Odense vil også gerne være friby for forfulgte forfattere og får en hel del positiv omtale på det nu. Fint! Eneste problem er, at halvdelen af pengene skal findes ved at nedlægge stillingen som litterarær koordinator. Den anden halvdel skal kulturministeren finde, men det forlig er ikke på plads endnu.

Kære politikere! I kommunens nye kulturpolitik står der nok så flot, at byens kulturliv skal bæres frem af “kulturelle dynamoer – enkeltpersoner, kunstfaglige miljøer eller kulturelle institutioner”. I har det hele her: en faglig kapacitet (Tomas Thøfner har lige fået et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond), bakket op af forfattere, undervisere og forskere og med Kulturmaskinen som sit arbejdssted. Hvis ikke det passer til jeres definition af en kulturel dynamo, hvad gør så?

Så firbyordning, ja tak, men giv nu lige den litterære koordinator en chance.

Godt så.

Det går fremad med skriveriet, sådan. Lidt. Ish. Jeg har fået skrevet en noget semierotisk hyldest til den lidelsens fremmedartede livskraft der til tider beboer min Madeleine. Ikke mange linjer, men forhåbentligt lidt fylde mellem dem. Og ikke halvt så pornografisk som det J. P. Jacobsen kunne præstere, men det er heller ikke det der er fokus, ikke alt skal handle om drifterne, ikke i denne her roman, der vel nærmere handler om ikke-drifter.

Jeg har også fået den ære at læse noget en af Sidsel Andersens noveller (også en fra før nævnte kursus) og ih, hvor er det godt. Det er også dejligt at have fået udvidet sit litterære netværk, ja, det er.

Det har været interessant at skrive her, ikke at jeg bilder mig ind at have sagt så meget nyttigt, men det var meget sjovt at prøve. Tak for det.

God vind og god læselyst.

Aftenens program:

Klavermusik med pianisten Anna Rosenkilde

Fremlæggelse af bogen “Hos os i Auschwitz” af de to oversættere.

Midt i så vi en såkaldt poesifilm, med beat poeten John Giorno som på film reciterede hans digt “Just Say NO To Family Values”

Så hørte vi noget mere musik.

Og sluttede af med resten af bogfremlæggelsen.

Jeg blev ikke voldsomt inspireret (måske medvirkede den henslumrede kvinde i hjørnet til en lidt søvnig stemning), men fik da lidt at tænke over. Især med hensyn til koncentrationslejrene og hvordan folk generelt vil reagere når de udsættes for så meget pres, at der ikke er mere tilbage at tage. Det er et tema der fascinerer mig for tiden – følelsesmæssig følelsesløshed.

I bogen “Weathercock” som jeg for øjeblikket læser, skriver forfatteren, Glen Duncan, om ondskab.  Hvad får et menneske til at handle ondskabsfuldt? Er det enorme udladelser af følelser man ikke kan kontrollere, eller er det et desperat forsøg på at lette et tæppe af tomhed der har indhyllet en?

Hans bog har fået mig til at overveje, om det overhovedet er socialt forsvarligt at skrive om sociopatiske adfærdsmønstre på en måde, der ikke fordømmer dem, men lader en se lige ind i den potentielle morders sind og lader læseren føle med ham. Bør vi ikke altid fordømme et sådant menneske? Og dog. Litteraturen skal efter min mening ikke udsættes for cencur. Vi skal ikke have en litteratur der kun fortæller os hvordan vi skal opføre os og hvordan vi bør tænke – vi skal have en nysgerrig, udfordrende, udforskende litteratur.

Min nye dansklærer udtalte i dag, at forfatteren har en mening med alt hvad han/hun skriver, at hver sætning og hver eneste handling karaktererne udfører er en del af forfatterens personlige budskab med teksten. Hun lo, og sagde, at inspirationen ikke er noget der kommer til forfatteren i hans marmortårn, men teksten et gennemtænkt, forhåndsanalyseret  pudslespil. Eller, måske var det ikke helt det hun sagde. Men det var, hvad jeg hørte.

Jeg blev lidt oprørt. Jeg skal være den sidste til at benægte at skrivekunst er et hårdt arbejde. Men i mit syn på den, er jeg også meget romantisk. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg egenhændigt skaber det jeg skriver. Og for mig, kommer inspirationen i bølger. Nogle gange ved jeg hvor den kommer fra, andre gange ikke. Temaet dukker op efterhånden, budskabet (som jeg godt nok er ret glad for) er ikke noget jeg egentlig bestemmer. Da jeg begyndte mit projekt havde jeg måske nok en idé om et budskab, men det ændrer sig med teksten og efter hvad Madeleine gør. Jeg har et meget nært forhold til min hovedperson, og da dansklæreren ligeledes sagde, at karaktererne ikke er rigtige mennesker, men modeller, sindrigt designet af forfatteren, kunne jeg heller ikke være helt enig. Nu ved jeg godt, at min hovedperson ikke er et levende menneske – men samtidig føles hun også som mere end et hylster af ord, hvis ikke hun var levende for mig, ville jeg jo slet ikke kunne beskrive hendes tanker, handlinger og følelser.

Det er mig i det hele taget meget imod denne kølige analysering af historien. Når min historie forhåbentlig på et tidspunkt bliver læst, ønsker jeg ikke at læseren skal sidde og tænke over hvad mit skjulte budskab med at gøre Madeleine sorthåret var. Jeg ønsker læseren skal kunne fordybe sig i den verden, jeg har været medvirkende til at sætte på papir, at hun skal kunne finde sin egen mening i historien og lade sig rive med ind i en passioneret drømmende tilstand af muligheder. Eller i det mindste tænke over sit liv ud fra de oplevelser hun får i historien. Hvis hun ikke hører andet end min sølle mening gennem ordene, har jeg svært ved at tro, hun får ret meget ud af det.

Knaaaaaage. Knirke. Brage. Buldre. Bras.

Sindrige rullende bølger af forædt hjerneaktivitet kravler klistret over mine tankers broer. Jeg ved ikke, hvad der er på den anden side endnu.
Jeg spørger mig selv, hvad der berettiger denne blog til at være på litnet.

Men den handler jo sådan set i høj grad om litteratur – ikke det at læse det, men det at være det. Og hvad mener jeg så med det? (Og hvis jeg skriver “Og” som første ord i en sætning mange gange nok, bliver det så accepteret som kunstnerisk excentricitet til sidst?)

Havde jeg levet og skrevet i starten af 1800-tallet, havde de andre skribenter nok kigget lidt mærkeligt på mig, for jeg føler mig sådan set ikke som den overordnede skaber af noget storslået, når jeg skriver. Jeg føler mig som en del af en den skabelse der foregår. Når det går godt, mine karakterer taler til mig, og idéerne som summende arbejdsbier ikke vil lade mig i fred, forsvinder jeg jo også vitterligt ind i den verden, der er i færd med at dukke frem fra tågerne. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg er som en arkæolog, der langsomt og forsikkert børster støvet væk, så jeg kan komme frem til skattene – det føles, som eksisterer historien allerede.

En sådan forsvinden fra den verden vi kender, kan så betragtes som god eller dårlig for det enkelte individ. Den er helt sikkert ikke god for min opførsel i trafikken. Men det er dejligt.

Jeg savner at skrive, derfor denne overflod af blogmateriale. Mellem Hellas og Romantikken, kan jeg ikke finde overskuddet til også at arbejde videre på mit hjertebarn. Så hun får lov at sove. Drømmende, altid til stede, blot ikke helt bevidst derom. Jeg bilder mig ind, at idéerne ikke forsvinder af at jeg lægger dem til side, men at de udvikler sig i al fredsommelighed, og vil være stærkere når jeg næste gang finder dem frem. Måske vil de også have formeret sig. For de lever deres egne liv, herinde i mig.

Det er derfor, at jeg finder det lidt svært at kalde mig selv Forfatter. Det er jo ikke mine idéer, de er bare kommet til mig, vi kommer godt ud af det sammen og har forståelse for hinanden. Tjah, og nåhr ja, jeg har jo heller ikke udgivet noget endnu, det kunne man jo vælge at identificere som en mulig årsag til titelforvirringen. Jeg håber det kommer. Indtil da vil jeg fortsætte jagten på en form for fodfæste, tvivlende på, om jeg nogensinde finder det. For det at være menneske, handler det netop ikke om, at være faret vild i en urskov af skyggelignende idéer, stående på usikre ben, mens man forsøger at tage stilling til om man vil række ud efter dem, og om man overhovedet tror, man kan?

—-,—-’—–,—–’—–,—–’—–,—–’—–,—-’—–,—-’—-,—-’—-,—-’—–,—–’–

Den dejlige sensommer med de sveddryppende lange cykleture ind til Rugårdsvej er slut. Der bliver ikke mere fordybelse i litteraturens værker og underværker for mig, lige foreløbig. Jeg er nemlig flyttet til Amager, til København, bort fra Fyn (kan det understreges mere?) efter jeg tog den tvivlsomme beslutning at fravælge litteraturvidenskab på Syddansk og i stedet slæbe mig igennem, hvad der tegner til at blive, et meget langt år på HF.

Jeg har dog ikke mistet min lyst til at skrive. Den er der endnu, ikke helt slumrende, men heller ikke rigtigt vågen. Den dukker op lige nu, når jeg sidder og tænker tilbage på de 3 uger og på alle de nye idéer der kriblede frem fra folderne i min hjerne (eller hvor de nu kommer fra), og som jeg jo egentlig længes efter at komme videre med. Overskuddet er der bare ikke helt. Jeg kan virkelig mærke forskellen på at sidde alene med lysten til at skrive og til at fordybe sig i det univers, og så på at kunne dele det med andre, og gøre det på fast basis.

Det var altså noget af det dejligste ved Cindys hold – det at man havde noget fast at dukke op til, og som ligesom legitimerede det at skrive, og forsøge på det. For det føles måske nok ikke altid som så meget, når man ikke har noget færdigt endnu, og alt er kladder og sproglige skitser og man ikke engang kan forklare hvad det er man skriver. Og så var det rart, rigtig godt gammeldags rart, at dukke op på Rugårdsvej og snakke om det at skrive, som om det var noget man gjorde, og ikke bare noget, man gerne ville.

Det var også hyggeligt. I starten var det da selvfølgelig lidt mærkeligt, men da man lige havde vænnet sig til hinanden, var det altså meget rart at sidde der om morgenen, sippe te og lytte til Cindy der fortalte om alle mulige litterære teknikker, så man også sad og tænkte, hov, det skal jeg da lige prøve, og, næh, var det dét jeg gjorde.

Jeg synes helt sikkert det var et rigtig godt kursus, og ja, som jeg også sagde til nogle af de andre kursister om deres, meget velskrevne, tekster, så ville jeg bare gerne have haft mere.  Der er jo så bare denne her lille ting, der hedder tid, og som også godt kan spille en rolle nogle gange, og i mit tilfælde gik den altså hurtigt.

Tiden nu i aften er også gået hurtigt, og da jeg har en ny lang dag igen i morgen (skole fra 08:10 til 21:30, ynk mig) vil jeg trække mig tilbage for denne gang. Men, men jeg har fået lov til at skrive i hele september måned, så I hører fra mig igen!

Freja Gyldenstrøm

Og tit kan jeg blive helt nervøs, over at skulle anbefale en god bog til den læser, som står og skal på ferie, og gerne vil have den perfekte læseoplevelse til den perfekte ferie. “For smag og behag er jo forskellig”…..og alt det der.

Selv praktiserer jeg tit, at tage en roman med til det land eller sted, vi er på ferie, for at læse om stedet i skønlitterær form.

Det er også altid mit sommerferie projekt, at læse en bog, som jeg syntes “jeg burde læse”. Og det selv om jeg til enhver tid er imod alt det der smagsdommeri med “hvad man burde læse”.

Men jeg må indrømme, at ofte er jeg blevet positivt overrasket over klassikerne. I år bliver det i hvert fald en genlæsning af “Kongens fald” som står for tur. Så kan jeg skrive sammen med andre læsere om den i Klassikerklubben på Litteratursiden.

Men der er jo desværre lidt tid endnu til ferietiden kalder. Men derfor kan man jo godt allerede nu begynde at forberede den perfekte læseferie.

F.eks. “Den eventyrlige festival”, hvor vi tager afsæt i Odense Kommunes vision “At lege er at leve” og samtidig vedkender os eventyrarven fra H.C. Andersen.

Denne festival skulle adskille sig fra alle andre festivaler ved, at vi leger, og vi bringer læserne i spil. Som ved det årlige Harry Potter arrangementet lavet af Odense Centralbibliotek.
Jeg tror, vi i givet fald skulle lade litteraturen blive levende i form af aktiviteter, hvor deltagerne blev aktiveret. “Liv i litteraturen” kunne også være overskriften. Og selvfølgelig skulle et sådant initiativ støttes 100% af hele byen, så det var sikker på at blive en succes.

Men foreløbigt må vi som Odenseanere glæde os over al den litterære festival-aktivitet andre steder i landet.

Det er de såkaldte “Bogen kommer lånere” som en gang om måneden får bragt en kasse med bøger, lydbøger, musik eller andet materiale ud til deres hjem.
Typisk er det et ældre menneske som ikke selv kan bevæge sig hen på biblioteket, der på den måde får adgang til bibliotekets tilbud.
Ofte er det også mennesker som gennem et langt liv, har været meget læsende, og hvor bøger har været en fast del af deres hverdag. Og nu hvor mobiliteten er nedsat, eller synet svækket har svært ved at læse mere.

Odense Centralbibliotek kører hver eneste dag materialer ud, og er dermed til at fastholde ældre i læsningens glæder.

Min næste arbejdsopgave bliver at kigge på vores litteratur-aktiviteter til efteråret. Hvilket bliver rigtigt spændende, da nogle af dem kommer til at foregå i et samarbejde med Litnet. Så kan det jo kun blive godt:-)

I torsdags havde jeg sidste møde i vores Danmarks Radio Romanklub 2008/09 på Odense Centralbibliotek. Vi har været 10-12 læsere som har mødtes 6 gange i løbet af vinterhalvåret for at snakke om de 6 nominerede bøger.
Og som altid når man snakker litteratur har det været en fornøjelse. Det er lige som om, at oplevelsen ved at læse en bog bliver forstærket og bredt ud, når man taler med andre om den. At se en film gør man ofte sammen med andre. Men at læse en bog er som regel noget man gør på egen hånd.
Vi har selvfølgelig aldrig været enige om bøgerne. men hvorfor skulle vi også være det. For når bøger vækker til debat og rører noget i læserne, så har de jo opfyldt en vigtig mission.

Nu glæder jeg mig til at høre, hvem som vinder årets Romanpris. Det bliver afsløret tirsdag den 17 maj på CPH.Litt. Min favorit er “En dråbe i havet” af Kirsten Hammann. Men vi får se….og indtil da kan man jo skrive sammen med andre i læseklubben på Litteratursiden om bøgerne.

Endnu engang får det danske biblioteksvæsen på puklen fordi vi opfylder vores forpligtigelse til at være et bibliotek for hele befolkningen, og ikke kun danske skønlitterære forfatters forlængede arm.

Men lad mig først slå fast med syvtommersøm, at jeg elsker bøger, jeg elsker at fortælle om bøger, og jeg mener bøger er en hjørnesten i de danske folkebibliotekers huse. Men jeg mener også, at bogen er sidestillet med andre kulturelle medier, som film, musik og spil. Derfor skal et moderne folkebibliotek selvfølgelig også opfylde sine forpligtigelser over for de medier. Ganske som det stor sort på hvidt i biblioteksloven.

Også er der det med de smalle titler kontra bestsellerne. Jeg oplever ikke, at vi på Odense Centralbibliotek mangler smalle titler til at dække et behov, som ikke er der. Jeg oplever heller ikke, at vi ikke formidler den smalle litteratur ved udstillinger og arrangementer. For det gør vi.
Derimod oplever jeg, at vi får masser af kunder i butikken, som er glade for at læse både høj, lav, smal og bred litteratur. De er simpelthen glade for at biblioteket har noget for næsten enhver smag.

For øvrigt skal man jo også huske på, at forfatterne har store økonomiske interesser i, at bibliotekerne køber deres værker. Noget som jeg ofte syntes bliver forbigået i deres kulturpolitiske og opdragende synspunkter.

Jeg kender ingen kollegaer som ikke tager deres materialevalg alvorligt. Derfor er Jens Andersens indlæg også en nedvurdering af det store arbejde som landets bibliotekarer gør for at være et bibliotek for hele folket, og leve op til lovens krav.

Derimod vil det være interessant, hvis landets forfatterne og biblioteker gav hinanden håndslag på et øget samarbejdede. Ganske som vi gør i Odense.