Litteraturfestivalerne står efterhånden i kø for at afløse hinanden. Engang var der ikke ret meget andet end den årlige Bogmesse i København. Men nu…
I den kommende weekend gælder det CPH.LITT. Og så er der jo også Trekantsområdets litteraturfestival, Krimimesse i Horsens, København læser, Bogmesse i Århus. Plus alle de andre lokale initiativer rundt omkring i landet, hvor en række forfatterforedrag bliver puttet under hatten med navnet festival.
Måske det bare er mig, men efterhånden syntes jeg, der er gået lidt inflation i ordet litteraturfestival.
Ideen har også været oppe at vende i Odense, om ikke vi skulle have en festival. Måske svaret er et “Ja”, men hvis det er det, så tror jeg bare, at vi skal tænke det godt igennem, og ikke lave en kopi af, hvad alle andre laver. Så skulle vi finde vores niche.
F.eks. “Den eventyrlige festival”, hvor vi tager afsæt i Odense Kommunes vision “At lege er at leve” og samtidig vedkender os eventyrarven fra H.C. Andersen.
Denne festival skulle adskille sig fra alle andre festivaler ved, at vi leger, og vi bringer læserne i spil. Som ved det årlige Harry Potter arrangementet lavet af Odense Centralbibliotek.
Jeg tror, vi i givet fald skulle lade litteraturen blive levende i form af aktiviteter, hvor deltagerne blev aktiveret. “Liv i litteraturen” kunne også være overskriften. Og selvfølgelig skulle et sådant initiativ støttes 100% af hele byen, så det var sikker på at blive en succes.
Men foreløbigt må vi som Odenseanere glæde os over al den litterære festival-aktivitet andre steder i landet.
19. maj 2009 kl. 4.00 pm |
Bortset fra, at Odense i efterhånden mange år har haft en årlig lyrikfestival…
http://www.fynsvaerk.dk/odenselyrikfestival.htm
25. maj 2009 kl. 10.30 am |
Ja, det er rigtigt Odense lyrikfestival er der selvfølgelig. Og den fungerer rigtigt godt, – har jeg hørt. Har aldrig selv deltaget i den.
Men den er vel egnetlig også et eksempel på en festival, som har fundet sin egen niche, og hvor der er er mulighed for at være aktiv som deltager.
PS. Er der nogen lyrikinteresserede som læser dette, så husk den velfungerende lyrik-læseklub på litteratursiden, som er startet op af Ole Knudsen fra Odense:
http://www.litteratursiden.dk/laeseklubber/lyrik-l%C3%A6seklubben