, og så drejer hun til venstre ad en lille passage, der er der. Så finder hun sit nøglebundt i tasken og sætter en nøgle i låsen. Så åbner hun døren og går ind. Så tænder hun lys i gangen og tager sin frakke af. Så hænger hun frakken på en bøjle og hænger bøjlen ind i skabet. Så går hun ind i butikken og tænder lyset der. Så åbner hun for kassen og tjekker, om byttepengene er der. Så går hun hen over gulvet og låser døren op. Så står hun et øjeblik der. Så kigger hun op ad gaden til højre, så kigger hun ned ad gaden til venstre, og så kigger hun op på himlen. Så tænker hun på, hvordan vejret mon vil blive. Så er forretningen åben. Så er en ny dag begyndt

Skønhed her og der

25. april 2008

En af de klogeste og mest inspirerende bøger jeg har læst på det seneste er:  ”Skønhed. En engel gik forbi.” Den er skrevet af Dorthe Jørgensen og udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2007. Skønhed er ikke at forveksle med det smukke, men mere med sandhed. Det smukke er en social konstruktion, men skønhed er baseret på universelle principper. Derfor kan et menneske erfare livets storhed gennem mødet med det skønne, men skønhed kan også bruges til at fastholde mennesker i loyalitet overfor en organisation, en religiøs tro eller et politisk system. Skønhed kan derfor findes i naturvidenskab, teologi, pædagogik, marketing og naturligvis også i litteraturen. Bogen kan også gøre én klogere på forskellen mellem skøn- og faglitteratur. Nogle vil hævde, at det er inspirationen, der gør forskellen. Den skønlitterære forfatter skriver i kraft af sin inspiration, og værket skal bedømmes på dets æstetik. Den faglitterære forfatter bruger derimod research og hans værk skal derfor bedømmes på dets saglighed. Sådan forestiller mange sig, at det er, og inspirationen (lyset indefra) regnes for finere end researchen (lyset udefra). Sådan er virkeligheden bare ikke. Kunst og videnskab, skønlitteratur og faglitteratur får næring fra de samme kilder. Faglitteraturen henter sit stof i videnskaberne, og videnskaberne får deres stof fra den enkelte forskers kreativitet, og denne kreativitet følger ikke en logisk analytisk metode, men bevæger sig i spring og er faktisk ikke til at skelne fra den inspiration, der driver kunsten. Desværre gør man i disse år meget for at skjule den æstetiske side af videnskaben. Dorthe Jørgensen skriver: ”I forsøget på at sikre videnskab på højeste niveau skærper universiteterne og de videnskabelige akademier måske nok de studerendes evne til logisk analyse, men de forkrøbler samtidig deres kreative evner. Resultatet er rystende: Et lag af akademikere, hvis kvalifikationer sjældent hæver sig over den laveste fællesnævner. Eller resultatet er med andre ord et lag af opportunistiske teknokrater.”
På det litterære område oplever vi måske en følgevirkning af denne proces? Skønlitteratur er kreativ, men opholder sig i en verden uden større praktisk betydning, mens faglitteratur har med den umiddelbare virkelighed at gøre, men fordi man ikke medregner den kreative side, bliver den kun bedømt på sit indhold og ikke på sin skønhed, og derfor bliver den let tør, kedelig og teknokratisk.

Min læsning

24. april 2008

Jeg synes ikke det klæder litnet.dk, at man bringer anonyme indslag, sådan som det skete i går. Den slags bør man være for god til at acceptere.

Påstanden om, at jeg ikke læser, vil jeg dog tillade mig at kommentere. Jeg læser ikke alt, hvad der udkommer, men jeg forsøger dog at følge med så godt jeg kan. Her er nogle af de bøger, jeg har læst i løbet af den seneste måneds tid:

Åsne Seierstad: Englen i Grozny

Dennis Gade Kofod: Nexø Trawl.

Claus Bryld: Hvilken befrielse

Jørgen Knudsen: GB

Naja Marie Aidt: Poesibog

Henrik Dahl: Den usynlige verden

Henriette F. Møller: Jelne

Regeringens sprogudvalg: Sprog til tiden

Henning Mortensen: Næb og klør
Martine C. Gertsen og Erik Hagens: Malerier og digte af Gustav Munch-Petersen

Ellen Nørgaard: Indoktrineringen i folkeskolen

Glaz Serup: En digtsamling hvis titel jeg har glemt. Gæt selv hvorfor.
Anders Holm Thomsen: Hvem ejer skolefaget historie?

Tidsskriftet Social Kritik

Tidsskriftet Prosa, udgivet af den norske forening for faglitteratur.

Desuden bøger af Trisse Gejl, Lotte Garbers, Jonathan Franzen, Jo Hermann, Frank Egholm Andersen, Bent Østergaard, Hans Kornø Rasmussen og flere.

 

Store læseroplevelser har jeg endvidere fået ved læsning af

Daniel Kehlmann: Opmåling af Verden

Lawrence Wright: The Looming Tower: Al-Qaeda and the Road to 9/11

Wolfgang Büscher Tyskland, en rejse

– fælles for de sidstnævnte er, at de skriver på en måde, der er genreoverskridende. Læs dem. der venter store oplevelser der.

 

Jeg har endvidere skrevet artikler og kronikker i Politiken og Jyllands-Posten.

Se i øvrigt min hjemmeside: http://www.egonclausen.dk

En litterær fallit

23. april 2008

For en måneds tid siden sad jeg i en komite der skulle udvælge årets danske sang. Det var KODA der havde udskrevet konkurrencen, og der kom flere hundrede forslag til en ny sang om Danmark, skrevet af folk fra hele landet. Jeg læste dem alle og det var rystende læsning, for langt de fleste af bidragene beskrev et Danmark der ikke eksisterer. Mange var ubærligt inspireret af Jeppe Aakjær, tilsat et drys Sigfred Pedersen, så der var masser af solskin, udsprungne bøge, lærkesang og bønder der såede, harvede og tromlede, mens det moderne Danmark med dets fabriksanlæg, højspændingsmaster, vindmøller, motorveje, gågader, parcelhuse og indvandrere var fraværende. Det samme var inspirationen fra det meste af den danske litteratur i 1900-tallet, for da slet ikke at tale om vor egen tids litteratur. Der var som om den aldrig havde været der. Der var ganske vist nogle få gode tekster, men de fleste af dem var sarkastiske, ironiske eller vrede, og det var næsten ligeså slemt. At læse hele samlingen af tekster var som at blive præsenteret for et nationalt og kulturelt fallitbo. Noget er åbenbart gået helt galt. En stor del af befolkningen lever tilsyneladende i et land, der kun eksisterer i fantasien. En anden del er så frustreret at den kun har negative ord at bidrage med. Er det virkelig blevet umuligt at lovprise Danmark uden brug af arkaiske metaforer, og er det eneste alternativ hertil at skælde ud eller at være sarkastisk?

Den nye almue

22. april 2008

Almue er oprindelig en betegnelse for småkårsfolk. I dag betegner det folk, der går i små sko, åndelig talt. Hos såvel den gamle som den nye almue er der lavt til loftet, hjemmestrikkede meninger og uvilje mod alt fremmed, men i vore dage er almue ikke en økonomisk men en mental tilstand, så man kan godt have studentereksamen og tilhøre den nye almue. Fronterne er dog tilsyneladende de samme: Almuen foragter eliten fordi den er elitær, og eliten foragter almuen fordi den har en anden smag end den selv. Gensidig forståelse er der ikke tale om.
Den gamle almue flyttede sig nødigt fra gadekæret. Den nye almue flytter sig heller ikke. Den er slet ikke interesseret i oplysning, men i at blive bekræftet i sine allerede fastlagte opfattelser. Den afviser den kritiske refleksion og vil hellere underholdes end oplyses. Den vil ikke have bøger, men billeder. Levende billeder i en bevidsthedssløvende strøm. Den vil ikke fornuft, men myter, og den bliver vred, hvis nogen prøver at tage dens fordomme fra den. Derfor interesserer den sig ikke for de udfordringer for sind og tanke, man kan få i mødet med kunst. Den slags er for folk, der har et håb om forandring til det bedre. Den nye almue har ikke et sådant håb. Den tilhører nemlig en generation, for hvem det ikke er en selvfølge, at børn vil få et bedre og mere komfortabelt liv end deres forældre, og dette er noget ganske nyt. Siden oplysningstiden har det været således, at hver generation kunne forvente at opleve mærkbare materielle og kulturelle fremskridt. Sådan er det ikke mere. Den lyse arv fra oplysningstiden er tilsyneladende blevet brugt op, og fremtiden er ikke længere en automat der er fyldt med løfter om bedre tider men det modsatte, og derfor er mange holdt op med at håbe på forandring, idet de frygter, at enhver forandring vil blive til det værre, og hvorfor skulle de spilde tid på at blive rystet af kunst, når virkeligheden er rystende nok i sig selv? Derfor søger den nye almue da heller ikke kunst men dekoration og den flygtige tryghed, der ligger i at følge med moden.
[
Denne tekst har jeg oprindeligt skrevet i Politiken, d. 8. marts 2008]

Det egentlige anliggende

21. april 2008

I mine blogs har jeg pukket meget på grænserne mellem genrer. Jeg har hånet de åndelige sogne som dansk litteratur for tiden er opdelt i. Jeg har påvist, at den traditionelle skønlitteratur er i en dyb krise. Jeg har hævdet, at forestillingen om finlitteratur fungerer som et menighedshus for de få frelste. Jeg har rost faglitterære bøger af Knudsen, Brandes og Dahl, men for mig handler det egentlige ikke om den ene eller den anden form for litteratur. Mit egentlige anliggende drejer sig ikke om digtet, romanen og den faglitterære bog. (Jeg vil ikke undvære nogen af delene.) Det drejer sig om læseren, men ikke om den læser der afskærmer sig fra verden derhjemme i øreklapstolen. Det drejer sig om læseren som medlem af et samfund; læseren som politisk interesseret borger; læseren som en, der vil påtage sig et medansvar for samfundets udvikling, og som derfor ønsker at vide noget mere om verden. Den læser har det ikke godt for tiden. Bibliotekernes budgetter beskæres. Samfundsorienterende programmer i radio og fjernsyn nedlægges. Seriøsitet affærdiges som elitær ekspertvælde. Flygtninge og andre mennesker i nød fremstilles som trusler, og mens verden står i brand, afledes folks opmærksomhed med sentimentale historier om dyr. På den måde gør man et folk til en almue.
Der går fronten i dag. Mellem den moderne almue på den ene side og den oplyste, engagerede samfundsborger på den anden. I den situation kan litteraturen enten bruges til flugt fra verden eller til oplysning om den – og med til oplysningen hører åbenhed for viden såvel som for den kunstneriske oplevelse. Det er sagen. Her står kampen, og den går ikke ud på om den ene genre vinder over den anden. Det drejer sig slet ikke om litterære genrer, men om hvilket samfund, vi ønsker at leve i. Det er et spørgsmål om politik, men litteraturen skal ikke være politisk. Den skal stå til tjeneste for den læser, der interesserer sig for politik, for mennesker og samfund, for liv og ånd – og det er noget ganske andet.